Enestående Take-Away mad fra Værestedet
Mens Mette Frederiksen på pressemødet den 11. marts lukkede Danmark ned, var bestyrelsen på Kulturcenter Værestedet i fuld gang med at fabrikere en fremragende gang gullasch-suppe af udsøgte råvarer til den planlagte fællesspisning ved generalforsamlingen dagen efter.
Generalforsamlingen blev som bekendt udsat og gullasch-suppen blev i stedet frosset ned og har siden befundet sig på bunden af Værestedets frysere!
I morgen torsdag den 28. maj bliver der hele dagen afholdt workshop for indbudte brugergrupper i små hold - og i den anledning serveres til aften gullasch-suppe som TakeAway bålsuppe.
Da der er rigelig med suppe vil alle efter princippet ”Først Til Mølle, …” fra kl. 18 have mulighed for at hente sig en gang suppe til indtagelse på afstand.
Medbring blot selv gryde, bøtte, magretheskål el.l. til at transportere suppen hjem.
Som udgangspunkt er tilbuddet gratis, - men synes I om suppen, kan der doneres et beløb til Værestedet på MobilePay 52324, - gerne med kommentar…
Vi glæder os vildt til at se nogen folk igen…!!
På gensyn, - bestyrelsen
Nyheder