Hædring af Borup IF’s formand Poul Johannessen ved 90‑års jubilæet
Hædring af Borup IF’s formand Poul Johannessen ved 90‑års jubilæet

Ved Borup Idrætsforenings 90‑års jubilæumsfest blev foreningens formand, Poul Johannessen, hædret for sit helt ekstraordinære og mangeårige frivillige arbejde for fodbolden og foreningslivet i Nr.Rind, Låstrup og omegn.
VOBU’s turneringsleder Poul Erik Kjeldgaard overrakte både hædersbevis, 1.000 kroner og VOBU’s ledernål – en særlig anerkendelse, der kun gives til personer, som gennem mange år har ydet en helt særlig indsats for fodbolden i lokalområdet.

En formand, der aldrig står på sidelinjen
Poul Johannessen har gennem flere årtier været en af de mest markante kræfter i Borup IF. Han har siddet i bestyrelsen i flere perioder siden 1987 – heraf mange år som formand – og han har aldrig været en formand, der blot holder taler. Poul er kendt for at have neglene i mulden hver eneste uge og for at tage ansvar for både drift, udvikling og fællesskab.
En drivkraft bag udviklingen af Borup Stadion
Poul har været hovedkraften bag en lang række forbedringer af Borup IF’s faciliteter. Gennem hans utrættelige arbejde med fundraising og ansøgninger er der blandt andet blevet: Lavet ny legeplads på Låstrup Stadion i 2005, forestået udbygning af klubhusets kantine i 2008, renoveret multibane i 2018, indkøbt nyt byfesttelt med gulv i 2017 og renoveret omklædningsrum i 2016 og rigtig mange andre arrangementer.
Uden Pouls indsats for at skaffe midler og holde projekterne på sporet var denne udvikling ikke blevet til virkelighed.
30+ år som frivillig i lotterispillet
Siden 1985 har Poul været en fast del af det ugentlige lotterispil i Låstrup Forsamlingshus. Han er én af foreningens fire opråbere, møder trofast op hver fjerde fredag og har i mere end 30 år været en central del af lotterispiludvalget. Hans stabilitet og engagement har været afgørende for, at lotterispillet fortsat er en vigtig aktivitet i foreningen.
En synlig skikkelse i hverdagen
I det daglige møder man ofte Poul i klubhuset. Han dømmer ungdomskampe, laver kaffe til gæster, tager imod medlemmer og besøgende, hjælper ved alle sociale arrangementer, deltager i arbejdsdage, byfest og alle andre større aktiviteter
Poul er kort sagt en af de personer, der får hjulene til at dreje – også når ingen andre ser det.
En ildsjæl i hele lokalområdet
Ud over sit arbejde i Borup IF har Poul i årtier engageret sig bredt i lokalsamfundet. Han har f.eks. været bestyrelsesmedlem i Viborg Idrætsråd i en årrække fra 2006, været præsident og aktiv i Lions Club Møldrup, været mangeårigt medlem af Skals Hallens bestyrelse, været kasserer og bestyrelsesmedlem i Låstrup–Nr. Rind Vandværk siden 1998, været aktiv i Låstrup Lokalråd siden oprettelsen i 2001 og har været tidligere repræsentant i Møldrupegnens Landsbyråd og nu i Vibland for Låstrup, været træner og holdleder for både herre- og damehold gennem flere perioder
Poul har i mere end 40 år været en af de personer, der binder foreningslivet sammen i vores del af kommunen.
En hæder, der rammer plet
Hædringen ved jubilæumsfesten er en tydelig anerkendelse af en mand, der gennem et langt liv har lagt utallige frivillige timer i Borup IF og i lokalsamfundet – altid uegennyttigt, altid med hjertet først og altid med fokus på fællesskabets bedste.
Et stort og varmt tillykke til Poul Johannessen med den velfortjente hæder. Borup IF skylder dig en dybfølt tak for din indsats, dit engagement og din vedholdenhed gennem mere end fire årtier.



Nyheder