Festpladsen til Byfesten i Låstrup klargøres

Der blev lagt mange kræfter i at få byfestteltet rejst, gulv lagt, køkken genopført, bar, borde, stole, køleskabe og frysere hentet fra vinterlageret og stillet frem. Det er arbejdsopgaver, der udføres hvert år i ugerne op til byfesten.

Dertil kom mere krævende og kreative opgaver, som at lave et 15 meter langt "Hollywood" Låstrup blikfang og at flytte en lastbilcontainer med håndkraft.

Hollywood er jo kendt for sit blikfang i form af kæmpe hvidmalede bogstaver placeret på bjergsiden. De kreative mennesker bag byfesten har udtænkt, at Låstrup skulle lave sin egne pendant til dette blikfang i bakkerne neden for stadion, så ingen længere er i tvivl om, at Låstrup i øjeblikket går ind i filmbranchen, og at der i de kommende uger er stjerneparade, glitter, røde løbere og glamour på programmet i Låstrup.

Se programmet for byfesten på dette link.

En anden mere særpræget opgave var flytning af en lastbil kølecontainer. Vel at mærke med håndkraft. Den gamle udtjente kølecontainer kan ikke længere køle, men den kan fortsat bruges til opbevaring. Derfor skulle containeren flyttes væk fra sin vante plads ved indgangen til byfestteltets køkken. Det krævede blod, sved og tårerer. Næsten. Det krævede i hvert fald stærke mænd med taljer og retningssans, men dem har vi selvfølgelig også blandt de mange frivillige hænder i Borup Idrætsforening.

  

Da arbejdsdagen var omme, kunne teltudvalg og byfestudvalg melde festpladsen klar til de kommende ugers arrangementer.

Tak til de mange frivillige, der brugte søndagen i vores alles interesse.

Annoncesponsor for dette opslag er: