Referat Borup IF serie 2 ude mod Strandby IF Farsø

ARKIVFOTO: Kampens spiller Magnus Elkjær Jensen

Sæsonens sidste kamp endte med et 4-2 nederlag i Strandby, og det sidste spinkle håb om redning i serie 2 via play off forsvandt i efterårsvinden.

Strandby er et fysisk stærkt og rutineret hold, som havde mere power end os på dagen. De kom for let til deres scoringer, fordi vi både sløsede med opdækning og boldomgang. Vi kom bagud med 2-0, inden Steffen Frederiksen reducerede kort før pausen, da Rasmus Abildskov udnyttede en forsvarsfejl og spillede assistenttræneren fri til sin første scoring i 3 år!

I 2.halvleg begyndte vi at spille hurtigere og undgik for mange dueller. Det afgav nogle muligheder, selvom Strandby med hårdt spil forsøgte at kyse os. Magnus Elkjær udlignede flot direkte på frispark til 2-2, og så begynde vi at veje morgenluft. Desværre måtte vi rokere en del rundt i forsvaret, og da vi i forvejen manglede anfører Frederik Hvid, hjalp det ikke på situationen, at det startende par i midterforsvaret, Tobias Sloth og Kasper Ambrosius begge måtte udgå småskadet. Vi mistede derfor lidt af teten, og Strandby bragte sig på 3-2 efter frispark og manglende parathed. Vi satsede for at få en udligning, men i nærmest overtiden lukkede og slukkede hjemmeholdet til 4-2.

Ved stillingen 3-2 måtte August Ivik i målet desværre udgå med det, der ligner en alvorlig knæskade. De første meldinger lyder på en beskadiget ledbånd, men nærmere undersøgelser skal til for at stille den endelige diagnose. Men utroligt uheldigt og synd for August - og så med 10 min. tilbage af sæsonen.

Magnus Elkjær spillede en stor kamp og blev fortjent kampens spiller.

Det var min sidste kamp som Boruptræner for denne omgang. 3 skønne år i en fantastisk klub med masser af opbakning og frivillige kræfter. Og selvfølgelig en flok gæve gutter, som jeg vil komme til at savne.

Eneste ærgrelse er, at sæsonen ikke sluttede med en forblivelse i serie 2, men jeg er slet ikke i tvivl om, at Borup kan spille med om oprykning næste år i serie 3. Hvis spillerne vil - for potentialet er der😊

/Krudt

Annoncesponsor for dette opslag er: