Referat Jyllandsserien kvinder Silkeborg - SUB09
Tirsdag den 3/5 drog SUB 09 Jyllandsserie damerne mod Silkeborg, for at jagte deres første rigtige sejr. Efter sidste kamps kæmpe nederlag, var de tændte og klar til at vise at de ikke hører til i bunden af puljen. Denne kamp var vigtig for både stillingen, men også for deres gejst og tro. Truppen var præget af både store og små skader og derfor var der en ekstra hård kamp i sigte.
Man kunne mærke pigernes gnist allerede fra første dommerfløjt, da de gik benhårdt på modstanderne, som godt kunne ligne nogen der havde satset på en storsejr. En intens start på første halvleg, hvor der blev gået til den og SUB stort set var først på bolden i alle dueller. Det var virkelig en fornøjelse, både at se på og være med til. Allerede efter 13 min, får SUB damerne deres første chance. Tilde erobrer bolden på midten, som med hendes formidabel teknik får driblet den op igennem midten. Her modtager Sandra bolden og sparker et godt spark på mål. Virkelig en god aktion af offensiven. Endnu en god chance til SUB var efter 30 minutters spil, hvor Camilla, som hun er bedst til, dribler to mand langs siden med hendes enorme fart og sparker indover til en helt fri Tilde. Indlægget var desværre for langt og det blev ikke til mere.
Det var en hård første halvleg, med kamp til stregen og Silkeborg havde flere gode målchancer. Men med en fremragende målmand som Line på mål, lykkedes det dem ikke at få sparket bolden i kassen. Her skal forsvaret også fremhæves, som stod kompakt og diageret. Ak, som afløste Tulle i midterforsvaret, og Kirsten, som skulle vænne sig til en ny makker, klarede deres opgave til fuldest.
Anden halvleg blev fløjtet i gang og allerede 4 min inde, endte en halvflugter fra Carla i fødderne på en Silkeborg spiller, som ramte bolden forkert og sparkede bolden ind i sit eget mål. 1-0 til SUB. En kanon følelse efter mange minutters hård kamp. Anden halvleg stod på mange chancer til SUB. To 100% chancer, som desværre ikke endte i Silkeborg målet. Til sidst i anden halvleg, havde SUB svært ved at holde fast. Trætheden meldte sig og bolden var stort set på SUB’s banehalvdel i alle af de resterende 20 minutter. Dette resulterede i et meget træls mål til Silkeborg, da forsvaret ikke får clearet bolden ordentlig. 1-1 med 3 minutter igen og en virkelig ærgerlig følelse efter en virkelig god kamp. Dette blev også slutresultatet. Silkeborg ligger 2. øverst i puljen, så en sejr over dem havde givet os så meget selvtillid.
Selvom det ikke blev en sejr, viste denne kamp os, at vi sagtens kan være med, hvis vi vil det nok. Vi hører ingen steder hjemme i bunden af puljen. Alle 11 spiller spillede noget nært deres bedste og dette afspejlede stemmerne om kampens spiller. Både Carla, Ak, Kirsten, Michelle og Line fik stemmer, men kampens spiller blev delt mellem Tilde og Isa, som begge fik 4 stemmer. Dette vidner om, hvor godt alle har spillede. Næste kamp for jyllandsserie damerne spilles allerede på lørdag den 7/5 kl 13, hvor vi tager i mod Vildbjerg SF på Ulbjerg stadion. Kom og støt op.
Annoncesponsor for dette opslag er: