Referat serie 3 Borup IF - Herson-Bjerregrav IF
Ved dagens kamp blev der på initiativ fra træner Niels Klausen samlet ind til Knæk Cancer kampagnen, og sponsor Profilsport havde trykt trøjer til spillerne.
Se indsamlingsresultat på dette link.
Borup serie 3 spillede i lørdags årets sidste hjemmekamp, da holdet hjemme mødte Hersom/Bjerregrav. En kamp som også var træner Niels Klausen sidste hjemmekamp i den her om gang. Niels har været træner i Borup IF i 5 år. Det har været 5 gode og udfordrende år, hvor det både er gået op og ned med resultaterne. Niels’ engagement har aldrig manglet og Borup IF skylder ham en stor tak for det kæmpe arbejde, som han har lagt på træningsbanen og ved kampene. Én af de store udfordringer i en klub med vores geografi er demografien, hvor de unge spillere flytter til de store byer, så der hele tiden skal spilles nye spillere ind på holdet. Det har Niels klaret med bravur, og han kan aflevere et ungt godt sammenspillet hold til afløseren Svend Aage Kristensen, som overtager ved nytår.
Til dagens kamp mod Hersom/Bjerregrav var både træner og spillere opsatte på at slutte sæsonen godt af. Borup sad også fint nok på spillet fra kampens start, men manglede dog tit lige den sidste aflevering, for der var for mange fejlafleveringer og boldtab. Midt i første halvleg fandt Christian Malik endelig Magnus Dahl med en lang aflevering. Magnus løb fra forsvaret og driblede uden om målmanden og sendte bolden i mål. Hersom/Bjerregrav havde ikke så meget at komme med. Dog var de alene igennem en enkelt gang, men Tobias Sloth afværgede med en flot tackling, inden der blev afsluttet.
Halvlegen sluttede af med en chance til Magnus Dahl uden scoring. 1-0 ved pausen lugtede af flere mål til hjemmeholdet.
I 2. halvleg var mønstret det samme. Borup sad godt på kampen og havde flere store chancer ved bl.a. Peter Lund og Johan Nielsen. Den sidste målfarlighed manglede og det blev ved chancerne. Ellers havde Borup total styr over kampen, især da Hersom/Bjerregravs lidt iltre midtbanespiller fik et rødt kort i halvlegens 20. minut. I halvlegens 30. minut blev Johan Nielsen løbet ned kanten af feltet. Peter Lund eksekverede det korrekt dømte straffespark og sendte med sit 10 sæsonmål i nettet bag den forsvarsløse målmand.
Desværre kom Peter Lund lige efter til skade i en tackling med samme målmand. Peter måtte bæres ud af banen og fik så lige et gult kort med på vejen.
Kampen ebbede ud og Borup fik en sikkert 2-0 sejr.
Nu mangler holdet at møde Viborg FF i sæsonens sidste kamp på udebane i Viborg på lørdag.
Kampens spiller blev Frederik Hvid, der her ses flankeret af en anden af kampens gode spillere Simon Andersen.
Annoncesponsor for dette opslag er: