Borup IF har spillet sig videre til finale i Fjends Cup

Borup IF er i finalen i Fjends Cup

Borup IF fik en hård start på årets turnering med et snævert nederlag i den første puljekamp mod Feldborg/Haderup. Kampen var intens og jævnbyrdig, og ved pausen stod det 2-0 til modstanderne, efter mål af Michael Knudsen og Jens Lago. Borup fik dog reduceret kort inde i anden halvleg, da debutanten Steffen Berg sparkede bolden i nettet. Trods flere chancer og et hav af hjørnespark lykkedes det ikke at få udlignet, og i stedet udnyttede FHIF en kontra til at bringe sig foran 3-1. Marcus Enevoldsen fik reduceret til 3-2, men det blev ikke til mere, selvom Borup var tæt på at udligne med en friløber. Assistentræner Flemming Lund udtrykte skuffelse over resultatet, men var positiv omkring holdets præstation og muligheder fremover.

I anden puljekamp mod Løgstrup var Borup bagud 2-0 – først på et mål af Lucas Carlsen, der udnyttede en dårlig indgriben fra Borups keeper, og derefter ved Andre Sikora kort inde i anden halvleg. Men Borup nægtede at give op. Marcus Enevoldsen sparkede bolden ind efter en ripost, og Steffen Berg fuldendte comebacket til 2-2. Et hårdt slag for Løgstrup, der havde spilovertag, men en vital redning for Borup, som nu havde kontakt til de øverste placeringer.

I tredje og sidste gruppekamp ventede Stoholm, turneringens mest vindende hold, og her kom det afgørende vendepunkt. Borup IF vandt 4-1 i en kamp, der dog startede besværligt. I første halvleg havde Borup mest boldbesiddelse, men uden at skabe afgørende chancer, mens Stoholm truede på kontra. Kort inde i anden halvleg kom Borup bagud 0-1 efter en fejl i forsvaret, men holdet svarede igen med vilje og intensitet. Magnus Kirkegaard udlignede, et selvmål fra Stoholm bragte Borup foran, og Oskar Skovgaard øgede til 3-1. Steffen Berg rundede kampen af med et spektakulært mål fra midterlinjen, som muligvis var turneringens flotteste. Dermed var semifinalen i hus, hvilket også var den erklærede målsætning.

Semifinalen mod lokalrivalerne fra Skals FF blev en magtdemonstration fra Borup. Holdet trådte for alvor i karakter og vandt overbevisende 4-0. Anføreren Frederik Hvid åbnede scoringen med et kraftfuldt mål efter hjørnespark, og Magnus Elkjær udbyggede føringen før pausen efter flot forarbejde af Alfred Mikkelsen. I anden halvleg fulgte to yderligere mål fra Oliver Nissen og Markus Kirkegaard. Selvom Borup måtte spille med én mand mindre to gange i anden halvleg efter udvisninger til Nissen og Simon Andersen, bevarede de kontrollen og tillod kun Skals nogle halve chancer. Henry Elkjær fik bolden i nettet en sidste gang, men målet blev annulleret for offside. Borup havde for alvor fundet formen og erklærede sig klar til finalen mod Sparkær, som dog var favoritter, især fordi Borup mangler fire spillere. Men som Flemming Lund udtrykte det: de giver sig ikke uden kamp, og ser frem til en spændende finalekamp.

Hermed opfordring til at tage turen til Sparkær for at støtte Borup IF i kampen om klubbens 3. sejr i Fjends Cup. Holdet har tidligere vundet Fjends Cup i 2016 og igen i 2021.

Annoncesponsor for dette opslag er: