Referat jyllandsserie kvinder Støvring - SUB09
Støvring - SUB 09 1-2 (0-0)
72.min. 0-1. Ena Klausen (Kathrine Møller)
78.min. 1-1. Dea Poulsen
87.min. 1-2. Ida Velling (Mette Holst)
Tirsdag aftens kamp i Støvring kastede 3 kærkomne points af sig.
En chancefattig 1.halvleg med massivt boldovertag til Støvring bød på adskillige og ufarlige langskud fra hjemmeholdets side. De få gange, hvor de kom frem til fornuftige chancer, tog Gitte Thorsager i målet sig flot af afslutningerne.
2.halvleg blev en mere åben slagudveksling mellem to hold, som fightede godt over hele banen, godt styret af kampens dommer. SUB-pigerne kom længere frem på banen, fik bedre styr på pasningerne og skabt enkelte chancer. Støvring havde svært ved at spille sig gennem vores defensiv, som endnu engang spillede super flot og lukkede godt af for alle tilløb til åbne chancer. Derfor lignede kampen lidt en nulløsning med ca. 20 min. igen. Ena Klausen ville det dog anderledes, da hun på fornem vis headede Kathrine Møllers perfekte hjørnespark i nettet. Kort efter fik Støvring tildelt et korrekt straffespark efter en omstilling, men Dea Poulsens gode sparketeknik svigtede, da hun sendte bolden forbi Gitte Thorsagers mål. Samme Dea Poulsen gjorde dog skaden god igen, da hun 5 min. senere flot sendte et indirekte frispark på kanten af feltet i nettet. Begge hold kunne være tjent med 1-1, men Ida Velling var ikke taget til Støvring for kun 1 point. 3 minutter før tid halvflugtede hun fra 25 meter Mette Holst flotte fremlægning i netmaskerne til SUB-føring og stor jubel. Det var faktisk et ganske ok mål af IdaJ
Støvring nåede ikke at svare tilbage på scoringen, og det var en meget glad SUB-flok, da dommeren fløjtede af. Spillet kan være bedre, men pigerne fighter og slås for hinanden og tager de nødvendige tæsk. Kæmpe ros til alle 14 spillere - og 3 skønne points på kontoen.
/Kristian Dam Kjær
Arkivfoto af kampens spiller Ena Klausen
Annoncesponsor for dette opslag er: