Lokaldysten i Nr.Rind 2025 fik vejrmæssige udfordringer
Lokaldysten for Låstrup og Nr.Rind blev afviklet torsdag den 22. maj 2025 i modbydeligt vejr med hagl, stærk blæst og slagregn i den første halvdel af dysten. Det var bestemt ikke rart vejr til at gå, løbe og cykle. Derfor var arrangørgruppen fra Borup IF, Låstrup Lokalråd og Nr.Rind-Lynderup Borgerforening også oprigtig imponerede over, hvor mange der mødte op og trodsede vejrguderne.
Dysten bød på 7 km cykelrute, 4 km løberute og 1 km vandrerute. Ca. 60 deltagere mødte op og deltog i de fysiske aktiviteter. Frivillige fra de 3 foreninger tilrettelagde og afviklede dysten, hvor flere frivillige fra lokalsamfundet trådte til og gav en hånd med til udlevering af elastikker til optælling af antal tilbagelagte kilometer og til at servere drikkevarer, pølser, kaffe og kage til deltagerne. Desuden frugt og vand ad libitum ude på ruten.
Viborg Kommune (Christian) stillede med målportal, vanddunke, drikkekrus og andet nødvendigt materiel. I 2025 var alle lokaldystarrangementer udnævnt til at være Royal Run Siderunarrangementer. Derfor var der også pyntet med flagbanner, flag og der var mulighed for at få klistermærker og tatovering med logo fra Royal Run.
Nr.Rind-Lynderup Borgerforening påtog sig at sælge pølser, bage kage og brygge kaffe. Der blev solgt over 200 pølser og spist 3 bradepander kage, så kulden, regnen og blæsten havde ikke taget sulten fra deltagerne.
Viborg Kommunes Friluftsråd havde bevilget støtte til arrangementet. Derfor var der plads til ekstra god vejvisning på ruterne med materiale der kan bruges i årene fremover. Der var skaffet en mikrofon til foreningernes fælles soundboks og der var gratis frugt, kaffe og kage under hele arrangementet. En stor tak til friluftsrådet for støtten til arrangementet og tak til Christian fra Viborg Kommune, som bruger sin arbejdstid på at muliggøre årets lokaldyster.
Sidst men ikke mindst en kæmpe tak til deltagerne, som mødte op og deltog i aktiviteterne og selvfølge i den hyggelige sociale del hjemme ved forsamlingshuset. Vi får nok ikke brug for den jubelscene, som vi øvede under opvarmningen, men nu har vi de fået lov at juble.
Vi vender stærkt tilbage næste år, når der forhåbentlig er bedre vejr til udendørs aktiviteter.
Nyheder