Fodboldstævne for ekstremt erfarne fodboldspillere i Borup IF
Mandag den 7. september mødtes Overlund, Viborg FF, Vestermarken, Løgstrup og Borup IFs mest erfarne spillere til fodboldstævne i Borup IF i Låstrup. De 5 klubbers hold mødes normalt til 10 stævner om året, men er i 2020 reduceret til 5 stævner. Stævnet i Borup var det fjerde og således næstsidste stævne i år.
Ved stævnerne spiller klubberne alle mod alle, så hvert hold spiller 4 kampe á 15 minutter. Der spilles på 5 mandsmål og målmanden må parere med hænderne, men ikke samle bolden op. Hjemmeklubben stiller med 2 kampledere, der mandag aften var Bent Ilsøe Nielsen og Svend Mogensen. Ligesom spillerne er de særdeles erfarne ud i fodboldens Verden. De ses ofte på sidelinjen til klubbens hjemmekampe, hvor de studerer de professionelle dommeres præstationer.
Under de 3 foregående stævner havde holdet fra Borup IF vundet stævnerne. Holdleder Tonny Hermansen havde derfor lovet, at hans hold ville være beskedne på hjemmebanen i Låstrup. Tonny er jo en mand der holder sit ord, så hjemmeholdet sluttede på sidstepladsen med ét point uden at have scoret et eneste mål. Løgstrup var næstsidst med 3 point, Vestermarken fik 5 point, Overlund 7 point og Viborg FF fik 11 point.
Årets sidste stævne spilles i Viborg FF i uge 40, hvor sæsonen sluttes af med et tragtement og en øl.
Efter mandagens stævne i Borup havde klubbens frivillige Maria Svenningsen og Morten Nielsen grillet frankfurtere, så der var lidt energi til fodboldspillerne og tredje halvleg bød også på én øl eller 2, inden turen gik mod hjemstavnen.
Målmanden fra Overlund har lige reddet en kæmpe chance til de hvide spillere fra Viborg FF.
En angriber fra Løgstrup prøver at snyde en forsvarsspiller fra Vestermarken. Det lykkedes i situationen, men målmanden var på sin plads, så ingen mål i den situation.
Spillerne fra Viborg FF bygger spillet op helt hjemme fra egen banehalvdel.
Se flere billeder fra kampene via dette link.
Se klip fra 2 af Borups kampe via dette link.
Annoncesponsor for dette opslag er: