Afslutningsfesten 2024
Afslutningsfest Borup IF 2024.
Der var god opbakning til Borup Idrætsforenings herreholds afslutningsfest i Låstrup Forsamlingshus lørdag den 16. november. Hele 70 gæster deltog i denne årets sidste fest i klubben.
Formand Poul Johannessen bød velkommen til festen. Han oplyste, at bestyrelsen er stolte af i år at kunne invitere til en afslutningsfest med julefrokostmad på menuen og uddeling af pokaler til spillere og Årets BIF'er. Han takkede Karin Elkjær for at have lavet dagens mad, Kathrine og Julie for assistance i baren og for velvillig hjælp i køkkennet af bestyrelse assisteret af Anabel og Laura, samt til Simon Nielsen for at levere musikanlæg og musik.
Poul oplyste også, at aftenen ville blive lidt andreledes end normalt for i år starter prisuddelingen efter første omgang mad med uddeling af Årets BIF'er v. Sara og Thomas Ambrosius.
Poul Johannessen bød velkommen til afslutningsfesten 2023.
Årets BIF’er:
Sidste års BIF’ere Sara og Thomas Ambrosius tog ordet og holdt en blændende tale, hvor de takkede Line Bach Møller for udnævnelsen tilbage i 2023. Det fremgik, at Sara og Thomas var enormt stolte og beærede over at være udvalgt til den ærefulde titel, og de havde glædet sig til at kunne give den samme oplevelse til en ny på posten. Det havde både været en svær opgave, fordi der er så mange frivillige i Borup IF og paradoksalt nok havde det af samme grund været en svær opgave, for det er svært at sammenligne forskellige indsatser, for der gøres et kæmpe frivilligt arbejde overalt i foreningen. Både synligt arbejde og arbejde bag kulisserne.
Til afveksling fra tidligere år, ønskede Sara og Thomas at starte med at kalde navnet på den nye Årets BIF'er, for som de sagde, så ville alle alligevel hurtigt kunne gætte, hvem den nye på posten er.
Der blev Kirsten Rømer kaldt op til stor applaus fra et stående publikum. Kirsten fik overrakt vandrepokalen, som hun kan nyde i det kommende år, indtil 2025, hvor hun så skal udnævne næste emne.
Sara og Thomas holdt en fælles tale, hvoraf fremgik, at Kirsten i deres arbejde på at udfinde den nye Årets BIF'er hurtigt sprang i øjnene. Hun sidder i bestyrelsen for foreningen, hun er altid tjenestevillig og siger aldrig nej til at give en hjælpende hånd.
Kirsten er selv aktiv fodboldspiller og sidder desuden i dameudvalget. Hun sidder i økonomiudvalget. Hun deltager altid i arbejdsdage og har den kæmpe fordel, at hun altid medbringer sine 2 meget hjælpsomme børn Victor og Isabella, som ligesom Kirsten er hjælpsomme og glade for at gøre en frivillig indsats. Til byfesten er Kirsten i teltet med sin frivillige indsats dagligt. Hun ses ofte i kantinen til kampe på stadion.
Endelig er Kirsten et helt igennem godt og dejligt menneske. Flere af hendes slags mange tak.
SUB 09 afslutning.
Efter hovedret var det tid til kvindernes taler.
Kvinder C1 - 7 mandsholdet
Else Astrup tog ordet som holdleder på klubbens andet hold i 7 mands rækken.
Else oplyste, at kvinderne i SUB 09 i foråret 2024 holdt standerhejsning med herrerne i Borup IF, de holdt træningslejr sammen med herrerne fra Ulbjerg IF og de holdt afslutningsfest sammen med herrerne fra Skals FF. SUB 09 har på kryds og på tværs af de 3 moderklubber deltaget i spillerfester og har derfor haft et godt socialt år med masser af sociale aktiviteter.
Hun havde selv siddet ved dommerbordet i Skals Hallen for SUB 88 i forgangne weekend og hun synes, at der var god synergi i den store hjælp på tværs af de 3 klubber, hvor Maria Svenningsen og Line Bach Møller også deltog med en podcast i Ulbjerg IF's tiltag med en række podcasts om klubbens historie.
Kvindernes 2. hold har haft et stabilt år, hvor holdet vandt første og sidste kamp. De mellemliggende kampe behøves ikke omtalt, men sammenhold og hjælpsomhed også i forhold til førsteholdet har hele vejen været til stede, så tusinde tak til spillerne for den gode indstilling på alle fronter.
Else Astrup gav ordet videre til træner Peter Boel
Peter Boel oplyste, at kvinderne i SUB 09 i år holdt afslutningsfesten i Skals og derfor blev pokalerne uddelt ved den lejlighed. Han ville dog gerne fortælle deltagere i Borup om årets gang. Peter synes, at det var dejligt at se den gode opbakning til fodbolden med 70 gæster i Borup IF.
Kvinderne har gennem hele sæsonen nydt godt af hjemmekampene i Borup IF, så stor tak til de frivillige i Borup IF for opbakning til hjemmekampene. I fortsættelse af Else Astrups fokus på de mange fester, så oplyste han med et glimt i øjet, at det var dejligt med sociale tiltag, men for trænerne Kent, Christian og Peter, var det også en udfordring at holde holdet fit med de mange fester, som skulle jongleres uden om fodboldkampene.
Trænerne havde nu stået for SUB 09 træningen i 2 år, så de har sammen besluttet, at det er tid til, at der kommer nye kræfter til på trænersiden. I de 2 år har holdet set fra trænernes plads på sidelinjen udviklet sig fra at være et godt contra-fodboldhold til at være et hold, som sidder på bolden og er spilstyrende. I de første 3 sæsoner endte holdet sjovt nok på en fjerdeplads i jyllandsserien og endte i den 4. sæson på en 5. plads. Statistikken lyver dog lidt, for antallet af mål og point har udviklet sig, så førsteholdet nu kan bryste sig af at være et stabilt jyllandsseriehold, hvor holdet for 2 år siden mere var i nedrykningszonen.
På førsteholdet har trænerne brugt spiller i alt fra 15 til 60 år, så der har virkelig været brug for bredden på holdet, og tak til spillerne for at tage godt imod nye spillere unge som ældre. Holdet er godt præget af en god fighterånd, så selv med nye trænere ved roret, så skal det nok gå holdet godt.
Peter oplyste, at følgende spillere var blevet præmieret ved afslutningsfesten i Skals.
Årets spiller på 7-mandsholdet blev Marinella
Årets spiller på førsteholdet var Sandra
Årets SUB 09'er var Else Astrup
Træningsflid til kvindetræning var Maja Andersen
Til slut oplyste Peter, at det havde været fedt for første gang i hans trænerkarriere at prøve kræfter med kvindetræning. Det kræver noget andet og er efter hans oplevelse en blanding af at være psykolog, pædagog og træner, men det var mest af alt fedt at prøve.
Peter takkede medtrænere, spillere og klubben for 2 gode år i SUB 09.
Herrer 40+
Holdleder Per Sørensen kunne berette om et år, hvor holdet ligesom kvinderne havde vundet første og sidste kamp i sæsonen. Foråret havde været udfordrende i forhold til at stille med spillere til kampene og mange afbud gjorde, at holdet måtte skrabe nye spillere til sig for at kunne spille kampene.
Efter en opsang i sommerferien blev der bedre opbakning til kampene, og træningen kører rigtig fint med god opbakning. Det er fedt at spille fodbold og det er fedt at komme i Borup IF. Per oplyste, at rigtig mange af modstanderne siger, at det er noget helt specielt at komme til Borup, hvor der sælges fadøl og pølser ved alle kampene. Det møder man ikke i samme grad i modstandernes klubber.
Per oplyste, at Årets spiller på herrer 40+ er en spiller som normalt ikke har kunnet få titlen på grund af fejl, men i 2024 har denne spiller sjovt nok holdt sig næsten fejlfri, og han har været rigtig stabil til at komme til arrangementer og træning.
Årets spiller på herrer 40+ er Paw Brøns:
Paw Brøns tog på vegne af spillerne ordet og takkede Søren Mikkelsen og Per Sørensen for en fantastisk indsats på holdet. Spillerne har samlet ind til en kurv til de 2 herrer. Kurven blev overrakt til klapsalver fra forsamlingen.
Paw Brøns fortsatte med at overrække en vingave til Karin Elkjær for velvillig hjælp til at få vasket holdets spillertøj.
Årets Holdspiller.
Malthe Trinderup Pedersen oplyste, at han som sidste års "Årets Holdspiller” skal udnævne en ny til den titel på tværs af herreholdene. Årets Holdspiller udnævnes på baggrund af kriterier sat af fodboldudvalget.
Nogle af kriterierne for at vinde den flotte titel, kan både være godt arbejde til træning og til kamp, men også på det sociale plan. Vigtigt er det, at det er en vellidt spiller, som viser sig i klubben og arbejde godt for sine fodboldkollegaers ve og vel. Malthe oplyste, at han på alle parametre var den spiller, der stod forrest, så hans indstilling havde været, at han skulle beholde titlen. Det var imidlertid blevet underkendt, så han blev nødt til at finde en anden person, som vel og mærke også har fortjent titlen.
Årets Holdspiller 2023 er en spiller, der altid er i godt humør, som altid kommer og som altid er med til klubbens fester. Ja tilmed er medarrangør af disse. Desuden har denne spiller i år været med på trænersiden i de rigtige træneres fravær.
Malthe Trinderup Pedersen har besluttet, at
Årets Holdspiller i 2024 skal være Frederik Hvid
Herrer serie 5
Holdleder Jonas Hauris Hansen tog ordet. Han oplyste, at holdet i det forløbne år har haft ham selv og Magnus Gandrup Christensen "Mini" som tovholdere. Jonas selv takker af efter 3 gode år på trænerposten og overlader roligt roret til Mini.
