Træningslejrens første kamp vundet 3-2

Serie 3 startede træningsweekenden i Skjern med at vinde fredagens kamp mod Tarm med cifrene 3-2.

Det var en kamp, hvor mange spillere kom i kamp, og hvor holdet ikke var helt klar fra starten. Holdet spillede da også en halv dårlig første halvleg. Det var medvirkende til, at Tarm kom foran på et straffespark begået af Tobias Sloth. Ærgerlig start på træningslejrens første kamp.

I resten af første halvleg var der ikke noget særligt at skrive om, lige med undtagelse af en stor hovedstødschance fra Kim Hermansen, men det blev ved chancen.

Anden halvleg startede lige så skidt og Tarm kom foran 2-0 i første minut. Derefter tog Borup sig sammen, og det gik bedre. Mads Thougaard reducerede til 1-2 efter 20 minutter, da han lidt heldigt fik bolden fra Frederik Hvid, og ekspederede den videre i nettet.

Få minutter efter udlignede Frederik Hvid, der rykkede frem i angrebet på en lang aflevering fra Kenni Elkjær. 10 minutter før tid kom sejrsmålet, da Frederik Hvid pressede en Tarm spiller til at lave et håbløst selvmål til 3-2. Heldig for os, men godt pres af Frederik.

Kampen sluttede med kampens to bedste detaljer. Først havde Borup et mønstre angreb, hvor Peter Lund sluttede med smart at spille Mads Thougaard total fri tæt foran mål. Men desværre hamrede Mads bolden forbi mål.

I sidste minut troede alle udligningen var kommet på et angreb fra Tarm, men på helt De Gea agtig vis reddede Christian Mønsted sejren hjem på 3-2 til Borup med en feberredning.

Kampens bedste mand var var anfører Frederik Hvid. 

Sejren blev senere fejret med hygge og enkelt fadbamse. 

Lørdagens program lyder på morgenmad efterfulgt af en fælles gåtur. Se billedet. Derefter frokost og endelig 2 kampe til henholdsivs første og anden holdet. Endelig afsluttes træningslejrens fysiske del med kammeratskabsaften for de 30 deltagere i Skjern.

Vel mødt til gode oplevelser med Borup Idrætsforening.