Donation til Borup IF fra vores sponsor Terminalen i Viborg
Restauratør Jens Christian Hvam Jensen foran Bodega Terminalen i Gravene 9, 8800 Viborg
I november måned gik der ild i en varmeblæser og i etageadskillelsen i bodega Terminalen i Gravene i Viborg. Det betød 2 måneders lukning af bodegaen hen over jul og nytår. Restauratør Jens Christian Hvam Jensen havde allerede inden branden skaffet juleøl hjem til lageret, så han ”brændte inde” med et lager af juleøl, som han nu har doneret til Borup Idrætsforening. Derfor er det i den kommende tid fortsat muligt at købe juleøl i Låstrup.
Terminalen er én af Borup Idrætsforenings sponsorer. Hvam spillede i over 15 år fodbold i foreningen, hvor han var fast målmand på førsteholdet. Han har aldrig glemt den gode tid i den gule trøje, hvor han stod på mål i ikke mindre end 333 kampe. Borups førstehold lå i serie 1 på det tidspunkt, hvor Hvam kom til klubben. I de kommende år var holdet ”nede” i serie 4 at vende, for derefter stærkt at vende tilbage til serie 1 i de år, hvor stærke spillere som Heine Fernandez, Flemming Lund, Preben Mortensen, Palle Thorsager m.fl. kom op fra ungdomsrækkerne.
Det var gode minder, som aldrig bliver glemt. Sammenholdet og opbakningen var fantastisk i den tid, og Hvam følger fortsat med i, hvad der sker i Låstrup. Han er ikke i tvivl om, at Borup Idrætsforening har formået at bevare sin opbakning i lokalområdet. Derfor var han heller ikke i tvivl, da han ”brændte inde” med juleøllene, for hvis Borup IF kunne få glæde af øllene, så var det en win-win situation.
Bodega Terminalen har de seneste 2 måneder været igennem en større rengøringsopgave efter røg og sodskader. Der er udført reparationer for at udbedre skaderne efter branden. Håndværkere og personale arbejder på højtryk for at klargøre bodegaen til åbning nu på torsdag den 19. januar, hvor Hvam og personalet igen tager imod gæster i gravene.
Borup IF opfordrer medlemmerne til at støtte vores sponsorer, for de støtter os. Gammel kærlighed ruster ikke, siger et gammelt mundheld, og det er ovenstående historie er et godt eksempel på.
Annoncesponsor er:
Nyheder