Borup IF herrer rykker op i serie 2
Borup Idrætsforening tabte sæsonens sidste kamp i serie 3 med 1-0 mod Hersom/Bjerregrav IF på udebane i Bjerregrav. Trods nederlaget er holdet tilbage i serie 2 efter 15 års fravær. Borup sikrede sig oprykning allerede tirsdag aften, da Hersom/Bjerregrav tabte til ØK og dermed ikke længere kunne hente Borup. Til lørdagens kamp kunne man godt se at det var Hersom/Bjerregrav, der havde mest og spille for, for de kunne med en sejr sikre sig mindst én Playoff kamp om oprykning.
Borupholdets spil var noget energiforladt og tandløst. Det blev aldrig til andet end lige ved og næsten. Det var derfor ikke den store overraskelse, da Hersom Bjerregrav efter 25 minutters spil kom foran på et pragtmål af Frederik Gammelby, der fra langdistancen hamrede bolden i mål via overliggeren.
Det så endnu mere sort ud for Borup, da der 10 minutter senere blev der dømt straffespark til Hersom/Bjerregrav. August Mathiassen i Borupmålet tog dog på fornem vis Frederik Gammelbys straffespark, så man bevarede troen på, at kampen kunne vendes.
I pausen forsøgte træner Kristian Kjær at hive Borup spillerne op, og foretog 3 udskiftninger. Det blev også en anelse bedre, men det var op ad bakken for Borup fik 2 stk. 10 minutters udvisninger. Først var det Steffen Frederiksen, der måtte til afkøling og bagefter måtte Markus Enevoldsen en tur på bænken. Med en mand i undertal i halvdelen af halvlegen, var det ikke let at komme igen mod et velspillende Hersom/Bjerregravhold.
Midt i halvlegen fik Borup dog chancen, da Alfred Lyngsø Mikkelsen blev kantet i feltet, og dommeren pegede på straffesparkpletten. Simon Andersens spark blev desværre reddet, og Borups forhåbning om at vende tilbage i kampen forblev et fromt ønske. Sidst i kampen havde Borup et par løse chancer, men kampens resultat blev ved 1-0 til hjemmeholdet, og med Borups spil på dagen, kunne der ikke siges noget til den sejr.
Nederlaget blev hurtigt glemt, og den fortjente oprykning blev først fejret med champagne og konfetti ude på banen, og derefter i Hersom/Bjerregravs omklædningsrum for til sidst at fortsætte festen hjemme i Borups eget klubhus til den lyse morgen.
Borups bedste spiller i kampen var målmand August Mathiassen. Han var chanceløs i det ene mål, der gik i nettet og tog sig på flot vis af alle øvrige optræk til chancer inklusive et reddet straffespark.
Borup har i sæsonen haft en bred trup af spillere, og der har været brug for alle mand. Ikke mindst, da holdets offensive kræfter i form af Peter Lund fik en korsbåndsskade og Johan Nielsen flyttede til København, samt andre mindre skader og afbud. Andre kræfter tog over og der er brugt over 20 mand på holdet gennem sæsonen, hvor hver og en har gjort stor fyldest. Det har været et fornemt arbejde leveret af træner Kristian Kjær og resten af teamet omkring holdet.
Borup kan se frem til en spændende og svær serie 2 pulje i den kommende sæson, hvor holdet vil møde hold som Viborg FF, Viborg Søndermarken og evt. Foulum, Kvik og Bjerringbro, hvis det flasker sig.
Stort tillykke til herrerne fra Borup med en godkendt sæson. 10 sejre, 2 uafgjorte og 2 nederlag var det, der skulle til for at holdet kan rykke op.
Se også Mackenhauers billeder fra kampen via dette link.
Billederne herunder er fra Kurt Elkjær
Annoncesponsor for dette opslag er: