Referat serie 3 Borup IF - Skals FF
Borup stadion var lørdag eftermiddag rammen, om et stort lokalbrag mellem Borup og Skals, der for første gang i 9 år skulle spille indbyrdes i samme række. Lokalopgørene mellem de 2 naboklubber har længe været savnet. Det skyldes, at Skals i den lange periode har været længere oppe i fodboldrækkerne, sågar helt oppe i Jyllandsserien i en periode.
Jyllandsserien var der ingen spor af under lokalopgøret lørdag, men det blev dog til et hæderligt serie 3 brag, som rigtig mange tilskuere havde valgt at se live fra sidelinjen. Tilskuerne, der måske tæller op mod 200, stod tætpakkede på begge sider af banen, og de fik en god fodboldoplevelse på en dag, hvor vejrguderne havde skænket godt fodboldvejr i Låstrup.
Skals har efter nedrykning fra serie 2 i efteråret haft en okay start i en ellers svær serie 3 pulje. Holdet lå inden kampen på puljens andenplads, hvor holdet senest fik en storsejr på 5-2 mod puljens tophold fra Nørager/Rørbæk, mens Borup lå på puljens 4. plads 5 point efter skals, senest med en uafgjort kamp i Løgstør sidste weekend.
Umiddelbart var Skals derfor favoritter til at løbe med sejren mod lillebror fra Borup. Sådan skulle det dog ikke gå. Borup fik en god start på kampen og sad lidt overraskende på spillet. 2 gange burde holdets topscorer have bragt Borup foran efter fine angreb, men topscorer Peter Lund fik ikke ordentlig ram på bolden, så heldet var med Skals i begge situationer. I den anden ende af banen havde Skals ikke noget at byde på. Kun en del dødboldsituationer, som Borups forsvar på fin vis tog brodden af.
I kampens 23. minut kom kampens første scoring, da en stærkt spillende anfører Frederik Hvid tog et race op af banen. Han tog Victor Holst med som bande og udplacerede derefter Nicklas Kristensen i Skals målet til stor jubel for Borup spillere og fans. Et flot mål gav en velfortjent føring på måltavlen.
Skals overtog mere af spillet, men kun en enkelt gang, blev de rigtig farlige. Her måtte netop Frederik Hvid sparke bolden væk, inden røg over mållinjen. Borup var dog farlig ved omstillinger, hvor Magnus Dahl en enkelt gang var helt fri i højre side. Magnus skød forbi målet i stedet for at spille bolden på tværs til en helt fri Svend Aage Christensen foran målet. Måltavlen viste derfor en fortjent 1-0 føring ved pausen til Borup.
Efter en god snak i pausen, hvor holdet fik ros for indsatsen i første halvleg, kom Borup ud som lyn og torden i 2. halvleg. Allerede i kampens 47. minut, blev Peter lund spillet fri i kanten af feltet, hvorfra han udplacerede. Nicklas Kristensen til stor jubel fra den del af hjemmepublikummet, der var kommet retur til sidelinjen efter køb af pølser og øl.
Borup trak sig bevist lidt tilbage og lukkede Skals offensiven helt ned. Borup havde dog flere gode omstillinger med gode muligheder og chancer. Blandt andet til Victor Holst og en kæmpe chance til den spillende træner Svend Aage Christensen. Ingen af dem formåede dog at udnytte deres chancer.
I modsatte ende havde Skals et godt frispark ved Christian Holmgren, men en velspillende Kåre Elkjær fik den dirigeret over målet. Samme spiller havde kort efter en god halvflugter, men her røg bolden igen over mål. Det var vist det nærmeste og eneste Skals holdet kom til, mens de havde en chance for at komme ind i kampen igen.
De sidste 20 minutter eksploderede kampen i en ren regn af gule og røde kort. Skals fik 2 mand smidt ud, og Borup sluttede med 8 mand, da både Mike Lybæk, Anders Tougård og Peter Lund var sendt ud til afkøling. Mike Lybæk ovenikøbet med et rødt kort efter 2 gule kort i samme kamp, og Peter Lund med et dumt gult kort for at smide kamptrøjen i jubel over en scoring til 3-0.
3-0 scoringen kom, da Christian Malik sendte Peter Lund i dybden på en friløber mod Skals målet. Peter Lund fintede en forsvarsspiller og satte derefter et velplaceret skud helt ude ved målstolpen, hvor Skals målmanden ikke havde chance for at nå den.
Langt inde i overtiden fik Skals et trøstemål på et frispark, som ramte Tobias Sloth og snød Kåre i målet.
Men en fuld fortjent og lidt overraskende 3-1 sejr til Borup. I en kamp hvor alle gjorde det fint og havde den rigtige indstilling. Men bedst var midterforsvaret med Lasse Braad som dagens mand.
Nu ligger Borup på puljens tredjeplads 2 points fra Skals, men også kun 2 point ned til nedrykningsstregen i den uhyre tætte række.
Næste kamp er hjemme mod rækkens tophold Nørager/Rørbæk næste weekend.
Borups forsvar var på plads og spillede igen en rigtig god kamp. Denne gang med Lasse Braad som dagens spiller.
Se flere fotos fra kampen på dette link.
Se udvalgte seeancer på video på dette link.
Annoncesponsor for dette opslag er: