Fest for de frivillige hjælpere i Borup IFs faste udvalg

 

Lørdag den 31. januar holdt bestyrelsen for Borup Idrætsforening den årlige fejring af klubbens frivillige hjælpere fra alskens udvalg, som i dagligdagen står for økonomi, banko, kantine, træne børn og unge, dømme kampe, kridte baner eller et af klubbens mange faste udvalg. I alt 125 frivillige blev inviteret til festen, hvor 55 personer valgte at deltage i fejringen.

Formand Poul Johannessen tog ordet og takkede de frivillige hjælpere, for uden dem, så var der ingen aktiviteter i en klub som Borup Idrætsforening.

Pouls tale indsat herunder:

Kære alle frivillige i Borup IF. Tusind tak fordi I er her i dag.

Det er fantastisk at se så mange engagerede ansigter. Uden jer .. ja, uden jer ville Borup IF og Låstrup være noget helt andet.

Det er ikke et par enkelte personer, der får det til at ske. Det er jer! Det er jer, der bruger meget tid, stor energi, og viser jeres gode humør.

I er hjertet i vores forening, drivkraften bag vores arrangementer og limen der binder vores lokalsamfund sammen.

I er dem, der får tingene til at ske. Fra at stable en byfest på benene, til at skabe hygge i kantinen til hjemmekampe, kridte banerne, afholde lotterispil hver fredag – det er jeres indsats, der løfter os alle.

I skaber rammerne for vores børn, vores idræt og vores sociale liv.

I er dem, der tager ansvar for, at det bliver sjovt og godt for alle.

Låstrup betyder "venligt sted" og I lever virkelig op til det navn.

Jeres kammeratskab og venlighed smitter af på hele byen og egnen.

I er beviset på, at et lokalsamfund lever, når folk løfter i flok.

Jeres engagement gør Låstrup til et endnu bedre sted at bo.

Lad os fortsætte med at skabe fantastiske oplevelser sammen – til næste byfest, næste kamp og alle de små og store ting imellem.

Skål for jer – vores fantastiske frivillige. Tak for alt I gør.

De frivillige hjælpere fik traditionen tro sild og snaps til forret. Derefter var der ingen problemer med at holde snak og gensidige skulderklap kørende. Forretten blev fulgt af smørrebrød og senere på dagen kiks og ost. 

Det allervigtigste var at støtte op om den fælles hygge og det skortede der ikke på i klubhuset, så alle kunne gå tilfredse og mætte hjem fra festen. 

 

Annoncesponsor for dette opslag er: