Så spilles der igen fodboldkampe i Borup IF
Med de seneste læmpelser af coronarestriktionerne, blev der igen åbnet for fodboldkampe på alle niveauer i breddefodbolden fra i dag.
Kulturministeriet og Danmarks Idrætsforbund meldte søndag den 7. juni de nye retningslinjer for genåbning af idræts- og foreningslivet. Det fremgår af denne udmelding, at genåbningen skal ske i respekt for, at deltagere, frivillige og medlemmer skal føle sig trygge ved at deltage i aktiviteterne. Samtidig fremgår det, at genåbningen skal ske på en måde, så smittespredning begrænses mest muligt.
DBU har i dag fulgt op med nye regler for genåbning af mulighed for at spille fodboldkampe. Det betyder blandet andet, at forsamlingsforbuddet nu er hævet fra 10 personer til 50 personer i hver gruppe, og fodboldkampe må afvikles efter de normale fodboldregler. Herunder hovedstød og indkast med hænderne.
Det forudsættes, at personer, der er syge eller har symptomer på at være smittet med Covid-19, bliver hjemme. Alle skal vaske hænder eller spritte disse af, inden kampen, og spillerne skal undgå unødvendig kropskontakt. Altså ingen highfives, håndtryk eller krammere.
Forsamlingsforbuddet betyder desværre også, at tilskuere ikke er velkomne til kampene. Der bliver derfor desværre ikke mulighed for at se fodbold på denne side af sommerferien.
For spilleren betyder åbningen desuden, at der igen kan klædes om i klubhuset. Her bliver der særlig fokus på rengøring af faciliteterne mindst én gang om dagen på de dage, hvor der er aktiviteter på stadion. Handicaptoilettet ved omklædning 1 er nu forsynet med éngangshåndklæder, flydende sæbe og håndsprit, mens de øvrige toiletter er lukket ned. Spillerne må igen købe deres drikkevarer i kantinen.
Se DBU’s coronaregler via dette link.
Borup Idrætsforening serie 3 og serie 5 spiller hver 3 fodboldkampe i en tilrettet 2020 Cup.
Serie 3 spiller følgende kampe:
Den 11. juni 2020, kl. 1830: Borup IF - ØK
Den 19. juni 2020, kl. 1800: Højslev IF - Borup IF
Den 26. juni 2020, kl. 1800: Borup IF - Skals FF
Serie 5 spiller følgende kampe:
Den 10. juni 2020, kl. 1900: Hersom - Borup IF
Den 21. juni 2020, kl. 1600: Borup IF - Kvik IF
Den 28. juni 2020, kl. 1000: Borup IF - Fjelsø
SUB09 kvinder og serie 6 arrangerer selv nogle træningskampe, når der findes egnede modstandere til disse kampe. Samtidig arrangeres der også 3 kampe for de ungdomshold under SUB88, der har tilmeldt sig turneringen.
Vi ønsker fodboldspillerne tillykke med, at de nu igen kan spille rigtig fodbold. Vi tilskuere gælder os til vi får lov til at være med.
Annoncesponsor for dette opslag er:
Nyheder