Borup IF - Serie 3 hjemmekampen fredag den 7. maj spilles uden tilskuere

Tilskuere frabedes fredag den 7. maj kl. 1900.

Bestyrelsen i Borup IF står over for et kæmpe dilemma, når herrerne i serie 3 på fredag tager imod vores naboer fra Ulbjerg. Det er en kamp, som vores medlemmer og tilhængere har set frem til længe, og vi havde ventet rigtig mange tilskuere til kampen. Det var derfor med krydsede fingre, at vi fulgte med i folketingets forhandlinger om yderligere genåbning af Danmark. 

Vores politikere har fokus på alle danskeres sikkerhed, og det har betydet, at de har måttet prioritere, hvordan Danmark skal genåbnes. Reglerne om forsamlingsforbud og fodboldkampe betyder, at der fra i morgen må samles 75 personer til udendørs arrangementer. Det er inklusive fodboldspillere, udskiftere, dommer, trænere, officials og selvfølgelig tilskuere, hvis sådanne møder op.

Alt sammen tiltag, der skal hjælpe os med at forblive raske uden at sprede smitte, men desværre også meget vanskeligt at efterkomme. Er det f.eks. først til mølle for de ca. 45 tilskuere, der ville kunne lukkes ind. Hvordan skal registrering af personoplysninger ske, og hvem skal bortvise evt. overskydende tilskuere, når det magiske tal på 75 nås. 

Bestyrelsen har derfor modvilligt kastet håndklædet i ringen, og har besluttet, at kampen fredag aften spilles uden tilskuere. Vi har ikke kunnet overse, hvordan vi skal kunne garantere, at ovenstående regler overholdes. Bestyrelsen opfordrer på det bestemteste til, at denne udmelding overholdes. 

Til gengæld har vi entreret med et par fotografer, som live-streamer kampen via Facebook. Link til streamingen kan findes i starten af kampen på Borup Idrætsforenings facebookside. 

Bestyrelsen

Borup IF