Vandretur i Hjarbæk
Søndag den 15. marts blev der igen budt på fælles vandretur arrangeret af Låstrup Lokalråd. Denne gang fra Hjarbæk Havn med Morten Nielsen som guide.
Morten bød velkommen til de 12 deltagere, der trodsede Corona virusfaren ved at færdes med andre. Morten opfordrede deltageren til at holde afstand til hinanden, så smitte med Covid-19 eller andre virussygdomme kan undgås.
Dagens tur var en 5 kilometer vandretur ad Svanevej, Hejrevej, Svanevej videre af Hærvejsstien langs Hjarbæk Vig til Fiskbæk, hvorfra turen gik retur ad Ørregårdsvej til Fjordbakken. Derfra tilbage til Hjarbæk havn ad Svanevej igen. 5 kilometer frisk vandretur med indlagte fortællepunkter med lokalhistorisk information.
Første punkt var på Hejrevej, hvor Morten fortalte om Limfjorden igennem tiderne. Indtil 1100 tallet siges Limfjorden at have haft sit vestlige udløb ved Bulbjerg mellem Lild Strand og Thorup Strand. Bulbjerg er Jyllands eneste fuglefjeld med sin 47 meter høje klint af limsten. Det hvide stenfjeld gav landkending til vikingerne, når de skulle til Aggersborg ved Løgstør. Limfjorden fik altså sit navn efter den limstensklint, som angav indsejlingen til den vestlige del af fjorden.
Med udløb både i øst og vest var Limfjorden mere et sund end en fjord. Den var åben både mod Kattegat og Vesterhavet. Åbningen i vest sandede dog efterhånden til, og Limfjorden blev til en rigtig fjord med udløb i Kattegat.
Limfjorden bestod derefter af større eller mindre bredninger for bundet af sunde som f.eks. Virksund og Hvalpsund.
Ved Løgstør var fjorden meget lavvandet. Efter tilsandingen af det vestlige udløb blev den del af Limfjorden, der ligger vest for Løgstør derfor mere eller mindre brakvand, mens den østlige var mere saltholdig.
I 1827 brød Vesterhavet igennem den landtange, som indtil da havde forbundet Agger og Thyborøn. Vesterhavet skyllede ind gennem fjorden og gjorde med ét fjorden mere salt. Det siges, at Vejlhuset ved Låstrup dengang blev skyllet omkuld og senere blev flyttet fra kanten af åen op til det sted, hvor Vejlegården i dag ligger.
Fjordens ændrede saltindhold ændrede drastisk mulighederne for fiskeri. Saltindholdet tog livet af eller jog ferskvandsfisk som helt, aborre og skaller op i åerne, mens fisk som skrubber, ål og ålekvabber steg.
Fiskerne skulle omstille deres fangstmetoder, mens en ny bestand af saltvandsfisk etablerer sig i den vestlige del af fjorden. Introduktionen af sjægten omkring 1840 var et led i denne omstilling. Mere om det senere på turen.
Deltagerne gik derefter videre til udsigtspunktet på Svanevej, hvor der er frit udsyn til Kvols Havn på modsatte side af Hjarbæk vig. Morten fortalte her, at Kvols Havn eller Kvols Brygge, som den også kaldtes var en hel central anløbsplads for kaag-sejladsen igennem flere århundreder. Det skyldtes primært udskibningen af jydepotter, tørv, tegl og træsko.
De sorte jydepotter kom fra Nordfjends, især fra pottemagerne i Gammelstrup. De kaldtes også for ”Sort kar”. Jydepotterne blev håndlavet af egnens kvinder, mens mændene mere stod for at fremskaffe egnet ler. Produktionen i Nordfjends var så stor en beskæftigelse for kvinderne, at det man, når man blev forlovet blev spurgt, ”om hun var god i ler”. Det var altså et godt parti, hvis man fandt en kvinde, der var god til at forme lerpotterne.
Tørv kom fra moserne lidt inde i landet. Tegl kom fra lokale teglværker, især Ørregård i Fiskbæk, og træsko kom fra skovegnene ved Silkeborg. Engang tilbage i tiden, blev der muligvis også udskibet trækul i Kvols, deraf navnet, men den vigtigste ”eksportvare” var og blev jydepotter.
Potterne blev samlet i pakhuse på bryggen, hvorfra de blev lastet i kaagene, fragtet til Aalborg og her fra videre til andre købsteder i størres skibe. Kaagene blev sejlet af krejlere fra flere dele af Limfjorden.
Kvols var én af de havne, hvorfra kreglerne sejlede ud. Øsløs i Thy en anden. Desuden Haverslev og Bejstrup var kendte krejlerbyer. Krejlerne sejlede rundt i hele limfjorden og opkøbte lokale varer, saltede sild, trækul, jydepotter og andre værdifulde varer. Helt op i Skals Å til Lindum skov har kaagene sejlet. Samtidig blev der solgt varer den anden vej.
Næste stop på vandreturen var på Hærvejsstien mellem Hjarbæk og Fiskbæk. Herfra var der god udsigt til Fiskbæk å, hvor der netop var høstet tagrør. Morten kunne berette, at hvis gamle planer om inddæmning af store dele af Hjarbæk Fjord var blevet til virkelighed, så var det nok landbrugsafgrøder og ikke tagrør, der blev høstet her. I mange dele af Danmark blev der i 1800 tallet og 1900 tallet indvundet land. Dels ved opdyrkning af hedearealer og dels ved inddæmning og dræning af lavtliggende jord og fjorde.
Hjarbæk Fjord var fra 1941 også en del af idéen om at øge produktionslandet Danmark. Danmarks Landindvindingsudvalg undersøgte indtil 1953 mulighederne i fjorden. Forslaget fra landbrugsmæssig side lød på, at der skulle etableres en dæmning fra Lynderup Hage til bakken nord for Hjarbæk. Dertil en dæmning fra Hjarbæk til Kvols Hage. Endelig kunne den resterende del af fjorden inddæmmes, så der blev en ½ til 1 km bred sejlpassage fra Hjarbæk til Virksund.
Danmarks Naturfredningsforening blev hørt, men lod Naturfredningskomitéen udtale sig på foreningens vegne. Udtalelsen lød:
”Det vil utvivlsomt være et tab i landskabelig/æstetisk henseende, hvis den østlige del af fjorden udtørres” lød det i en udtalelse. Efter vurdering af landøkonomiske interesser contra naturfredningsmæssige hensyn konkluderede man: ”…vil komitéen formene, at de naturfredningsmæssige hensyn må vige overfor de socialt betonede samfundshensyn, som knytter sig til udvidelsen af landets dyrkbare arealer”.
Dæmningen ved Virksund blev bygget i 1966 dels som vejforbindelse mellem Himmerland og Fjends/Salling, dels som værn mod de store oversvømmelser af engarealerne i den østlige ende af fjorden, men de mere omsiggribende planer om inddæmninger længere inde i fjorden blev heldigvis ikke til noget.
I 1986 stod det klart, at Hjarbæk Fjord som brakvand ikke var god nok. Det tog dog endnu 5 år, inden sluserne blev åbnet permanent i 1991. Blandt andet fordi der skulle bygges diger til inddæmning af engarealer ved bl.a. Lynderupgård.
Turen fortsatte ad asfaltvejen tilbage til sommerhusområdet ved Hjarbæk og ned på havnen, hvor Leif Nielsen fortalte om sjægtenes historie.
Han fortalte, at den vestlige del af Limfjorden efter Vesterhavets gennembrydning af Agger Tange i 1827 blev invaderet af saltvandsfisk som skrubber og sild. Det blev til lidt af et fiskeeventyr. Derfor blev der efterspørgsel på en bådtype, der kunne bruges til dette fiskeri. En båd, der skulle kunne sejle for sejl, være manøvredygtig og samtidig være lavbundet.
En købmand fra Aalborg fandt i Norge en egnet bådtype, som han bragte til limfjordsegnen. Lokale bådbyggere begyndte derefter at producere limfjordssjægte inspireret af den norske båd. Derfor er der fortsat et slægtsskab mellem Limfjordssjægten og den norske bådtype af samme slags. Derfor er nordmændene som regel også med til det årlige VM i Sjægtesejlads med udgangspunkt fra Hjarbæk Havn.
Bådtypen blev flittigt benyttet til fiskeri fra starten af 1800 tallet til omkring 1920’erne, hvor båden blev udkonkurreret af fiskebåde med motor. Nogle af sjægtene blev bygget om til at sejle med motor.
Da Hans Kirks roman ”Fiskerne” skulle filmatiseres i 1977 skulle instruktør Jens Ravn bruge en limfjordssjægt. Det gik da op for lokalbefolkningen, at det stort set var umuligt at opdrive en original limfjordssjægt. Der blev i Gøl fundet en bådtype, som på afstand kunne gøre det ud for en sjægt, men det var ikke rigtig sjægt.
Det faldt lokale borgere i Hjarbæk for brystet, at der på den måde blev sjusket med filmen. Der opstod et fællesskab omkring den redningsaktion, der derefter begyndte. Mange havne i Limfjordsområdet blev besøgt for at lede efter sjægte. Det blev til mange gamle sjægte, som var mere eller mindre vrag. Disse blev genopbygget i stor stil og nye sjægte blev bygget efter den gamle byggemetode.
Sjægten Jonna blev bygget på Værestedet i Låstrup fra 1988 til 1991. Sjægten ligger hvert år i cykelskuret ved Værestedet og sejler hver tirsdag fra Hjarbæk Havn. Leif Nielsen oplyste, at han nu har sejlet i sjægten i 22 år sammen med andre gode sømænd.
Hjarbæk Sjægtelaug har et godt fællesskab på havnen i Hjarbæk. Der er bygget et lille klubhus med navnet ”Skuret”, hvor man også kan få love at overnatte en enkelt nat, hvis man kommer forbi på tur. Sjægtelivet lever i bedste velgående hver tirsdag aften, hvor der også er mulighed for at komme med på en sejltur sammen med alle de øvrige sjægteskippere.
Der henvises til Hjarbæk Sjægtelaugs hjemmeside. www.sjægt.dk
Morten takkede deltageren for opbakning til turen. Han oplyste, at der på hjemturen var indlagt endnu et lille besøg. I forbindelse med byfornyelsesprocessen i Låstrup, blev det foreslået, at Vestergaard Bæk skulle genåbnes. Vestergaard Bæk blev rørlagt tilbage i 1930,erne og store arealer drænet, så jorden kunne udnyttes landbrugsmæssigt. I Kølsen opstod der i 2001 et ønske om at få en rørlagt bæk gravet op og genslynget. Derfor var der aftalt et lille ekstra besøg i Kølsen, så deltagerne i dagens tur kunne se, hvordan et sådant anlæg kunne laves.
Efter besøget i Kølsen var der enighed om, at det var et rigtig fint anlæg, som Kølsen havde fået ud af at åbne Møllebækken. Anlægget i Kølsen var dog lidt mere haveagtig, end de deltagende borgere ønskede sig af en opgravning af Vestergaard Bæk. Knapt så mange haveplanter og mere naturligt græs, men i så fald kunne det bliver et fint område nord for Låstrup.
