Tyveknægte på rov i Fjordklyngens område
Tyveknægte på spil i Fjordklyngens område
Onsdag den 11. december var der i dagtimerne indbrud i en privat beboelse på Fjordvænget i Skals.
Natten mellem fredag og lørdag var der indbrud i Hjarbæk Fjord Golfcenter i Lynderup, hvor ukendte gerningsmænd havde brudt en terrassedør op, hvorefter de forgæves havde forsøgt at bryde et pengeskab op.
I løbet af weekenden var det så kulturcenteret i Låstrup, der havde besøg af de uærlige gerningsmænd. Her blev en dør til kulturcenterets kontor brudt op.
Det er endnu uvist, hvad udbyttet ved de forskellige indbrud har været, men det har næppe været umagen værd, for områdets foreninger er bekendt med, at der ikke skal opbevares kontanter og andre værdifulde effekter i foreningsbygninger, så ødelæggelserne og de deraf følgende erstatningskrav og besvær ved at lave indbrud er ofte mange gange større end udbyttet ved at lave indbrud disse steder.
Selv om der nu på én uge har været 3 indbrud i vores område, så er det heldigvis sjældent, at vi får besøg af sådanne ubudne gæster. Vi håber, at tyveknægtene har erkendt, at forbrydelse ikke betaler sig og finder mere lovlydige sysler at beskæftige sig med.
For de frivillige hjælpere og ramte beboere, er det ofte mest ærgelsen over ødelæggelserne og det store arbejde det ofte indebærer først at anmelde til politi og forsikring. Dernæst at aftale med håndværkere for til sidst selv at få genanskaffet eventuelt ødelagte ejendele, der fylder rigtig meget.
De forskellige indbrud er politianmeldt, så hvis nogen har informationer eller har set mistænkelige personer eller køretøjer, så vil politiet gerne have informationerne via tlf. 114.