Igen en succesfuld dilettantforestilling i Låstrup
Lørdag den 17. marts havde instruktør Lena Nielsen igen samlet de lokale dilettanter fra Låstrup og omegn, da der var kaldt sammen til den årlige dilettantforestilling. Denne gang med navnet ”Tillidsbrud og lårbensbrud”.
8 aktører var på scenen og indtog publikum med deres flotte skuespil og mange replikker, mens Ulla Svendsen var sufflør og Lena Nielsen instruktør.
I stykket var lægen, doktor Skjoldager (spillet af Kaspar Vad) kommet i økonomisk uføre på grund af hans trang til at spille om penge på diverse hundevæddeløb og andre sportsbegivenheder. Derfor havde han også en kreativ tilgang til det at skrive regninger på konsultationer og telefoniske henvendelser.
Den nye lægesekretær Vinnie (Britta Slavensky) sættes hurtigt ind i den vanskelige situation og sammen med rengøringskonen Pus (Sara Nygaard Ambrosius) kommer de på hårdt arbejde, da regionen sender en nævenyttig teknokrat (Mikkel Vad) på besøg i et forsøg på at holde styr på lægestyrken.
Lægeklinikken besøges gennem stykkets 2 akter af et broget galleri af patienter, hvoraf hypokonderen Oluf (Søren Møller) og den paranoide Frøken Sørensen (Eva Nielsen), daglige besøger klinikken. Dertil kommer den unge Bettina (Pernille Mikkelsen), der uheldigvis er blevet gravid med Polle (Niels Kristian Svandsen) med de forviklinger, som det kan medføre, når man gerne vil løbe fra sine forpligtigelser.
Dilettanterne gjorde en fantastisk figur. Ingen tvivl om, at der er blevet gået til den på de mange øveaftener i løbet af vinteren, og dilettanterne blev takket med taktfaste klapsalver efter begge forestillinger. Ud over de dygtige dilettanter var scenen smukt udsmykket som lægepraksis med tilhørende venteværelse.
Dilettantstykket blev opført i 2 forestillinger. Dels om eftermiddagen, hvor 70 gæster så forestillingen og fik kaffe og kage. Desuden om aftenen, hvor igen 70 gæste havde købt billet til forestilling og den tilhørende ”Låstrupplatte” bestående af hjemmebagte boller og pålægstallerken.
Lars Norden spillede op til dans, og baren holdt åbent til ud på de små timer.
Se foto fra eftermiddagsforestillingen på dette link.
Se foto fra aftenforestillingen på dette link.