Referat serie 2 - Borup IF - Viborg Søndermarken IK

Inden kampen blev der taget holdbilleder af serie 2 holdet med de nye trøjer. 
Referat serie 2 Borup IF - Viborg Søndermarken
I det skønne og varme forårsvejr gav Borup og Viborg Søndermarken publikum og hinanden en god og underholdende kamp, som trods varmen både indeholdt højt tempo og godt spil.
Ligesom i forårspræmieren blev lørdagens kamp meget tæt, hvor begge hold i perioder havde spillet. Set over hele kampen var hjemmeholdet dog mest og bedst på bolden og fik også skabt de største chancer. Og det virkede også til, at Borup i de sidste 20 minutter havde mere luft og tempo end udeholdet fra Søndermarken, og derfor var 2-1 sejren også ganske fortjent. Målene lod dog længe vente på sig, og det var først i det 83.min, at jublen kunne bryde løs, da hjemmeholdet endeligt fik omsat en af mange store chancer til mål. Sebastian Dam Kjær brød flot et Søndermarken-opspil, afleverede hurtigt til Christian Malik, som sendte Magnus Elkjær afsted til højre for målet. Magnus afsluttede flot fra kanten af feltet nede ved modsatte stolpe. En kæmpe forløsning!
Det blev 2-0 i det 89.min., da Magnus Nielsen elegant headede Christian Maliks frisparksindlæg over i det modsatte hjørne.
Dommeren fandt på mystisk vis næsten 5 min. tillægstid - til stor undren. Desværre fik udeholdet tildelt et straffespark til allersidst, som de sikkert udnyttede. Lidt tyndt og unødvendigt, men det fjerner ikke glæden ved en fremragende sejr💪⚽️
Igen skal drengene bare roses for en formidabel indsats. Uanset hvem der spiller, bliver der bare leveret og arbejdet for trøjen. Og den indstilling er bare en fornøjelse at se.
Alfred Lyngsø Mikkelsen og Alex Lund stod stærkt i billede, men det var nok engang kaptajn Frederik Hvid, som fortjent tog de fleste stemmer.
Nu glæder vi os til en spændende og hård uge med kamp på onsdag i Fårvang og på fredag hjemme imod det suveræne tophold Viborg FF.
/Krudt.
Annoncesponsor for dette opslag er: