Fjordklyngens landsbybus kører nu til købmand hver torsdag
Fra torsdag den 7. juni er det muligt at blive fragtet til ærinde i Skals og retur igen. Det er Fjordklyngen, der har taget initiativ til at indsætte Fjordklyngebussen i fast rute torsdag formiddag, hvor opsamlingen starter kl. 0930. Prisen for billetten til bussen er 20,- kroner tur/retur for borgere bosiddende i Fjordklyngens område.
Bussen køres af frivillige chauffører og tilmelding foregår til Kulturcenter Værestedet v. daglig leder Tilde Munkholm. Tilmelding kan ske i daglige åbningstid, dog senest om onsdagen kl. 1200. Kulturcenter Værestedet har tlf. 61 33 45 11. Tilde skal have oplysninger om antallet af personer og adresse for afhentningen, samt evt. kontaktoplysninger, hvor passageren kan træffes. Uden for åbningstiden, kan oplysningerne sendes på samme telefonnummer via sms.
Den frivillige chauffør kører fra Låstrup kl. 0930 og henter passagerne i den for bussen korteste rute mellem de tilmeldte passagerer. Derfor kan det ikke helt præcist oplyses, hvornår bussen samler passagerne op, men alle opfordres til at være klar, så ventetid på opsamlingsstederne minimeres mest muligt.
Fjordklyngen vil gerne have flere frivillige chauffører, der kunne tænker sig, at køre bussen en gang imellem, så antallet af ture pr. chauffør minimeres mest muligt.
Busturen til Skals er første rute for bussen. Det er op til de frivillige eller borgerne at tage initiativ til andre busture, der kunne gå til Ulbjerg, Viborg, Aalestrup eller andre steder, hvor flere har fælles ærinder. P.t. kan oplyses, at der arbejdes på at lave et tilbud om buskørsel til og fra lotterispil i Låstrup fredag aften.
Nye tiltag vil blive meldt ud på hjemmesiden og via Facebook, efterhånden som de bliver lanceret.
Fjordklyngen håber, at mange vil tage godt imod det nye tilbud, så vores bus kan blive brugt, og så borgerne i Fjordklyngens område får et bedre serviceniveau på den kollektive trafik.
Her ses fotos fra præsentation af bussen. I forgrunden ses Fjordklyngens delebil.