Overvældende succes med fælles Fjordklynge-gåtur
Det blev en overvældende succes, da Ulbjerg som den først af Fjordklyngebyerne arrangerede fælles gåtur for alle i hele Fjordklyngen. Da det var første gang, var det spændende, hvor mange, der ønskede at deltage i gåturen mod Ulbjerg Klint. Alle forventninger var overgået for længst, da klokken blev 1000. Mindst 50 deltagere fra alle Fjordklyngens byer var mødt frem for at gå en tur fra Ulbjerg mod klint, videre over Tolstrup og tilbage til Ulbjerg igen.
I den friske blæst var der røde kinder, en frisk vandretur på ca. 6 km, gode lokale historier og ikke mindst gratis kaffe og kage til de fjordklyngeborgere, der havde taget turen til Ulbjerg.
Jesper Laursen fra Ulbjerg Lokalråd bød velkommen og fortalte lidt om initiativet til gåturene. I Ulbjerg er der tilbud om vandretur 2 gange om ugen. Henholdsvis torsdag aften og søndag formiddag. Fjordklyngens initiativ går på tværs af de enkelte byers vandre og løbeklubber. Den sidste søndag i hver måned, arrangerer de 6 byer på skift vandretur i rækkefølgen Ulbjerg, Skringstrup, Skals, Låstrup, Nr.Rind og Sundstrup. December måneds vandretur er altså søndag den 29. december kl. 1000 fra Skringstrup.
Efter velkomst, var der fælles afgang mod Ulbjerg Klint. Undervejs havde Kurt Johansen lokalhistoriske fortællinger på flere punkter på turen. Første punkt var ved Porshusstien. Her fortalte Kurt om Ulbjergs historie og vikingernes bopladser ved Ulbjerg. Han fortalte, at fjorden i vikingetiden gik så langt op i dalen, at man kunne sejle helt ind til Ulbjerg. Ulbjerg har ifølge Kurt fået sit navn i vikingetid, hvor byen formentlig har fået navn efter Uld-Bjerget, som menes at være Ulbjerg Klint. Ved Ulbjerg er der fundet rigtig mange vikingegrave,s å det har været svært at få lov til at udstykke byggegrunde på Fjordglimt vest for Ulbjerg Skole. Der er dog lige blevet byggemodnet flere byggegrunde, som kan købes af interesserede. Kurt kunne også berette om gården Porshus, der har lagt navn til porshusstien. Gården er opkaldt efter porse planten, der var ganske almindelig på den hede, der i 1800 tallet dækkede store dele af området vest og nord for Ulbjerg.
Deltageren gik videre over Porshusstien ud mod Lille Klint. Herfra kunne deltagerne nyde en tur gennem skov, over bakker og hede. Med god udsigt til den sydlige ende af Ulbjerg Klint, blev deltagerne budt på næste beretning fra Kurt Johansen. Han fortalte om Store og Lille Klintehøj oven på klinten. Han fortalte om mergelgravningen i mellemkrigstiden og i starten af halvtredserne. Her udvandt Sydvesthimmerlands Mergelselskab værdifuld mergel fra den sydlige side af klienten. I mange år blev denne mergel fordelt til store dele af lokalområdet fra Gedsted, over Ålestrup til Låstrup og Skals. Til disse lokalområder var der anlagt banespor, så merglen kunne fragtes på bane ud til markerne hvor merglen kunne forbedre den udpinte jords produktionsevne. Endelig fortalte Kurt om Møllebækken, hvis indhold i det seneste år desværre har forvoldt forurening af Lovns Bredning på grund af overløb fra Ulbjerg renseanlæg. Kurt kunne desuden fortælle om Fjordklyngens projekt med at forbedre adgangen til fjorden, der i øjeblikket projekteres i samarbejde med spejderne, så en ny strand med blå flag måske kan være på vej i området mellem ulbjerg og Sundstrup.
Turen gik derefter over Tolstrup, hvor der blev gjort hold ved Klintegården, hvor områdets gæser kan indlogere sig med bed and breakfast, ligesom der tilbydes massage og turistture i lokalområdet. Derefter var der fri vandring over Tolstrup og derfra via Præstevej forbi Ulbjerg Kultur og Fritidscenter tilbage til Ulbjerg Forsamlingshus, hvor der var kaffe og kage til alle deltagerne. Desuden stødte medlemmer fra Fjordklyngens Cykelklub til, så de også kunne være sociale med vandrene.
Låstrup var godt repræsenteret på vandreturen. Fjodklyngebussen kørte fra Kulturcenter Værestedet med fælles transport til vandreturen, mens andre selv var kørt til Ulbjerg.
Næste vandretur med Fjordklyngen er søndag den 29. december kl. 1000 fra Skringstrup.
Se flere billeder fra gåturen på Gå-værternes egen side via dette link.
Inden da er der lokalt i Låstrup en tur til Lynderup søndag den 8. december med afgang fra Kluturcenter Værestedet kl. 1000. Fælles kørsel med Fjordklyngebussen tilbydes. Udgangspunkt for gåturen bliver Lynderup Kirke ca. 1010. Turen forventes at være mellem 5 og 6 km særdeles naturskøn vandretur. Igen en idé til gode søndagsture, så tag endelig naboen under armen og få en god fælles vandretur.
Der var gratis kaffe og kage til alle deltagerne ved Ulbjerg Forsamlignshus efter vandreturen.