Ny sæson for streamede fordrag på Kulturcenter Værestedet
Datoerne og emnerne for efterårssemesteret 2019
Herunder får I datoerne og emnerne for næste semesters foredrag.
Tirsdag 08-10-2019
Titel: På rumkrydstogt ud i Solsystemet Foredrag ved professor i astrofysik Hans Kjeldsen, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet om hvad den nyeste forskning har lært os om vores Solsystem. Med blandt andet en række rumsonder har vi fået ny viden om vores Solsystems planeter, deres måner og om småplaneter, asteroider og kometer. Rumsonderne har taget betagende billeder og deres målinger afslører fascinerende naturscenerier og verdener som er meget forskellige fra Jordens. Note: Foredraget er en opdateret udgave af et tidligere foredrag i serien.
Tirsdag 22-10-2019
Titel: Snedige bakterier Foredrag ved lektor i mikrobiologi Rikke Louise Meyer, Interdisciplinary Nanoscience Center, iNANO og professor i mikrobiologi, Lars Peter Nielsen, Center for Elektromikrobiologi, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet om hvor snedige bakterier kan være. Bakterier er ikke bare små encellede kræ som lever et simpelt liv hvor de blot hver for sig spiser og deler sig. Bakterier danner samfund som er præget af indbyrdes afhængighed og konkurrence og som har avanceret arbejdsdeling, forsvarsalliancer, elektriske ledningsnet, massekommunikation og tætbefolkede ”byer”.
Tirsdag 29-10-2019 Titel:
Viden om vand Foredrag ved professor i fysisk kemi Søren Rud Keiding, Institut for Kemi, Aarhus Universitet om verdens vigtigste, mest kendte og på alle måder mest forunderlige molekyle, H2O. Hør eksempler på den nyeste forskning i vand. Hemmeligheden bag vands mange forunderlige egenskaber ligger ikke i det enkelte vandmolekyle, men i samspillet mellem molekylerne. Ultrakorte laserpulser giver os nu en ny og bedre indsigt i hvordan molekylerne i vand spiller sammen og om vands forunderlige egenskaber.
Tirsdag 05-11-2019
Titel: Mennesker i klimaets brændpunkter Foredrag ved professor i klimaforandringer Sebastian H. Mernild, Nansen centeret i Bergen og journalisterne Lars From og Klaus Dohm, Jyllands-Posten. Tag med to journalister på en opdagelsesrejse Jorden rundt til klimaets brændpunkter hvor stadig mere vildt og uforudsigeligt vejr forandrer levevilkårene for helt almindelige mennesker. Og hør klimaprofessoren fortælle om indianernes, fiskernes, landmændenes og kvægavlernes udfordringer – ude og herhjemme – og om disse forandringer skyldes tilfældigheder, eller om de er en konsekvens af at klimaet forandrer sig. Hvorfor det sker, og hvad det betyder.
Tirsdag 12-11-2019
Titel: Hvordan is og vand dannede Danmark Foredrag ved professor i geofysik David Lundbek Egholm, Institut for Geoscience og lektor i geologi Nicolaj Krog Larsen, Institut for Geoscience, Aarhus Universitet om hvordan bjergkæder Jorden over blev nedbrudt under istiderne og hvorfor det danske landskab ser ud som det gør. Det danske landskab bærer tydeligt præg af at være dannet af is og vand: vi har alle bemærket smeltevandsletter og morænelandskaber samt store sten som blev medbragt af isen fra Norge eller Sverige under de seneste istider. Men helt præcist hvornår og hvordan er det danske landskab blevet skabt – og hvad er forbindelsen til bjergene mod nord? Note: Foredraget er en opdateret udgave af et tidligere foredrag i serien.
Tirsdag 19-11-2019
Titel: Forædling af mennesket – før og nu Foredrag ved professor i zoofysiologi Tobias Wang, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet. ”Er det et problem for menneskets fremtid at alle mennesker, selv dem med fysiske og mentale handicap, får børn?” Denne type spørgsmål spillede en vigtig rolle i samfundsdebatten i starten af 1900-tallet med udgangspunkt dels i den gryende forståelse af den naturlige selektions betydning for den biologiske evolution, dels genopdagelsen af Mendels arvelighedslove i år 1900. Hør om hvorledes den vordende videnskab i biologi kom til at spille en vigtig rolle i fremkomsten af arvehygiejne og eugenik og om hvordan nutidens enorme landvindinger inden for genterapi og genetiske tests skaber vigtige etiske dilemmaer som flere og flere af os vil stifte bekendtskab med – fx når vi får børn, bliver syge eller er pårørende.
Tirsdag 26-11-2019
Titel: Luften vi indånder Foredrag ved professor i miljømedicin Torben Sigsgaard, Institut for Folkesundhed og lektor i analyse- og atmosfærekemi Marianne Glasius, Institut for Kemi, Aarhus Universitet om hvad der er i luften som vi indånder – det er ikke det rene luft: både naturen selv og menneskeskabt forurening tilfører partikler og gasser til luften. Hvilke partikler er der i luften, hvor mange er der og hvilke effekter har partiklerne på miljøet, på klimaet og på vores helbred? Og hvordan sporer forskerne de kilder som skaber partiklerne? Få svarene fra en læge og en kemiker der begge forsker i luftforurening og hvordan den påvirker vores sundhed.
Nyheder