Vandretur på Borup Hede
Søndag den 10. november tog denne gruppe borgere fra Låstrup til Borup Hede for at få lidt motion sammen med information om områdets historie og natur.
Turen startede ved Kulturcenter Værestedet i Låstrup, hvor deltagerne første fik forevist, hvordan det nye bookingsystem med Ubeeqo for leje af bussen virker.
Derefter fælles afgang til Borup Hede, hvor Morten Nielsen fortalte om hedeplantagens tilblivelse under anden verdenskrig, hvor arbejdsløse københavnere drog til Borup Hede for at plante de første 250.000 bjergfyr og 51.000 grantræer, der udgjorde plantagens første etape. Arbejderne boede i en arbejdslejr ved Borup Vandmølle med plads til 48 arbejdere af gangen.
Turen gik over Brakbjerg, langs den fredede del af Simested Å mod Skinderup, hvor udsigten til kalkværket kunne ses fra kanten af Brakbjerg. Derefter over heden til Nørredal Plantage, der er en del af C.E.Flensborg Plantage. Plantagen er opkaldt efter Hedeselskabets stifter.
På turen blev der udvekslet informationer og erfaringer om indsamling og brug af naturens svampe. Få blev fundet, men det er også sent at lede efter svampe, når nattefrosten har gjort sit indtog. Turen gik gennem forskellige dele af plantagen til kilden ved Borup Vandmølle. Her blev 2 forskellige udgaver af sagn om den store stens oprindelse fortalt. Derefter gik turen forbi vandmøllen ad Borup Hedevej tilbage til parkeringspladsen midt på heden. Der var fortsat et par får at se langt oppe i bakkerne, men ellers var det den flotte natur i det gode vejr, der blev nydt.
Turen sluttede med en lille sviptur til "lillebæltsbroen", hvor alle deltagerne blev tilbudt "bridgewalking". Dog i en noget mindre farlig højde, men dem, der tager turen til Middelfart for at vandre på den rigtige lillebæltsbro.
Efter turen kørte bussen retur til Kulturcenter Værestedet, hvor deltagerne sluttede dagens motion sammen med cyklisterne fra Fjordklyngens Cykelklub. En velfortjent kold bajer eller sodavand blev nydt i det gode efterårsvejr.
Næste gang der er fælles tur fra Låstrup er til Fjordklyngens fælles vandretur til Ulbjerg Klint, hvor det igen er muligt at tage Fjordklyngsbussen fra Kulturcenter Værestedet. Det er søndag den 24. november med afgang fra Værestedet kl. 0940.
Se flere billeder fra turen via dette link.
Se oplysninger om Borup Hede via dette link.
Ud over at deltage i fælles oplevelser og styrke det sociale fællesskab er der også helbredsmæssige fordele ved at deltage. Se herunder DGIs 10 punkter til, hvorfor man skal bevæge sig for livet:
10 GODE GRUNDE TIL AT GÅ (REGELMÆSSIGT)
- Gang er helt enkelt godt for helbredet. F.eks. er gang med til at sænke blodtrykket, øge kalorieforbrændingen og forebygge hjertekarsygdomme.
- Gang styrker din mentale sundhed og er godt mod stress og depression.
- Gang er skånsom (og alligevel effektiv) træning for kroppen.
- Gang er en fleksibel motionsform, som kan dyrkes når og hvor det passer dig.
- Gang er for alle - du bestemmer selv hvor hurtigt og hvor langt du vil gå.
- Gang kan kombineres med en god lydbog - eller den lange telefonsamtale.
- Gang er en oplagt mulighed for at få et pusterum i hverdagen.
- Gang kræver ikke noget særligt udstyr.
- Gang kan være kilde til mange gode oplevelser i naturen - eller på en byvandring.
- Gang med andre er en oplagt måde at kombinere motion og socialt samvær.
Så det er bare på med skoene og i gang!