Mini-arbejdsdag i Borup Idrætsforening
Lørdag den 5. marts var der indkaldt til miniarbejdsdag i Borup IF, da efteråret og vinteren havde resulteret i, at der var faldet mange blade og grene af træerne rundt om banerne og legepladsen. Til trods for kort varsel var der mødt 17 hårdtarbejdende børn og voksne op for at give en hånd med dagens opgaver.
Else Astrup var i kantinen og sortere SUB 09’s spillertøj, træningstøj og pakke holdenes nye lægetasker. Thomas Ambrosius fik skiftet sponsorplader på stadionuret. Søren Møller var oppe og klippe grene af rundt om lysmasterne på træningsbanen. Majbritt Møller og Juliet Moraa lavede kaffe og the, klaregjorde kage, samt delte drikkevarer ud til de arbejdende folk rundt på stadionet, når de ikke var ude og hjælpe med at rive blade og grene sammen, som var et større stykke arbejde for kridterne Tonny Svendsen og Kaspar Vad, Anders Møller, Rasmus Nielsen, Sara Ambrosius, Kirsten Rømer og Line Møller. Det blev til mange trailer- og trillebøre fulde blade og grene, som blev fjernet rundt omkring stadionet og på og omkring legepladsen og gravhøjen. Når børnene, Isabella, Victor, Laura og Mads ikke havde en rive i hånden, var de ivrige og frivillige testere af hoppepuden og legepladserne og udforskere af gemmestederne rundt på banerne.
Efter endt arbejde, som tog noget længere tid end 1,5 time, var der hjemmebagt gulerodskage og øl og sodavand i kantinen over en god snak.
Lørdag eftermiddag kom Poul Børge forbi, for anden gang i år, og tromlede træningsbanen og kampbanen efter en regnfuld og blød februar måned, så banerne er klar til endnu flere træninger og første hjemmebanekamp i sæsonen den 2. april.
Bestyrelsen og Kridterne i Borup Idrætsforening takker mange gange for nogle gode og hyggelige timer samt en god arbejdsindsats for de fremmødte!
Annoncesponsor for dette opslag er: