Byfesten i Låstrup tirsdag aften
Byfesten i Låstrup er nu godt begyndt. Tirsdag aften var der 2 arrangementer på programmet. Dels VM Fodboldkampen mellem Danmark og Frankrig på storskærm i byfestteltet og dels kirkekoncert med Kulturrødderne.
VM kampen mellem Danmark og Frankrig blev spillet om eftermiddagen kl. 1600, hvorfor teltet åbnede tidligt tirsdag. 70 voksne og børn mødte op for at hygge og heppe på Danmark i et par gode timer. Engtramperkroen bød på pølsemix til en flad 20'er, og det tilbud tog rigtig mange imod. Det passede ligesom godt til et par fadøl.
I forbindelse med landskampen var der mulighed for at gætte med på resultatet. Blandt de rigtige resultater blev der trukket lod om præmier i form af 2 gavekort pålydende 2 billetter til lørdagens festaften i byfestteltet med spisning. Vinderne her blev Søren Offersen og Svend Mogensen. Tillykke til dem og god byfest på lørdag.
Aftenens næste arrangement var kirkekoncert i Låstrup Kirke med Kulturrødderne fra Rødding. Kulturrødderne under ledelse af dirigent Grethe Kvistgaard og med musik af pianist Karin Antonsen leverede en fantastisk koncert med årstidens sange, afvekslet med fællessange, så publikum også kunne få rørt stemmebåndene. 60 af byens borgere og gæster valgte at deltage i koncerten. De fik alle en god oplevelse og kunne gå opløftede fra koncerten.
Efter en vellykket koncert blev der budt på kaffe og kage i byfestteltet på festpladsen. Her kunne kor og gæster få en god og hyggelig snak. Kaffe og kage blev serveret af forældrene til de børn, der i efterårsferien skal til Italien til fodboldstævne. Det indbragte 1.800 kroner til fodboldturen, hvilket forældrene var yderst tilfredse med.
Ud over de 2 arrangementer, var der gang i hoppepude, multibane og legeplads det meste af aftenen, hvor vejrguderne tilsmilede arrangementet på bedste vis.
Se billeder fra dagens arrangement på dette link.
Desuden bydes på børneunderholdning og oppustelig fodboldbane.
Annoncesponsor for dette opslag er: