Fodboldskolen i Borup IF er nu godt i gang
Her byder træneren Alina Elkjær Hermansen velkommen til sin gruppe af fodboldspilelre.
92 børn og unge fra knapt 7 år og opefter giver i denne uge ekstra liv på Borup Stadion i Låstrup, hvor de deltager i DBU Fodboldskolen.
Det er tredje gang Borup Idrætsforening får mulighed for at afvikle DBUs fodboldskole. Den har tidligere været i klubben i 2016 og i 2018.
DBU kører et fast koncept med fodboldskole i landets klubber. Dermed sikres, at deltagerne tilbydes nogenlunde samme niveau fodboldmæssigt. DBU stiller drejebog, fodboldtøj, bolde mv. til rådighed for deltagere og trænere. Den lokale klub tilbyder deres unge medlemmer og ledere muligheden for at få opgraderet deres evner til at afvikle et event af en anseelig størrelse.
Ud over de faste tilbud, som ligger i DBUs koncept, har Borup Idrætsforening valgt at tilbyde morgenpasning til de morgenfriske børn med forældre, der ikke har mulighed for at aflevere børn kl. 9, hvor aktiviteterne starter. Nogle af fodboldskolens børn kommer derfor tidligt i klubhuset, hvor frivillige tager imod og holder opsyn med deltagerne, indtil aktiviteterne starter.
Desuden laver frivillige mad til frokost for dem, som har tilmeldt sig frokostordningen.
Trænere og ledere melder om en god start på fodboldskolen, hvor der bliver spillet bold og lavet øvelser til den store guldmedalje.
Se Karin Elkjærs billeder fra første dag på dette link.
Annoncesponsor for dette opslag er: