Serie 3 tabte ufortjent træningskamp
Så kom Serie 3 endelig på græs eller retter sagt på kunstgræs. Det skete, da holdet mødte Stoholm på kunstgræsbanen i Skive.
Holdet tabte lidt misvisende med cifrene 2-1, da Stoholm scorede i sidste minut efter et hjørnespark, som tilmed stort set var deres første chance i hele 2. halvleg.
I 1 halvleg var det Borup, der sad på kampen, og især de første 30 minutter spillede holdet fint. Holdet kom foran i det 20. min, da Søren Offersen scorede efter et hjørnespark fra Peter Lund.
Lige efter kunne eller burde det være blevet til 2-0, da holdet blev snydt for et dobbelt straffespark. Først blev Victor Lytzen sparket ned i feltet, bolden røg videre til en helt fri Peter Lund, der også blev fældet. Det gik tilsyneladende for stærkt for dommer Stærk, for som den eneste kunne han ikke se straffesparkene. Værre var det dog, at Victor måtte bæres fra banen med en forstuvet ankel.
I stedet for, at Borup øgede føringen - udlignede Stoholm køligt efter et forsvarskoks i det 35. min, og var faktisk igen tæt på lige efter. Bo Lodberg i Borup målet reddede chancen.
I pausen og kort inde i 2. halvleg blev der skiftet godt og grundigt ud på holdet. Alle 17 spillere, der var med, fik dermed godt med spilletid.
I 2. halvleg var det igen Borup, der sad på nærmest hele spillet. Der manglede dog hele tiden den afgørende aflevering, skud eller afslutning. Alle havde indstillet sig på uafgjort, da Stoholm helt ufortjent afgjorde det hele.
Hvis man skal fremhæve nogen på holdet, så må det være Mads Tougaard i midterforsvaret, og så unge Tobias Sloth, der gjorde en god figur så længe kræfterne holdte på den centrale midtbane.