Naturens Dag på 2 hjul

Naturens Dag på 2 hjul var overskriften for et arrangement på Kulturcenter Værestedet søndag den 12. september. Det var bestyrelsen i Kulturcenter Værestedet i samarbejde med Fjordklyngens Cykelklub, der stod som arrangør af Naturens Dag 2021. Et arrangement, der er en del af Friluftsrådets og Danmarks Naturfredningsforenings landsdækkende arrangement.

Der var planlagt en fælles cykeltur gennem Engedal til kilderne på Borup Hede med naturbingo 2 steder undervejs, eller man kunne lave de samme naturbingo-opgaver lokalt i nærheden af Kulturcenter Værestedet på gåben. Bestyrelsen havde bagt kage til kaffen. Ja masser af fantastisk kage til kaffen, der kunne indtages efter udfoldelser i naturen.

Antallet og alderen på de fremmødte kaldte ikke på cykeltur, så naturbingo blev afviklet i skoven bag forsamlingshuset og i bækken ved shelteren. Der var gevinst i form af is til det vindende hold og kaffen blev indtaget på bord-bænkesæt med flot udsigt over Simested Ådal i godt selskab.

Det var en hyggelig formiddagsseance for de fremmødte, og tydeligt var det, at når børn og bedsteforældre sendes ud i naturen sammen, så kræves der ikke de store forberedelser for at gøre det sjovt og hyggeligt.

Ud over naturbingo havde Morten lige hentet et hvepsebo fra Kærby Bakke shelterplads. Et stort bo bygget af ihærdige hvepse af stor gedehams. Her kunne deltagerne betragte hvepsenes flotte byggeprojekt med tavleopbygning til æg, larver og pubber.  

Tak til de fremmødte for opbakning til arrangementet.

Arrangementsudvalget