Borup Fodboldforening oprykning til Mesterrækken i 1953

Foto af Husmandsholdet bestående af: Martin Sloth, Harald Bertelsen, Christian Nielsen, Søren Sørensen, Alfred Mogensen, Søren Sloth, Karl Sloth, Vagn Nielsen, Kresten Sloth, Jens Norup (målmand), og Stoffer Nielsen

I dag den 31. maj er det præcis 70 år siden, at Borup Fodboldforening spillede sig op i Mesterrækken ved at besejre Nibe med 2-0. Borup havde hjemmebane, men kampen var flyttet til Viborg Stadion af hensyn til de mange tilskuere. Viborg Stadion var fyldt til sidste sæde, så 4.000 tilskuere overværede kampen. Det må siges, at være den største dag i Borup Fodboldforenings historie, så det er værd at mindes.

Borup Fodboldforening har dog sin historie mange år før den store dag. Allerede i 1917 rullede den første bold. Det skete netop i Borup, hvor Jens Højgaard skrev en fodbold hjem på postordre fra Daells Varehus i København. Lokale drenge spillede mod nabobyerne på ganske uformel vis. Drengene blev til mænd og færdighederne med fodbold blev bedre. Der opstod ambitioner om at kunne spille med i Jysk Boldspil Unions turneringsprogram. Derfor måtte man i 1936 stifte en formel forening til at stå for fodbolden i området.

I en årrække inden da, havde holdet spillet fodbold på en græsmark på Nørremarkvej og derefter på en græsmark midt i Låstrup mellem Otto ”Gårmand” Nielsen og Alfred Mogensens ejendomme. Holdet spillede da i A-rækken og i Mellemrækken. Op midt i 40’erne var holdet dog blevet så gode, at der opstod ønske om at få et rigtigt stadion. Bibbe og Kristian Pedersen i Vejlegården solgte jorden til det der i dag er Låstrup Stadion oven for bakken ved Storhøj.

Den nye bane blev anlagt i 1947 uden klubhus, så modstanderne måtte klæde om på Skals Kro, inden de kørte videre til kamp i Låstrup. De lokale kom omklædt hjemmefra.

Borup Fodboldforening spillede om oprykning til Mesterrækken første gang i 1951, hvor holdet tabte til Struer med cifrene 5-6. I 1952 var Borup igen i oprykningskamp. Kampen skulle være spillet på hjemmebane i Låstrup, men modstanderen Hjørring tilbød klubben 3.000 kroner for at rykke kampen til Hjørring. Det var mange penge for en lille klub, så holdet takkede ja og tabte knebent 3-2 i Hjørring.

Tredje gang er jo som bekendt lykkens gang. I 1953 spillede Borup den sagnomspundne kamp på Viborg Stadion, hvor Nibe blev besejret 2-0 for øjnene af de 4.000 tilskuere. Heraf støttede mange Borup, men troede nok mere på Nibe, for Nibe var storfavoritter til at vinde kampen. Der gik forlydender om, at de allerede havde stillet flagalléen op i Nibe, så de var klar til at fejre sejren. Folkene fra Låstrup var mere ydmyge, men trak til gengæld det længste strå.

Her bringes en øjenvidneberetning fra 12-årige Henry Nielsen om oprykningskampen mod Nibe den 31. maj 1953:

”Jeg husker den dag næsten, som var det i går. Alle på drenge- og juniorholdet var blevet inviteret til at køre med førsteholdets spillere og deres koner og kærester i busser til Viborg Stadion, og det tilbud tog langt de fleste af os naturligvis imod. Vi ankom derfor i god tid til valpladsen for det kommende opgør, der af os landsbydrenge blev betrådt med samme ærefrygt, som vi ville have følt, hvis vi var blevet inviteret ind på Idrætsparken i København. Vi havde naturligvis kun ståpladser, men da vi var kommet så tidligt, kunne vi sagtens finde fine pladser i forreste række, så vi ovenikøbet kunne sætte os ned på jorden og endda have et glimrende overblik over hele banen. Solen skinnede, og humøret var højt. Vi håbede og troede på et godt resultat denne gang, selvom de fleste aviser havde udpeget Nibe til storfavorit. Der gik endda rygter om, at byen Nibe allerede var gået i gang med at forberede en storslået fest, der skulle kulminere, når de forventede nyslåede mesterrækkespillere vendte tilbage til byen sidst på eftermiddagen. Men hvis det var rigtigt, var det udtryk for en uklædelig arrogance, der kunne skabe et ubehageligt forventningspres på Nibes spillere. Det var vi Låstrup-drenge enige om, selv om vi aldrig ville have kunnet finde på at bruge fine ord som arrogance og forventningspres.

Efter det der forekom os at være en uendelig lang ventetid, kom de to hold endelig på banen lidt før klokken 14. Derefter blev de to holdopstillinger annonceret over stadions højttalere, holdenes anførere hilste på hinanden og på kampens dommer og linjevogtere. En mønt i dommerens hånd afgjorde hvilken banehalvdel, Borup skulle forsvare i første halvleg, og endelig kunne kampen gå i gang. Spillet bølgede frem og tilbage, det kneb med at få styr på nerverne, hvilket resulterede i en del fejlafleveringer på begge hold. Vi kunne ikke undgå at lægge mærke til, at Nibes spillere virkede hæmmede, og at specielt deres to wings, som rygtet ville vide skulle være både driblestærke og målfarlige, blev holdt i kort snor af de to stærke Borup-backs, Stoffer Nielsen og Kristen Sloth. Denne usikkerhed blev yderligere forværret i det 18. minut, hvor et indlæg fra højre side endte hos Borups målfarlige venstre innerwing, Kristian Nielsen, der tog et enkelt træk med bolden, inden han fyrede bolden afsted mod Nibes mål. Så vidt jeg husker, fik målmanden sin højre hånd på bolden, men ikke nok til at forhindre, at bolden endte i netmaskerne til øredøvende jubel fra størstedelen af de cirka 4000 tilskuere, der var mødt frem til kampen. Vi drenge var ellevilde. Vi råbte og skreg vores glæde ud, vi klappede som besatte, men vi omfavnede ikke hinanden, som drenge ville have gjort i dag, for det gjorde man ikke dengang og da slet ikke ude på landet.

Kampen fortsatte, stadig med Borup som det toneangivende hold, og det resulterede i endnu en Borup-scoring fem minutter før pausen. Denne gang blev målet sat ind af højre wing Søren Sloth, der efter et klumpspil foran Nibes mål pludselig stod alene med Nibes målmand tæt inde under mål. Det tilbud lod han heldigvis ikke gå fra sig. Vild jubel igen, og kort efter fløjtede dommeren til pause.

I pausen diskuterede vi naturligvis, om Nibe ville komme tilbage i anden halvleg med ny energi og ny taktik, som kunne overraske Borupspillerne. Nervøsiteten i drengegruppen var stor, for vi syntes, det ville være helt utrolig ærgerligt, hvis det efter den gode første halvleg alligevel for tredje gang skulle mislykkes for Borup at komme i Mesterrækken. Det skete heldigvis ikke. Godt nok overtog Nibe størstedelen af spillet i anden halvleg, men rigtig farlige blev nibespillerne aldrig. Det var, som om de var lammede af nerver, så snart de kom i nærheden af Borups mål, som ”vores” målmand Jens Norup derfor formåede at holde helt rent.

Så snart dommeren havde fløjtet kampen af, styrtede vi drenge ind på banen for at hylde vores helte, der blev fejret efter alle kunstens regler, mens nibespillerne stille luskede ud af banen til en ikke misundelsesværdig bustur hjem mod det festklædte Nibe. I busserne mod Låstrup var der derimod højt humør. Vi drenge kom med en tidlig bus, for borupspillerne skulle først fotograferes, have overrakt en pokal og snakke med pressen om den sensationelle sejr, inden de kunne komme til at klæde om og sætte kursen mod Låstrup, hvor de sammen med koner og kærester fejrede sejren med kaffe og kage og muligvis en enkelt øl eller snaps i Låstrup Brugsforening.”

Sådan skete sensationen, at Borup Fodboldforening kom til at spille i Mesterrækken. Mange spåede den lille klub en hurtig nedrykning til Mellemrækken igen, men holdet klarede at holde sig i Mesterrækken i de følgende 7 sæsoner.

Det satte skub i mange tiltag, for en klub i Mesterrækken kunne da ikke tilbyde gæsterne at klæde om på kroen. Frivillige borgere fik stablet Borups første klubhus på soklen ved siden af den store gravhøj midt på stadionanlægget.

Der blev lavet lysanlæg på træningsbanen på den ene side af højen og Vejlegården gav lov til, at bilerne fra de mange tilskuere i årene derefter kunnen parkere på den anden side af opvisningsbanen. Det var vitterligt mange tilskuere, som fulgte Borups kampe. Det var ikke unormalt, at 2.000 tilskuere var med til hjemmekampene i Låstrup. Rekorden blev sat i efteråret 1953, hvor over 3.000 tilskuere så kampen mellem Borup og Viborg. En kamp som Viborg vandt knebent 1-2.

Fodboldholdet fik hurtigt tilnavnet ”Husmandsholdet” for ud af holdets 12 spillere, var 9 husmænd, 1 chauffør, 1 gårdmand og 1 brugsmand.

Den lille klubs forvandling til storklub blev også bemærket i store dele af landet. Aviser som Jyllands-Posten skrev om Borups kampe. Klubbens kampe var flere gange med på tipskuponen, så alle kunne tippe på Borup og vinde store gevinster.

Danmarks Radio havde også bemærket den lille jyske klubs bedrifter. Det betød, at Gunner Nu Hansen var på besøg i Låstrup i 2 dage. Han lavede et radioprogram med navnet ”David i Mesterrækken”. Udsendelsen blev sendt den 18. oktober 1954 og blev genudsendt ugen efter. Alle i Låstrup og omegn sad klistret til transistorradioen for at høre de lokale helte udtale sig om deres bedrifter.

Gunner Nu Hansen besøgte også Provsten, der udtalte, at han tilrettelagde gudstjenesterne efter fodboldprogrammet. Han havde indset, at det ikke var muligt at konkurrere om borgernes interesse mod fodbolden på stadion.

Jyllands-Posten havde en skribent, der hed Cata. Han bragte hver uge en tegning og en sang om begivenheder, der havde fået interesse. De indlæg hed ”Dagens Cata-Strofe”. Her bringes Jyllands-Postens indlæg om Husmandsholdet:

Annoncesponsor for dette opslag er: