Fest for de frivillige hjælpere i Borup IFs faste udvalg

Lørdag den 25. januar holdt bestyrelsen for Borup Idrætsforening den årlige fejring af klubbens frivillige hjælpere fra alskens udvalg, som i dagligdagen står for økonomi, banko, kantine, træne børn og unge, dømme kampe, kridte baner eller et af klubbens mange faste udvalg. I alt 115 frivillige blev inviteret til festen, hvor 60 personer valgte at deltage i fejringen.

Formand Poul Johannessen tog ordet og takkede de frivillige hjælpere, for uden dem, så var der ingen aktiviteter i en klub som Borup Idrætsforening.

Poul oplyste, at bestyrelsen er stolte af at kunne byde velkommen til en klub, hvor fodbold og fællesskab går hånd i hånd. Hvor der er plads til både seriøse sportsudøvere og dem, der søger hyggelige aktiviteter og godt selskab. Ikke mindst er der plads til dem, der har peaket sportsligt og som mere kommer for det sociale fællesskab.

Poul oplyste om de forskellige aktiviteter og hold.

Herresenior - Serie 3 H

Vores Serie 3 herrehold var tæt på oprykning i 2024 både i foråret og efteråret. Klubbens nye og vellidte træner, Jesper Lindgaard, som fortsætter i 2025 med Flemming Lund som assistenttræner, ser vi frem til endnu en spændende sæson. August er vores nye holdleder, og vi er stolte af Henry Elkjær, som blev valgt som efterårets spiller i den Nordjyske serie 3 pulje, som holdet spillede i i efterårssæsonen.

Flere hold og aktiviteter

Borup IF har også Serie 5 Herre hold, veteranhold U40, oldboyshold 60+ og et 7-mands damehold, der har spillet gode kampe og haft stor glæde af 3. halvleg. Jyllandsserie kvinde-holdet har i 3 sæsoner sluttet i den øverste halvdel af puljen. I år har vi fået nye trænere til damesenior: Sutharsan og Allan Hermansen.

Ungdom og børnefodbold

Vores ungdomshold i SUB 88 består af ca. 100 børn, og vi er glade for at vi i Borup Idrætsforening kan tilbyde en fodboldskole i uge 28. Vi fortsætter også vores børnefodboldaktiviteter, der skaber glæde og fællesskab for de mindste i Borup IF.

Begivenheder og sociale aktiviteter

Vi arrangerer mange spændende begivenheder, herunder LAN-parties, lotterispil og præmiewhist. Byfesten 2024 var en stor succes, og vi ser frem til endnu en fantastisk uge i 2025 med temaet Western. Vi deltager som noget nyt også i Royal Run i Viborg i 2025. Det forventes at blive endnu en fantastisk oplevelse for klubbens medlemmer og for vores nystartede Borup IF Runners hold, som vi har genstartet i efteråret. Borup IF, Låstrup Lokalråd og Nr.Rind Borgerforening holdt også et Lokaldysten arrangement i Nr.Rind, hvor holdet fik en flot 5. plads i flest løbne kilometer pr. indbygger ud af de 19. deltagende lokalområder. Der blev tilbagelagt 4,1 kilometer pr. indbygger, og da vi ikke havde alle indbyggere med, så var der nogen, der præsterede mange kilometer. I 2025 deltager vi den 22. maj 2025.

Faciliteter og træningsbanen

Vores træningsbaner har haft store udfordringer på grund af meget vand, men Viborg Kommune har afsat midler til klimasikring, og vores baner er højt prioriteret. Til hjemmekampe fortsætter vi med at sælge grillpølser, fadøl og sodavand udenfor klubhuset, og vi søger altid flere hjælpere til vores aktiviteter.

Krolf

Krolf er blevet en populær aktivitet i Borup IF med ca. 20 deltagere, der både spiller og udfører praktiske opgaver. Vi er glade for den store opbakning og planlægger at købe endnu et sæt krolfudstyr.

Socialt samvær

Vi værdsætter det sociale aspekt i klubben og arrangerer 4. halvleg, som med 2 årlige arrangementer er populære aftener med masser af snak og hygge.

Borup IF er meget mere end bare en fodboldklub. Vi er et fællesskab, hvor unge og ældre mødes, og hvor vi sammen skaber uforglemmelige oplevelser. Det blev en fantastisk dag i klubhuset med rigtig god stemning og snakken gik til langt ud på aftenen.

Vel mødt til gode sociale og aktive timer i Borup Idrætsforening

Annoncesponsor for dette opslag er: