Byfesten 2024 lørdag aften
En god byfestuge i Låstrup sluttede af med den store fest i byfestteltet. 90 spisende havde købt billet til helstegt pattegris fra Hersom Catering og musik ved Vinyldrengene med gode gamle vinylplader med musik fra 80’erne og 90’erne.
Byfestudvalgets formand Henriette Lyngsø Mikkelsen bød gæsterne velkommen og takkede alle frivillige, der i løbet af ugen havde gjort de mange arrangementer mulige. Der har været aktiviteter alle aftener fra tirsdag til lørdag, så rigtig mange har været i sving ved kødgryder og skærebræt, i baren og som tovholdere til de mange aktiviteter.
Efter spisning stødte rigtig mange yderlige til i teltet og festede med, så der var 125 feststemte gæster til at holde gang i festen og i dansegulvet.
Ligesom flere andre dage, gav vejrguderne udfordringer lørdag aften og nat. Det blæste op og frivillige måtte rundt og tjekke teltpløkker, for det rev godt og grundigt i teltet, men festen kunne vinden ikke blæse væk, så byfestudvalget kan se tilbage på endnu en god byfestaktivitet.
Henriette Lyngsø Mikkelsen oplyste yderligere, at det næste år er 25 år siden, at byfesten startede med at bruge temafest. Derfor gentages succesen med at genbruge temaet for 2000. Dengang var det ”Country Western”, og det bliver det således også i 2025.
Bestyrelsen takker byfestudvalget og de mange frivillige hjælpere for det fantastiske engagement og for de rigtig mange timer, der er leveret, for at vi kunne have endnu en god byfest i Låstrup.
Se alle Kurt Elkjærs billeder fra lørdag aften via dette link.
Se omtale fra byfestens tirsdagsprogram
Se omtale fra byfestens onsdagsprogram
Se omtale fra byfestens torsdagsprogram
Se omtale fra byfestens fredagsprogram
Se omtale fra byfestens lørdagsprogram (dagtimerne)
Annoncesponsor for dette opslag er: