Startskud til Byfesten i Låstrup - Kirkekoncert og fællessang

 

Foto i dette opslag: Kurt Elkjær

Mandag aften kom den aften, hvor borgerne i Låstrup igen kunne gå til byfest efter 2 års tørke på det område. Ikke just byfestvejr for regnen faldt tungt hele dagen i Låstrup. Heldigvis var dagens aktiviteter indendørs, så det var ok.

Aftenen startede med kirkekoncert, hvor Mathias Birch, gav den hele armen på Marimba og andre slagtøjsinstrumenter. Ca. 75 gæster var mødt frem for at høre Mathias fremføre musik i den klassiske genre. Mest på Marimba, men også på andre instrumenter.

Gæsterne blev budt velkommen til en liflig sommermelodi af Ney Rosauro i form af et præludie i emol. Skønne toner fra Marimbaen. Derefter var det Johann Sebastian Bachs Lut Suite med et tungere klassisk værk, der nok mere passede til dagens vejr med tunge regnskyer og regn over byen. Der blev også spillet mere nutidig musik af Jonas Weitling, der underviser på den lokale musikskole. Afslutningsvis blev gæsterne indført i komponist David Maslankas variation over digtet ”Lost Love”. Som Mathias lovede, gik det helt ”bananas” og køllerne blev flittigt brugt.

Det var dejlige toner fra marimbaen. Forstod man ikke musikken, så var der rig mulighed for at blive imponeret over, hvordan 4 køller i hænderne på en klassisk musiker kan forvandle slag til fantastisk musik. Der blev virkelig leveret og imponerende at se musikerens nærmest gymnastiske udfoldelser i hans musikudfoldelse.

Der var stående klapsalver i kirken. Som sognepræst Hannah Kortnum Mogensen udtrykte det, så er der nok aldrig blevet klappet så meget i Låstrup Kirke før mandag aften.

Således beriget på klassisk musik, var det videre til byfestteltet, hvor Birthe Reitz ledte fællessang fra den nye højskolesangbog. Kunne man ikke selv være med, så var det fantastisk bare at lytte til Birthes dejlige stemme, der ledte de øvrige 50 deltagere gennem et par håndfulde sange fra sangbogen. Det er altid dejligt at synge sammen og Birthe var god til at sætte ord på de enkelte sange. Ud over at blive høje af sang, så blev deltagerne også klogere på sangenes oprindelse.

Det var en god anbefaling af Kulturcenter Værestedets ”Fyraftenssang”, der startes op igen i september måned efter en forhåbentlig god sommerferie. Det er også Birthe Reitz, der står for de oplevelser.

Der var mulighed for at købe kage fra Kulturcenter Værestedets frivillige bagere. Overskud gik ubeskåret til ombygning af Værestedet til Hele Fjordklyngens Nye Mødested.

Næste program i byfesten er Trylleshow tirsdag aften og mulighed for at spise mexikanske pandekager og taco i teltet. Der er også mulighed for at prøve at spille Fifa-fodbold på storskærm i teltet denne aften.

Husk tilmelding til onsdagens foredrag med Cykeldrengene. Misforstå ikke. Det er ikke cykling de vil fortælle om. Det er deres oplevelser med at være alene i vildmarken og oplevelser på en cykeltur rundt om jordkloden. Ikke mindst deres anbefalinger om at leve i nu’et.

Se flere billeder fra aftenen via dette link. 

Opslag om Trylleshow og Fifa-turnering tirsdag aften via dette link. 

Byfesten i Låstrup fulde program via dette link.