Afslutningsfest 2021

Borup Idrætsforening afslutningsfest 2021.

Velkomst

Joachim Hvid bød som næstformand velkommen til årets afslutningsfest i Borup Idrætsforening. Med 89 tilmeldte var det en ganske tilfreds næstformand, der tog imod gæsterne. Joachim hilste fra formanden, der desværre måtte forfald på grund af sygdom.

Joachim opfordrede festdeltagerne til at gøre rigeligt brug af de spritdispensere, der var stillet op på borde, i baren og ved madbordet. Vigtigt at tage corona-situationen alvorlig og nyde, at vi i år har mulighed for at holde afslutningen, selv om corona-spøgelset igen titter frem.

En særlig velkomst til klubbens førstehold, der i år vandt Fjends Cup på forbilledlig vis. Dertil et spændende efterår, hvor vi for første gang i mange år spillede i samme række, som vores naboklubber Skals FF og Ulbjerg IF. Tilmed med sejre på udebane over begge hold, og ikke mindst at det lykkedes at blive i serie 3, mens begge naboklubber må ned og vende i serie 4. Stor tak fra bestyrelsen til Kristian Kjær, Steffen Frederiksen, Bo Soelberg og Christopher Justesen, der som trænerteam, målmandstræner og holdleder, har været med til at bringe spillerne igennem sæsonen.

Der var også en tak til Søren Elkjær Jensen, der i årets løb har taget initiativ til, at klubben kan samle klubbens mest erfarne spillere til veteranfodbold i weekenden. I øjeblikket spiller de bold på banen søndag formiddag, men i denne weekend dog lørdag. De skulle jo være klar til afslutningen. Søren Elkjær Jensen måtte desværre også melde afbud på grund af sygdom i familien. Ærgerligt men nu er takken og hyldesten viderebragt til ham.

SUB09 har i den forgangne sæson også vist kæmpe fightervilje. Den nye træner Chris Muomaife guidede i foråret spillerne fra serie 1 til Jyllandsserien, hvor holdet i efteråret med fightervilje viste, at de hører hjemme. Stor tak til Chris, som sammen med Else Astrup og Karina Lyngsøe har styret kvinderne gennem sæsonen.

Af praktiske informationer kunne Joachim oplyse, at maden i år er buffet fra Skals Idrætscenter Cafeteria. Altså fra Skals Mad, som også er en af klubbens sponsorer.

I baren har Ulbjerg IF installeret 2 spioner i form af Jakob Frandsen og Mathias Møller, der gennem aftenen vil lange fadbamser og drinks over disken sammen med Julie og Kathrine, som har meldt sig som frivillige hjælpere til aftenens fest. Kæmpe tak til de 4 frivillige, som giver en hånd, så vi alle kan feste uden at skulle tænke på at holde baren kørende.

Vinen på bordene er sponseret af en lokal byrådspolitiker, og er til fri afbenyttelse.

Bestyrelsen byder alle en god fest.

Serie 5

Steffen tog ordet som ansvarlig for serie 5 holdet. Han oplyste, at han har valgt ikke at fortsætte sin trænergerning i Borup IF i næste sæson, så derfor er det hans sidste beretning for andetholdet. Han beroligede med, at han fortsætter som spiller på førsteholdet i den kommende sæson.

Sidste år var afslutningsfesten jo aflyst. Derfor går Steffen 2 år tilbage, og det har været 2 super gode år med trænergerningen. Det har været fedt i år at se, at gode Borupkræfter som Hans og Mønsted har fået mod på at spille fodbold igen. Det har sammen med andre elementer højnet niveauet på holdet.

Generelt har der været fin opbakning til holdet. Stor cadeau til spillerne for det.

I foråret 2021 endte serie 5 midt i rækken, så det var rigtig fint. I efteråret har det været meget specielt. Holdet tabte sin første kamp. Derefter var alle kampe aflyst af modstanderne. Derfor endte serie 5 med at skulle spille med om oprykning, hvilket var helt skævt.

Årets Spiller serie 5:

Som Årets spiller 2021 har Steffen valgt en spiller, der altid er klar. Ikke bare klar, men 110% klar. Han har måske ikke den skarpeste teknik på banen, men i stedet en fightervilje og faktisk lidt af et bæst på banen. Sidst i sæsonen har spilleren været rykket op på førsteholdet for at hjælpe der. Årets spiller 2021 på serie 5 er Carsten Gundersen.

Carsten fik overrakt en trøje med teksten Årets Spiller 2021, Serie 5. Steffen ønskede ham tillykke og god fest til resten af forsamlingen.

Tak fra spillerne på serie 5

Jonas Hauris Hansen tog ordet på vegne af spillerne. Han overrakte kurve til holdleder Joachim Hvid og til træner Steffen Frederiksen og takkede for deres evige engagement.

 

SUB09 Kvinder

Chris Muomaife, Else Astrup og Line Bach Møller tog ordet. Else oplyste at hun udtalte sig på vegne af dameudvalget. Hun fortalte om kvindernes møde med den nye træner i foråret 2021. Det var en tid med forsamlingsforbud, så der kunne ikke holdes normal træningsopstart. Alligevel blev der taget imod den nye træner på træningsbanen på Borup Stadion, hvor Chris skulle starte sin trænergerning for SUB09.

Det blev lidt af en øjenåbner, da der pludselig stod en træner og talte engelsk til spillerne. Det har dog ændret sig, så sproget nu igen er dansk fra trænerbænken.  

Else oplyste, at det har været en rigtig god sæson med gode træningsøvelser og brug af mange redskaber. Der er blevet slæbt fra redskabsrummet til træningsbanerne. Generelt har der været rigtig god opbakning til træningen. Fra 10 til 25 spillere er mødt frem til træning, og det har mange gange været i den høje ende.

Selvfølgelig har der også været skader. Brækkede ben og tæer og andre skavanker har fyldt, men det lykkedes dog for 7 mandsholdet at ende midt i tabellen. På dommersiden har spillerne til tider været underholdt. De har blandt andet været vidner til en dommer, der stillede op i træsko uden hæl, til en dommer, der tog telefonen midt under kampen og til en dommer, der havde en fiberskade, så han kunne ikke bevæge sig rundt på banen. Det viser ifølge Else, at der er plads til alle i 7 mandsrækken.

Administrativt har det været en svær periode med corona hængende over hovederne. Spillerne måtte i lang tid ikke komme ind i klubhusene, og holdets nye spillertøj var bestilt til opstart 2021, men blev først leveret i efteråret. Det er dog på plads på nuværende tidspunkt, så holdet spiller i det nye tøj i næste sæson.

Spillermæssigt har der været god opbakning til holdene. Dels til Jyllandsserien og dels til 7 mandsholdet. Nye spillere er kommet til. Herunder 5-6 gamle SUB88 spillere, som er vendt hjem til SUB09. Derfor spilles der også igen kampe i Skals, da der nu er medlemmer fra Skals på holdene. 

SUB09 har her i efteråret tjent penge til klubben ved at høste og vaske græskar. I alt har holdet og holdets hjælpere samlet 8.000 græskar op til efterårsferien. Det har givet et tilskud til klubben på 14.000 kroner, men det har også været et stort arbejde. Rasmus, der ejede græskarrene, har oplyst, at kun 75 af de samlede græskar ikke blev solgt, så han var yderst tilfreds.

Træneren Chris fortsætter sin trænergerning i 2022 (applaus fra publikum), og det forsøges i øjeblikket, om ikke der kan stilles et 45+ hold på benene i klubben.

Chris oplyste, at han er glad for at kunne fortsætte sin trænergerning i det kommende år. Han har været rigtig glad for at være træner i SUB09 i den forgangne sæson. Han har haft det svært med sproget. Derfor kunne han heller ikke sige noget som helst på dansk, da han i foråret 2021 stod over for en flok smukke kvinder og skulle føre sin første træning ud i livet. Han fortalte, at han tænker på engelsk, og i stressede situationer bliver han nødt til at slå over i engelsk sprog.

Siden da har han lært at kikke væk fra kvinderne, og så går det bedre med at tale dansk.

Chris ser tilbage på et år med gode oplevelser. Der har været god udvikling blandt spillerne. Han har lært, at man skal tænke sig om, når man har med kvindespillere at gøre, men han har altid glædet sig til at komme til træning og kamp med kvinderne fra SUB09.

Årets Spiller på 7-mands holdet

Som Årets Spiller på andetholdet blev valgt en pige, der altid er glad. Især i 3. halvleg. Hun er særligt glad for kage og øl. Hun kører langt for at komme til fodbold med kvinderne i SUB09. Helt fra Sabro, så Årets 2.holdsspiller er selvfølgelig målmand Sanne Jensen. (Hun var desværre fraværende, så overrækkelsen foregik virtuelt)

Træningsflid SUB09 Damer

Træningsflid i SUB09 går i 2021 til Line Bach Møller, der har været til træning næsten hver gang og derudover har trænet målmandstræning hos herrerne i Borup IF.

Årets Spiller Jyllandsserien

Årets spiller i Jyllandsserien er en spiller der scorer mange mål, og en spiller der heldigvis er tilbage i SUB09 igen efter sviptur til Norge. Årets spiller er Ida Velling Gundersen.

Årets SUB09’er

Årets SUB09’er skulle uddeles for anden gang. Det var sidste års vinder Maria Svenningsen, der har indstillet den nye SUB09’er. Maria har oplyst, at hun jo er bortrejst i øjeblikket, så hun har valgt ud fra hendes viden i det ½ år hun var i klubben. Den person, der er udnævnt, er en person, der altid er positiv. Både til træning og til kamp. En person, der har sat en ære i at spille fodbold. En rigtig god all-rounder spiller, som har ramt plet i SUB09 hjertet, men også en pige med godt knald i låget. Årets SUB09’er er Caroline Boel.

Spillerne på andetholdet takkede

Mette Holst takkede på vegne af andetholdet træner Else Astrup og holdleder Karina Lyngsøe. Begge fik overrakt gave for deres frivillige arbejde for holdet.

Else Astrup betegnes som alles mor, der altid har styr på alle spillere, og det er ikke så få, der har været på holdkortet i det seneste år. Elses hjem er altid åbent, hvis spillerne er i nærheden, og hun har en god evne til at få spillerne til at tro på sig selv og hinanden. Altid gode oplæg til kampe.

Spillerne på førsteholdet takkede

Line Bach Møller fortsatte på vegne af førsteholdet (viceanfører for Anna-Kathrine Mikkelsen) og takkede Chris tusinde gange for et fantastisk år. Det har ifølge Line været forløsende at få en tidligere superligaspiller som træner med den erfaring, det har bragt med. Chris vil altid damernes ve og vel. Han er mentalt til stede i træning og kamp, og så har han fundet sig godt til rette i klubben. Altid engageret i trænerjobbet, så spillerne er glade og stolte af, at Chris fortsætter som træner i den kommende sæson.

Chris fik overrakt en kurv med slik og whisky. 2 laster, som holdet har opdaget i det forløbne år. Desuden fik han overbragt en plakat med hane egne trænerkommentarer. Line bedyrede, at kommentarerne var kærligt ment og skulle forstås sådan.

Serie 3

Kristian Kjær tog over for førsteholdet sidste vinter. Han oplyste, at han gerne vil viderebringe et stort skulderklap til bestyrelsen for det arbejde, der gør det muligt at spille fodbold i Borup Idrætsforening. Herunder en stor tak til formand Poul Johannesen for en god modtagelse i foråret trods coronaforbud mv. Kristian takkede også Poul Børge Tovgård og Jan Sørensen fra fodboldudvalget for altid god sparing. Han takkede de frivillige, der altid hejser flag, serverer fadøl og griller pølser. Han takkede Kridterne for det slidsomme arbejde det er, altid at skulle kridte baner, flytte mål og andet forefaldende arbejde. Tak til Morten Nielsen for arbejdet med at filme fodbolden, så han som træner kunne nærstudere nogle af spillernes evner, men også tak til de mange tilskuere, der trofast følger holdet på hjemme- og udebane. Der har været herligt af følge. Endelig tak til Christopher Justesen, der som holdleder har støttet op om holdet gennem det forgangne år. Kristian takkede også assistenttræner Steffen Frederiksen for sparring og nyttig hjælp i træningerne. Han takkede Bo Soelberg, der har været legeonkel for både August Ivik og Line Bach Møller m.fl. Det har været et kæmpe aktiv at have en målmandstræner til at tage sig af målmændenes særlige område. Sidst men ikke mindst tak til Magnus ”Bumle” Nielsen for trofast at slæbe det svedige tøj med hjem efter alle kampe og vaske til næste gang.

Kristian Kjær oplyste, at Poul Børge har fortalt, at han var glad, da Kristian som det 20. træneremne sagde ja tak til at træne drengene fra Borup. Han har ikke fortrudt. Har altid følt sig hjemme i klubben, hvor han har fået den bedste velkomst. Der er højt til loftet i Borup IF, og det kan Kristian godt lide.

2021 har været utrolig Corona præget med aflyste kampe, kampe uden tilskuere og mange andre problemer. Kristian har forsøgt at gøre det sjovt at spille fodbold. Det er vigtigt at spillerne trives, og det er vigtigt at prioritere at spiller fodbold mens du kan. (Lars Tougård bifaldt denne bemærkning med et tydeligt JA). Kristian har nydt hyggelige 3. halvlege, hvor spillere og tilhængere har hygget sig efter kampene.

Foråret gik supergodt. Det dvæler vi ikke ved. Drengene vandt Fjends Cup 2021, hvilket var helt fantastisk og i øvrigt fortjent. Efteråret har været helt vanvittigt. En enorm stærk pulje, hvor alle hold slog alle. Mere spændende og lige, har det formentlig aldrig været. Det fedeste var sejre over vores naborivaler fra Skals og Ulbjerg og ikke mindst, da drengene i den sidste kamp serverede ”Bøf” for drengene fra Eastside. Vi klarede skærene i sidste minut, så holdet kan nu spille i serie 3 igen i næste sæson. Ærgerligt for Ulbjerg og Skals, at de skal spille med deres førstehold i serie 4.

Kristian glæder sig til endnu en sæson som træner i Borup Idrætsforening.

Med disse ord blev pokaler uddelt:

Årets Træningsflid herrer

Årets træningsflid stod mellem 2 meget standhaftige personer. Han måtte derfor gå til fodboldudvalget, der afgjorde, at han ikke selv kunne modtage prisen for træningsflid, så prisen går i år til August Ivik, der har været endog meget stabil til at komme til træning. August er en meget materialebevidst spiller, som er kendt for sine råb til medspillerne. Specielt Malik er det gået ud over i årets løb, men August brænder ikke inde med sine tanker om godt og skidt.

Årets Spiller serie 3

Årets spiller blev i 2021 en spiller, der giver den 120% for Borup Idrætsforening. Ikke fordi han slider på banerne til træning, men mere på Statsbanernes strækninger mellem Aarhus og Viborg. Årets spiller har også tilnavnet ”Den hvide komet”, og det er selvfølgelig Anders Tougård. Stort tillykke til Anders for den flotte fortjente titel.

Herrespillerne serie 3 takkede

Frederik Hvid og Peter Lyngsøe Lund tog ordet og takkede på spillernes vegne Kristian Kjær for et godt år med gode træninger og fine gloser om klubben. De takkede holdleder Christopher Justesen for god opbakning, voldsomt temperament og for gode tape-lægninger og massage, som formentlige er viderebragt og lært af Poul Børge. Endelig tak til Steffen for hans arbejde som assistenttræner.

Veteranhold

Kenni Elkjær tog ordet og fortalte om det nye tiltag, der er i weekenden, hvor veteraner spiller fodbold for sjov på banen i Låstrup. Kenni er godt nok ikke gammel nok til det hold, men måske har de fået øje på hans flotte høje tindinger og flotte kropsform, så han har alligevel fået lov til at komme med på holdet, selv om han er 10 år for ung.

Kenni bad gæsterne om at give en stor hånd til Søren Elkjær Jensen for hans arbejde med at stable et veteranhold på benene. Søren Elkjær Jensen var godt nok fraværende, men det afholdt ikke forsamlingen fra at klappe og huje af hans bedrift. Ikke mindst ved voksenbordet i midten.

 

Årets Holdspiller 2021.

Aftenens næstsidste pris var Årets Holdspiller 2021, som gives til en person, der har gjort noget særligt for det sociale på fodboldholdene. Prisen gik til en person, som har et højt engagement for klubben. Han har ikke spillet hele tiden, men har altid været der til kampene og har fulgt kammeraterne. Årets Holdspiller har været skadet, men har alligevel været en af klubbens bedste festaber og har bidraget til at der har været fest og liv omkring holdene i det forgangne år. Årets Holdspiller 2021 er selvfølgelig Aske Vendelboe. Han fik overrakt en trøje med titlen og har til gengæld æren af at udnævne næste års holdspiller i 2022.

Årets BIF’er.

I 2020 blev Borup Idrætsforenings mest ærefulde titel uddelt uden tilskuere på grund af forsamlingsforbud. Derfor blev sidste års vinder Gitte Elkjær Jensen heller ikke behørigt anerkendt for sin flotte titel. Kenni Elkjær lovede sidste år, at hun så i år ville få sin hyldest til afslutningsfesten i Låstrup Forsamlingshus. Skæbnen ville imidlertid, at Gette måtte melde afbud på grund af sygdom i familien. På Kenni Elkjærs foranledning blev Gitte dog alligevel hyldet for sin flotte titel og for præstationen, der ligger bag. Gitte fik virtuelt overbragt en erindringsgave bestående af et serveringsfad i træ med Borup IF-logo og teksten "Årets BIF'er 2020". 

Som siddende BIF'er står man også for uddeling af den nye BIF'er. Gitte havde gjort alt forarbejdet, men kunne jo ikke være til stedet. I stedet oplæste Majbritt Skovgaard Møller Gittes indstilling til Årets BIF'er 2021. 

 

Årets BIF’er 2021

Gitte oplyste på skrift, at hun virkelig blev overrasket sidste år, da hun blev udnævnt til Årets BIF'er. Hun blev megastolt over at få sit navn på pokalen, og videregiver med glæde pokalen til dette års vinder. Hun oplyste, at det havde været en svær opgave, for rigtig mange frivillige arbejder i den skønne klub. Hun har i år valgt at ændre på praksis, for hun har ikke valgt at fremhæve én person, som det har været sædvane. Hun har valgt at fremhæve en gruppe af personer, hvis arbejde ikke er så synligt. I hvert fald ikke, hvis man ikke kikker ned. Alligevel er dette års BIF'ere vedholdende, arbejdsomme og faktisk ikke sådan at skifte ud. De frivillige i denne gruppe tæller 8 personer, som i gennemsnit har været der i 17 år. Dermed meget erfarne frivillige, som arbejder sammen i par af 2 personer. 

Årets BIF'ere er kendt for at kunne lide faste rammer og lige hvide streger, og de er kendt for deres helt unikke samarbejde. Denne gruppe af frivillige har i de seneste 16 år, været på weekendtur sammen i det samme sommerhus, og de har i alle årene været samlet på Borup Stadion i det der har fået tilnavnet "Camp Smatten". Gruppen af frivillige har prøvet forskellige trends som f.eks. Stand Up Paddeling og mange andre udfordringer. 

Alle burde nu have gættet, at Gitte har valgt Kridterne, som samlet gruppe til at være Årets BIF'er 2021. 

Kridterne består af følgende frivillige hjælpere Tonny Svendsen (kridter i 27 år), Per Sørensen (kridter i 26 år), Thomas Mikkelsen (kridter i 23 år), Søren Bach Møller (kridter i 22 år), Søren Elkjær Jensen (kridter i 14 år), Carsten Trinderup Pedersen (kridter i 13 år), Allan Hermansen (kridter i 10 år) og Kaspar Vad (kridter i 4 år). 

Af de 8 kridtere var 4 til stede i salen. De 4 kridtere modtog samlet pokalen og salens hyldest for den flotte præstation og gode sammenhold, der ligger bag udnævnelsen. 

Per Sørensen tog som længst siddende tilstedeværende kridter ordet. Han takkede på vegne af Kridterne for udnævnelsen. Han oplyste også, at han siden han var barn, har spillet i klubben, og finder Borup IF som en forening, hvor det betyder noget at gøre en indsats. Det har gennem alle årene været fedt at være en del af det sammenhold, som ikke blot eksisterer blandt Kridterne, men som også eksisterer blandt spillerne og blandt medlemmerne i øvrigt.

Jublen brød løs med Borups fælles slagsang "Vi er fra Borup af - Vi er jo dem der ka' - Vi holder alle sammen, for vi er fra Borup a'". 

Derefter var der ikke længere ørenlyd, for festdeltagerne gik i selvsving, men Per nåede da at sige pænt tak for udnævnelsen. 

Festen fortsatte til ud på de små timer, så årets gang i Borup Idrætsforening blev fejret på behørig vis. En stor tak til festdeltagerne og kæmpestort tillykke til de mange udnævnelser, pokaler og priser.

Se flere billeder fra festen via dette link. 

Annoncesponsor for dette opslag er: