Opdatering Coronasituationen i Borup IF
Opdatering på coronasituationen
DBU meldte den 7. april ud, at forårets fodboldaktiviteter fortsat er lukket ned i hvert fald til den 10. maj, hvortil regeringens frist for lukning er sat. Borup Idrætsforening følger naturligvis myndighedernes henstillinger og forbud. Derfor er vores aktiviteter lukket ned over en bred kam. Ingen fodbold, ingen lotterispil, ingen præmiewhist, ingen e-fodbold og klubhuset er lukket.
DBU har samtidig opfordret til, at klubberne fortsætter med at investere i klubbernes faciliteter til støtte for landets og håndværkernes økonomi. Derfor fortsætter Borup IF også de igangværende investeringer i forbedring af anlæg og klubhus. Det betyder, at den ældste del af taget på klubhuset udskiftes her efter påsken, og arbejdet på den nye legeplads fortsætter også med hjælp fra lokale håndværkere.
Bestyrelsen følger situationen tæt, og vi håber, at vi snart kan melde ud, at fodbold og andre aktiviteter snart kan starte igen.
Se DBU-Jyllands pressemeddelelse af 7. april herunder:
STADIG HÅB OM FODBOLD-AKTIVITETER I FORÅRET
Corona-nedlukningen har fortsat store konsekvenser for fodbolden. 11-mandsturneringen kan dog stadig afvikles i halvt omfang, 7-mands og børne-/ungdomsrækker har forhåbentlig endnu kampe at se frem til, mens DBU 3-bold Tour og Sommercup-stævner aflyses i maj og juni.
Vi må have tålmodighed en måned til, før fodbolden igen kan overvejes (foto: Henrik Bjerregrav).
AF: Ina Tofterup, DBU Jylland Kommunikation// 07-04-2020
Sundheden har førsteprioritet.
Så kort kan det siges, også hos DBU Jylland. Vi retter naturligvis ind efter regeringens og sundhedsmyndighedernes anbefalinger, hvilket betyder, at alle aktiviteter til og med 10. maj er indstillet.
Men vi har stadig et håb om, at fodbolden kan nå at komme i spil i forsommeren. Og det håb agter vi at forfølge. Vi ved, at fodboldspillere, trænere, dommere og mange flere hungrer efter at komme i gang, og vi vil gøre alt for, at der bliver fodbold-aktiviteter på denne side af sommerpausen.
Lukket ned til og med 10. maj
På pressemødet mandag den 6. april forlængede regeringen nedlukningen af fodboldlivet til og med 10. maj, så DBU Jylland aflyser alle aktiviteter til og med 10. maj. Det gælder bl.a. kurser, kampe og stævner.
- Det er vigtigt for os at understrege, at klubberne ikke skal foretage sig noget i den her anledning. Vi sørger for at aflyse eller udsætte kampe og kurser, ligesom vi også afbestiller dommere, o.lign., lyder det fra Ole Frandsen, DBU Jylland Turneringer.
Dermed har vi taget hul på en ny fase i bestræbelserne på at kunne tilbyde fodbold-aktiviteter i forårssæsonen.
11-mandsturnering i halv størrelse
Som vi bebudede det 24. marts arbejder vi med forskellige scenarier afhængig af det tidspunkt, vi må sætte i gang.
Pt. arbejder vi ud fra mandag den 11. maj, og hvis det bliver en realitet, kan 11-mandsturneringerne afvikles i halv størrelse, dvs. holdene kommer til at møde hinanden én gang hver i stedet for to. Vi sløjfer JM-kampe for ungdom, ligesom playoffkampe for herresenior udgår. Dermed kan vi spille sæsonen helt frem til 28. juni.
Vi er selvfølgelig ikke blinde for, at der er en reel risiko for, at vi ikke kan komme i gang den 11. maj, hvis myndighederne forlænger nedlukningen. Vi har sat en frist på afviklingen af en reel turnering til den 17. maj. Hvis vi først kan komme i gang derefter, er vi ved at kigge på, hvordan vi kan strikke alternative aktivitetstilbud sammen. For vi ved, at I virkelig gerne vil spille bold før sommerferien – og vi brænder for at tilbyde jer mulighederne.
Kampene i pokalturneringen for ungdomsrækker udsættes indtil videre, mens Sydbank Pokalen stadig er under overvejelse i forhold til afviklingsform.
Sportslig korrekthed suspenderes i regionale turneringer
Også i DBU Jyllands regionale turneringer for 7- og 8-mandshold, 3- og 5-mandsbørnehold og for M+ og K+-hold er der fortsat forskellige muligheder i værktøjskassen.
- Pt. aflyser vi alle planlagte kampe til og med den 10. maj. Når vi får lov at sætte i gang, tages der ikke hensyn til en ”sportsligt korrekt” afvikling med én eller to kampe mod alle hold. Vi skal bare spille de kampe, vi kan nå, forklarer koordinator René Pedersen på vegne af de fire jyske regioner.
Alle kampprogrammer udsendes først i det øjeblik, sundhedsmyndighederne åbner op for, at vi igen må spille fodbold. Alle regionale ombrydninger annulleres for at sikre mest mulig spilletid i den efterhånden snævre forårskalender.
Turneringsopstart for 7- og 8-mands samt M+/K+ afgøres i den regionale model således uge for uge med udgangspunkt i, om lockdown er ophævet den pågældende uges mandag:
Lockdown ophævet inden mandag 11. maj (uge 20): Turneringsstart uge 21
Lockdown ophævet inden mandag 18. maj (uge 21): Turneringsstart uge 22
Lockdown ophævet inden mandag 25. maj (uge 22): Turneringsstart uge 23*
Lockdown ophævet inden mandag 1. juni (uge 23): Turneringsstart uge 24**
Lockdown ophævet inden mandag 8. juni (uge 24): Turneringsstart uge 25**
Lockdown ophævet inden mandag 15. juni (uge 25): Turneringsstart uge 26**
*Her overvejes, om turneringsprogrammet for uge 21 kan flyttes til uge 26 i stedet for regionsfinaler.
**Det vurderes på dette tidspunkt nærmere, om de sidste turneringsrunder bør aflyses definitivt.
For 3- og 5-mandsholdene gælder det blot om at finde mulige løsninger, alt efter hvornår fodbolden igen kan sættes i gang. Her vil alternative stævnemuligheder blive tænkt ind i løsningsmodellerne. I første omgang er tilmeldingsfristerne (frister for justering af holdantal) for 3- og 5-mandsturneringerne udsat på ubestemt tid.
Den nye eFodboldturnering, som slet ikke nåede i gang, før fodbold-Danmark lukkede ned, følger princippet for de regionale turneringer. Det vil sige, at når turneringen må sættes i gang, afvikles de resterende runder efter den oprindelige plan.
Store stævner før sommerferien aflyses
Planlægning af både DBU 3-bold Tour og DBU Jyllands Sommercupstævner har været længe undervejs, men af respekt for værtsklubber og tidsplanen vælger DBU Jylland nu at trække stikket. Det betyder, at stævnerne før sommerferien hermed er aflyst.
- Det er yderst beklageligt at måtte aflyse, og vi er kede af det på vegne af både værtsklubber og de tilmeldte hold, men vi kan ikke forsvare at fortsætte planlægningen, når tidsplanen ikke hænger sammen mere i forhold til myndighedernes udmelding, forklarer turneringschef Ole Frandsen.
De aflyste stævner er:
17. maj – Sommercup med tur i Jyllands Park Zoo
21. maj – DBU 3-bold Tour i Stavtrup IF
6. juni – DBU 3-bold Tour i Aabenraa BK
7. juni – DBU 3-bold Tour i Tjørring IF
14. juni – Sommercup med tur i Djurs Sommerland
14. juni – Sommercup med tur i Jesperhus
Kursus- og mødeaktiviteter aflyst til og med 10. maj
Ligeledes er alle kurser og møder aflyst i DBU Jylland-regi til og med 10. maj.
Bemærk, at DBU Jylland stadig fungerer under et nødberedskab, idet 90% af medarbejderne er hjemsendt. Du kan fortsat kontakte os på info@dbujylland.dk og på tlf. 8939 9999 på alle hverdage, kl. 10-12.
Annoncesponsor for dette opslag er:
Nyheder