Byfesten fredag aften 2016
Byfesten fredag aften
Byfesten er efter 4 dage sat godt i vej. Efter de første 4 dage i byfesten, kan arrangørerne kun være godt tilfredse. Der har været rigtig god tilslutning til arrangementerne og vejret har været almindeligt dansk sommervejr. Mere kan vi ikke forlange.
Weekenden og dermed byfestens finale er begyndt. Fredagens første arrangement var skumfest for børn og barnlige sjæle på fodboldbanen. En fodboldbane blev fyldt med skum og der var fri leg for alle, der havde lyst. 25 børn var mødt frem, og ingen var i tvivl om, at det var skægt at være med i skumfesten. Ja det var næsten ikke til at få standset løjerne igen. Arrangørernes bange anelser om snavset tøj, blev gjort til skamme. Børnene var meget mere snavsede, end nogen kunne forestille sig, men sjovt det var det helt sikkert.
I Låstrup Forsamlingshus var der kæmpe gavespil med gaver for over 20.000 kroner. Salen var fyldt med spændte spillere, der alle var sikre på, at netop de skulle løbe med aftenens hovedgevinst, som var en læderstol sponseret af Skalma i Skals. De frivillige i lotterispillet melder om fantastisk tilslutning. Faktisk var der bemærkelsesværdigt mange mænd til stede, men det skyldes nok én af byfestens andre arrangementer.
Dagens fysiske udfoldelse var fodbold for herrer i flere aldersgrupper. På træningsbanen spillede U70 herrerne fra Løgstrup, Vestermarken, VFF, Houlkær og Borup én af 10 årlige stævner, hvor holdene skiftes til at arrangere alle mod alle turnering. Se det er erfarne spillere, som forstår at få stævnerne arrangere, så der også er andet end fodbold at deltage i. Derfor ligger det ene af Borups stævner også altid i byfestugen i Låstrup. Dagens stævne blev vundet af Borupholdet. De lokale dommere besværger, at det gik retfærdigt til.
På opvisningsbanen spillede 3 sammensatte hold, hvoraf de fleste var i oldboysalderen en intern turnering. 3 specielt udpegede personer havde fået til opgave at stille med et hold til turneringen. Vinderen af turneringen var holdet, der var samlet af Flemming Lund. Holdet bestod mestendels af gamle Boruptrænere. De kan åbenbart endnu – det der med fodbold.
Efter de 2 turneringer var der fælles spisning og hygge for alle deltagerne i en afkrog af Byfestteltet, som kvinderne ikke havde okkuperet. I Byfestteltet var der nemlig samtidig med herrernes fodbold, arrangeret Kvindeaften og dele af teltet (hønsegården) var reserveret de deltagende kvinder. Menuen på herresiden var smørrebrød fra Købmand Lund i Skals og fadøl fra hanen i Messen, som baren i denne uge er døbt.
I hønsegården blev der serveret velkomstdrink og en let anretning af tapas. Der var vin og ølsmagning af drikkevarer til sommerbordet, mens zoneterapeut Christina Nørskov holdt foredrag for kvinderne. Der blev snakket og hygget over bordene, og der blev formentlig udvekslet erfaringer om dette eller hint. Indholdet af kommunikationen har dog tilsyneladende klassificeret og ikke været egnet til at komme skribenten for øre. Det må derfor forblive, som en god militær hemmelighed. Det eneste, der slap ud var noget med ”Chi”, men de hemmelighedsfulde damer ønskede ikke at medvirke til åbenhed omkring emnet.
Aftenen sluttede med Rafleturnering i teltet, hvor sidste års mester skulle forsvare den ærefulde titel som Borups raflemester. Som bekendt hænger øl og rafling sammen. Der blev skænket godt med fadøl i ølkrusene og rystet godt med terningerne, så det blev ud på aftenen og efter redaktionens slutning, inden det endelige udfald kunne offentliggøres. Sidste års vinder Jacob Mouritsen glimrede dog ved sit fravær, så mange andre fik mod på at deltage i turneringen. Hele 45 deltagere i rafleturneringen var flere, end de fleste kan huske. Igen fantastisk opbakning til arrangementet.
Se billeder fra arrangementet på vores hjemmeside på dette link.
Byfestens næste arrangement er lørdag kl. 09, hvor Den Jyske Sparekasse er vært ved rundstykker og kaffe i Byfestteltet. Vi finder alle stole frem, og håber på, at rigtig mange møder op til en hyggelig morgenkomsammen i teltet.
Kl. 1030 blæses til Optog og Farmerturnering på opvisningsbanen. 6 lokalområder stiller op til turneringen og deltager inden da i et optog med fanen i front. Traditionelt er deltagerne udklædt efter byfestens tema, så hvem ved, om vi skal deltage i en større militærparrade á la Den Røde Plads under den kolde krig. De 6 lokalområder skal kæmpe i 3 discipliner, som er fodbold, Militær Forhindringsbane og En Hemmelig Militær Operation. Sidstnævnte offentliggøres først i forbindelse med arrangementet.
Kl. 1300 er der indvielse af den nye Mountainbikerute rundt i hele Fjordparkområdet. Den fulde tur er omkring 60 kilometer, men i dagens anledning er der lavet 2 kortere ruter, så turen kan bides over i mindre bidder. Cykelturen kræver en robust cykel eller mountainbike, da den fortrinsvis går på grusveje, stier og stranden. Der er også mulighed for at prøve nogle af de singletracks, der er anlagt langs ruten. Singletracks er specielt udfordrende stier, der kræver ekstra balance, styrke og behændighed, så de er for garvede mountainbikeryttere.
Kl. 1400 er der opvisningskamp i fodbold på opvisningsbanen så der er også noget at se på for dem, der ikke har mod på cykelturen.
Byfestugen slutter lørdag aften med et brag af en fest. Vi håber at kunne fylde teltet med festglade gæster, der har lyst til en tur i Messen eller på dansegulvet, hvor en DJ spiller op til dans. Har du ikke fået dig skrevet på listen, så henvend dig til én i byfestudvalget. Vi plejer godt at kunne klemme en ekstra ind ved bordet. Som bekendt er intet for sent i Borup, så tøv ikke, hvis tilmeldingen ikke er sket endnu.
Vel mødt til endnu en fantastisk byfest i Låstrup, hvor vi vægter det sociale regnskab højere end det økonomiske.