Strålende indvielse af stisystem på Borup Hede

I silende regnvejr indviede Fjordklyngen lørdag eftermiddag et nyt stisystem på Borup Hede. Fjordklyngens formand Inge Carlskov bød velkommen til de 40 gæster, der i dagens anledning var mødt op for at høre indvielsestalen, som blev holdt af Leif Vestergaard fra Skringstrup Kursuscenter. Leif havde kikket dybt i historiebøgerne og fortalte lidt om området, som stisystemet går gennem.

Stierne på henholdsvis 1 og 4 kilometer går langs Simested Å, over Borup Hedes højeste punkt, der hedder Brakbjerg, over lyngheden, gennem Nørredal/Flensborg Plantage, forbi kilderne og tilbage til udgangspunktet, hvor der er opstillet bord-/bænkesæt, som frit kan benyttes til en frokost i det fri.

Leif Vestergaard fortalte om plantning af de første 100 hektar plantage dengang Jylland var dækket af store hedearealer. 250.000 fyrtræer og 51.000 grantræer blev plantet af arbejdsløse københavnere, der blev tilbudt ophold i en arbejdslejr, der blev bygget til formålet ved Borup Vandmølle. Det er deres arbejde kan vi i dag drage nytte af, når vi nyder en tur i skoven ved Borup Hede. Noget godt har de kære københavnere da gjort for vores område. Det må have været datidens bud på udflytning af statslige arbejdspladser.

Leif berettede fra egnens sagn, om en trold, der boede ved kilderne, om en tysk soldat, der blev skudt i røven af Bertel Skytte fra Lynderupgård under Grevens Fejde, og han fortalte om det forgangne Rinds Herred, der havde tingsted ved Skinders Bro på Borup Hede. Endelig fortalte Leif om en dramatisk retssag på tingstedet, hvor en kvinde blev dømt til at blive brændt på bålet på Galgehøj på heden. Der blev ribbet lidt op i vores forfædres dramatiske fortid. Med indsigt i de gode historier, ønskede Leif gæsterne en god gåtur. I Leifs barndomshjem var vandring en lidt snoppet form for at gå en tur, så han ville nøjes med helt nede på jorden at ønske gæsterne en god gåtur.

Jens Jørgen Ladefoged fra Fjordklyngen oplyste til gæsterne, at der sammen med offentliggørelse af ruterne til det nye stisystem er offentliggjort 8 nye Geocaches, der er lagt ud langs ruterne. Alle der dyrker geocaching har dermed fået nye mål at forfølge i det naturskønne område ved Borup Hede.

Tovholder på projektet med etablering af stierne er Bjarne Nielsen fra Borup. Han fik æren af at klippe den røde snor og åbnede dermed de nye ruter.

Iført regntøj, gummistøvler og medbringende paraplyer tog gæsterne den nye vandresti i brug. Ærgerligt at vejret ikke var med arrangørerne, men som det siges, er der jo ikke dårligt vejr. Der er kun dårlig påklædning. Selv om det regnede fik gæsterne en god gåtur. Nogle tog den korte tur på én kilometer, mens andre fortsatte over i den lange tur.

Efter gåturen var der kaffe og kage på rastepladsen, hvor Fjordklyngen havde opstillet telte i dagens anledning. Dejligt med en god kop kaffe efter den opløftende tur over den smukke hede. Det berettes, at lyngen står særdeles flot i år, og tyttebærrene er klar til at blive plukket. Fårene, der holder græsset på heden i ave, skuttede sig i regnen og undrede sig tydeligvis over de mange våde mennesker, der kom vandrende over deres mark.

Stisystemet er lavet af Fjordklyngen i samarbejde med Hedeselskabet og Viborg Kommune.

Se alle billederne på dette link.