Sæsonen har båret præg af mange rigtig gode fester og god hjælp til førsteholdet. Trænerne har været tilfredse med den forgangne sæson og Jonas skal som sin sidste gerning uddele titlen som Årets Spiller på serie 5. Det er en spiller, som har været meget stabil på holdet. Støtter op om festerne og hjælper gerne på førsteholdet, hvis de er i knibe.
Årets spiller på serie 5 er Mark Vad.
Herrer serie 3
Herrernes træner Jesper Lindegaard har i den sidste del af sæsonen været udstationereret med sit arbejde. Han havde derfor ikke mulighed for at være med til afslutningsfesten i forsamlingshuset. Derfor tog holdleder Christopher ordet på trænerens vegne. Han gav ordet videre til Jesper, som var med på telefon fra USA.
Jesper oplyste, at han og Tommy som trænere overtog Borup IF herrer i serie 3. De nye trænere skulle lige lære truppen at kende, så det skete på en træningslejr i Fjerritslev, hvor holdet fik lidt af en startlussing i en træningskamp, som satte gang i truppen. Eastside blev i yderligere en træningskamp voldssmadret, og det havde den sidegevinst, at holdet sidenhen har fået tilgang af 3 unge dygtige spillere fra Viborg, så tak for det.
I foråret spillede holdet om oprykning til serie 2 mod Sallingsund og det lykkedes ikke at rykke op. Her i efteråret endte holdet på en flot 3. plads, men det var på marginalerne, at kampene afgjorde, at Borup lige netop ikke skulle spille om oprykning.
Desværre har sæsonen også budt på ærgerlige grimme skader til bl.a. August Ivik, Casper Ambrosius og Mads Tougaard. Til gengæld er der kommet tilgang af Oskar, Philip og Oliver fra Viborg, som helt sikkert har forstærket holdet. Træneren nævnte også ærgerlige gule kort i nogle kampe, som spillerne skal holde op med at søge. Derfor aftalte Jesper også med et par af spillerne, at der ikke skulle være nogen gule kort i resten af sæsonen, og den aftale er blevet holdt.
Træning til den nye sæson starter den 21. november kl. 1900 og fortsætter hele vinteren igennem. Det er et tilbud, som alle spiller i Borup IF og i SUB 09 er velkommen til at deltage i, så træneren håber på god opbakning til dette tiltag, der træder i stedet for tidligere sæsoners indendørs fodbold. Desuden kommer der tilbud om crossfit. Der kommer tilbud om en fælles fodboldtur til Dortmund i foråret og der planlægges standerhejsning omkring 1. februar 2025.
Endelig takkede træneren holdleder Christopher og medtræner Tommy for god assistance gennem året, og en kæmpe tak til Niels Clausen, der dels har trådt til som ekstra spiller, og som også har bistået med træningen her i efteråret.
Christopher Justesen tog igen ordet for at uddele titler og gaver til hjælpere.
Årets træningsflid går i 2024 til Alfred Mikkelsen.
Årets spiller på serie 3 går til Henry Elkjær.
Hjælpetræner Niels Clausen fik overrakt en kurv som tak for hjælpen i den forgangne sæson.
Christopher Justesen oplyste, at trænerteamet 2025 består af Jesper Lindegaard, målmandstræner Bo Soelberg og holdleder bliver August Ivik.
Frederik Hvid tog ordet som anfører for herrespillerne. Han overrakte vingaver til Jonas Hauris Hansen og Magnus Gandrup Christensen for deres arbejde på serie 5.
Jesper Lindegaard får en kurv med godter plus en feltration, når han kommer hjem fra sin udstationering.
Tommy fik overrakt en kurv med god "saft"
Christopher fik overrakt en kurv med en ekstra "pyt-knap".
Kridterne.
Per Sørensen tog ordet på kridternes vegne. Han oplyste, at kridterne hvert år udnævner "Årets Kridter". Per blev selv udnævnt til den ærefulde titel i 2023. Derfor skulle han nu videregive titlen til en ny kridter.
Som Per oplyste, så er der ingen klub uden frivillige kræfter, og kridterne er nogen af dem, der går og får tingene til at fungere bag rampelyset. Han udnævnte derefter
Årets kridter 2024 er Allan Hermansen.
Efter uddeling af de mange titler, kurve og vingaver, var der konkurrence arrangeret af bestyrelsen. Her skulle herrerne dyste mod SUB 09 kvinderne i en spektakulær øvelse, hvor en nøgle skulle føres gennem en labyrint-lignende kasse. Det var tilsyneladende mere, end herrerne kunne samarbejde om på dette sene tidspunkt af dagen, så vindere blev helt fortjent et hold af kvinder fra SUB 09 ført ad af Emma.
Se fotos fra festen på dette link.
Annoncesponsor for dette opslag er: