Affaldsindsamling for 15. gang i Låstrup
Søndag den 18. april Arrangerede Låstrup Lokalråd affaldsindsamling for 15. gang i træk. Igen blev det en affaldsindsamling uden det sociale fællesskab, som borgerne i Låstrup plejer at have ved indsamlingen. Corona-restriktionerne med et forsamlingsforbud på maksimalt 10 personer gjorde det desværre ikke muligt.
Til den alternative indsamling blev området delt op i 10 ruter, hvor borgerne kunne melde sig til frivilligt at afsøge en strækning på mellem 2½ til 7 kilometer. De 10 ruter var hurtigt reserverede, så der blev oprettet en ekstra rute på Borup Hede, hvor mange gæster har søgt ud i naturen i perioden med nedlukning.
Ud over byens borgere meldte hele Skovbørnehaven Fredly sig som indsamlere. De fik lov til at vælge første, som området i Sønder Borup blev afsøgt af de søde børn fra børnehaven.
Mange afleverede affaldssække i Mortens trailer, mens tunge poser og specielle genstande blev hentet ude på ruterne. I Flensborg Plantage havde én af indsamlerne f.eks. set et område med diverse affald smidt fra en bil. Det var en gammel emhette, syltetøjsglas, højttalere og andet affald. Desuden blev der fundet en gammel værdiløs cykel og de sædvanlige emballage, dåser, flasker, cigaretpakker mv.
Det generelle indtryk var, at der var mindre affald, end vi plejer at samle, men alligevel blev Mortens trailer fyldt til randen, inden den blev tømt på Revas i Viborg.
Låstrup Lokalråd takker de mange trofaste børnefamilier, indsamlere og selvfølgelig Skovbørnehaven Fredly for opbakningen.