Referat serie 3 ude mod Strandby-Farsø

Med 2-2 ude imod Strandby hev de unge og godt kæmpende drenge et point med hjem. Et resultat som vi bestemt ikke kan være utilfredse med, for det var et fysisk stærkt og godt spillende Strandby-hold, som vi var oppe imod. Især deres indlæg og standardsituationer voldte en del problemer kampen igennem. Vi havde også især i 2.halvleg optræk til farlige chancer på omstillinger.

Vi var noget afbudsramt til kampen, men alle 13 spillere deriblandt 4 u-17 spillere kæmpede heroisk og tog de nødvendige slagsmål og dueller. Derfor var det en rigtig god og underholdende serie 3-kamp denne fredag aften, hvor en god flok Borup-supportere endnu engang havde taget turen for at bakke drengene op.

Vi førte 0-1 ved pausen på et flot mål af Rasmus Abildskov, da han efter 21 min. udnyttede Alfred Lyngsø Mikkelsens energiske opspil. Det var lidt imod spil og chancer, for Strandby havde været nærgående et par gange inden scoringen.

I 2.halvleg fik Strandby vendt kampen på to flotte hovedstødsscoringer efter indlæg og frispark i henholdsvis det 60.- og 63. minut. Der kunne man godt frygte lidt, at vi ville knække, men viljen og lysten til at komme tilbage i kampen, var ikke til at tage fejl af. Og i det 70 min. udlignede Anders Tougård på et flot hovedstød, hvor han modigt kaster sig i mellem et par forsvarer på Christian Maliks frisparksindlæg og header i kassen.

Begge hold havde mulighed for en tredje scoring, men det blev ved de 2-2.

Anders Tovgård blev for 4.gang kampens spiller. Det er lidt af en bedrift, men ganske fortjent.

Allerede på mandag skal vi i ilden igen, da vi skal til Doense/Vebbestrup og forsvare vores 0-1 føring i de sidste 40 min.

/Krudt

Annoncesponsor for dette opslag er: