Lokaldysten 2019
Nr.Rind og Låstrup deltager i Lokaldysten
Traditionelt har Lokaldysten i Viborg Kommune været for de store landsbyer med over 200 indbyggere. Det er der nu ændret på, så mindre byer kan gå sammen om at deltage i Lokaldysten.
I Nr.Rind og Låstrup har borgerne tidligere haft succes med at gå sammen om fælles aktiviteter. Det skete f.eks. i 1973, hvor de 2 byers skrantende idræts- og gymnastikforeninger blev lagt sammen til en fælles idrætsforening med navnet Borup Idrætsforening.
Nu går de 2 byer så igen sammen. Denne gang i samarbejde om at dyste mod kommunens ”store” byer, ved et fælles lokaldyst-arrangement med udgangspunkt fra Nr.Rind Forsamlingshus.
Deltagerne er på forhånd sikret en økonomisk præmie, men jo bedre placering byerne får, jo højere præmie kan vi vinde. Førstepræmien er 7.000,- kroner i 2019. Arrangørerne har besluttet, at en eventuel stor gevinst skal bruges på at købe en fælles højttaler, der vil kunne bruges i Låstrup og Nr.Rind til arrangementer i byens klubber. Bliver det en god præmie tænkes en Soundboks 2. Mindre kan selvfølgelig gøre det, men hvorfor ikke sætte alle sejl ind og gå efter den store præmie.
Hvis Nr.Rind og Låstrup skal have en chance mod de etablerede deltagere kræver det, at alle mand skal af huse, og der skal medbringes børn, forældre, naboer og hjælp udefra. Alle kan være med, hvis bare man kan rulle, gå, løbe eller cykle rundt på én af de 3 ruter.
Mødested: Nr.Rind Forsamlingshus.
Mødetid: Torsdag den 6. juni kl. 1715.
Arrangør: Nr.Rind og Omegns Borgerforening, Låstrup Lokalråd og Borup Idrætsforening.
Der kræves ikke særligt udstyr. Bare mød op som du er og deltag på egne præmisser for en fælles sag. Tilmelding ej nødvendig.
Der vil være gratis vand og frugt til rådighed under hele arrangementet.
Efter lokaldysten vil der være mulighed for at købe et let traktement og drikkevarer, hvor overskuddet går til støtte for de fodboldbørn, der drager til Italien med SUB88 i efteråret 2021. Endnu en god motivation for at deltage i arrangementet.
Vel mødt til et fantastisk initiativ med masser af frisk luft, god motion og selvfølgelig hyggeligt samvær.