Delebiler præsenteret i Fjordklyngen

Fjordklyngens formand Inge Carlskov præsenterer de 4 nye delebiler i Fjordklyngen. 

Fjordklyngen fik lørdag den 5. maj leveret 4 stk. delebiler af mærket Suzuki Celerio. Heraf placeres én ved Kulturcenter Værestedet i Låstrup, én ved Skringstrup Forsamlingshus, én ved Nr.Rind Forsamlingshus og én på parkeringspladsen midt i Sundstrup.

Bilerne kan no bookes via hjemmesiden www.byensbil.dk  Det fremgår af tilmeldingskontrakten, at der skal betales 300 kroner i medlemskab og man kan vælge at betale 50 kroner om måneden i selvrisikoforsikring. Sidstnævnte nedsætter medlemmets selvrisiko fra 5000 kroner pr. skade til 1000 kroner pr skade. De 300 kroner og selvrisikoforsikringen betales begge af Viborg Kommune i forsøgsperioden, så skriv blot i kommentarfeltet, at der er bopæl i Fjordklyngen, hvorfor beløbet betales af Viborg Kommune.

Når et medlem skal leje en af de 4 biler i Fjordklyngen bookes bilen via internettet. Derefter sendes automatisk en mail med kode til en nøgleboks, der sidder i nærheden af bilen. Medlemmet kan derefter åbne nøgleboksen og få bilnøglen udleveret.

I bilen ligger der en kørselsbog, hvori lejeren udfylder kilometertælller ved start og kilometertæller ved aflevering. Hvis der tankes benzin undervejs, refunderes beløbet eller beløbet trækkes fra i billejen. Kvittering for benzinkøb lægges sammen med kørebogen i bilen. Byensbil.dk rengør bilerne én gang om måneden. Her indsamles kørebøgerne også, og der sendes en faktura til lejeren.

Medlemmerne opfordres til at tage fotos af bilen inden og efter leje af bilen, så det på den måde dokumenteres, om der er skade i bilen før og efter leje af bilen. Eventuelle skader indberettes til Byensbil.dk, så skaderne kan udbedres.

Viborg Kommune håber, at der vil blive taget godt imod den nye tiltag i Fjordklyngens område.

Snart stilles også en 9 personers bus til rådighed. Den kommer til at stå ved Kulturcenter Værestedet i Låstrup. Se mere om den ordning, når bussen er klar til at blive taget i brug.

Se også omtale og information om priser for leje af bilerne fra Fjordklyngens generalforsamling på dette link. 

50 af Fjordklyngens borgere mødte op for at tage imod de 4 nye delebiler. 

Låstrups nye delebil på besøg i Engparken

Låstrups nye delebil på besøg på Borup Stadion, hvor førsteholdet spillede hjemmekamp lørdag eftermiddag.