Borgermøde i Låstrup Forsamlingshus
(Privatfoto borgermøde 2017) 60 lokale borgere var mødt frem til Borgermødet i Låstrup Forsamlingshus.
Borgermøde i Låstrup 29. januar 2018.
Låstrup Forsamlingshus/generalforsamling:
60 forventningsfulde gæster var mødt op til generalforsamling og borgermøde i Låstrup Forsamlingshus mandag aften. Aftenen indledtes med fællesspisning, hvor bestyrelsen og de frivillige hjælpere havde tilberedt forloren hare med kartofler, sovs og salat.
Formand Ole Pedersen bød efter middagen velkommen til årets generalforsamling i forsamlingshuset. Han fortalte om at år, hvor der fysisk har været stille omkring renovering og forandringer. Renovering af depotrummet er tilendebragt med opsætning af hylder og diverse. De grønne områder har fået en overhaling, men ellers har det været et stille år. Bestyrelsen har i stedet forsøgt at søge penge hjem til en gennemgribende energioptimering med ny isolering i vægge, under gulv og over loftet. Desuden trænger taget til en udskiftning. Ole kunne også berette, at det er svært at søge penge hjem til forbedring af denne slags. Fondene vil tilsyneladende hellere give penge til noget synligt og ikke til noget virksomt. Viborg Kommune har givet tilsagn om 250.000, men der mangler mange penge, hvis hele projektet skal gennemføres.
Bestyrelsen er derfor indstillet på, at det nok i første omgang bliver et nyt tag, der skal investeres i. Taget er slidt og bliver utæt med jævne mellemrum. Derfor står det for udskiftning først.
Forsamlingshuset har også haft sine egne arrangementer i 2016. Bl.a. dilettant i marts måned, borgermøde i februar og et arrangement under navnet ”Pjat og Pasta” i september. Der var fin opbakning til arrangementerne, og de har tilsammen givet et overskud på 10.000 kroner, hvilket er helt tilfredsstillende.
Forsamlingshuset har i øjeblikket 123 medlemmer mod 124 året inden. En lille nedgang, som skyldes frafald i den ældre del af medlemmerne. Ole opfordrede medlemmerne til at gøre naboer og venner opmærksomme på, at det er billigt at være medlem af forsamlingshuset og der er gode medlemsfordele, når huset skal lejes.
Forsamlingshuset har været lejet ud 67 gange i 2016, hvilket også skønnes tilfredsstillende, skønt huset godt kunne være mere i brug lørdag aften.
2018 byder igen på dilettantforestilling. I år er det den 17. marts, hvor de lokale dilletanter opfører stykket ”Tillidsbrud og Lårbensbrud”. Bestyrelsen håber på lige så god opbakning til arrangementet, som de seneste 4 år har vist.
Bestyrelsen har også lanceret mobilpay som en mulighed for betaling til forsamlingshuset. Kassereren opfordrer i den forbindelse til, at der skrives i tekstfeltet, hvad betalingen angår.
Desuden er forsamlingshusets priser reguleret, så el nu koster 2,50 kroner mod 2,00 kroner tidligere. Ikke medlemmer skal betale 1.000 kroner for den store sal og så fremdeles. Det er fortsat billigt at leje et helt forsamlingshus, når der skal holdes fest.
Han takkede de mange frivillige, der har hjulpet med at holde forsamlingshuset tilgængeligt og indbydende i 2017. Snerydning har ikke været det store problem, men der har fortsat været god hjælp til arbejdsdage, pleje af grønne områder, rengøring, arbejdsdage og ikke mindst madlavning til forsamlingshusets egne arrangementer.
Kasserer Lone Mogensen kunne oplyse, at forsamlingshusets samlede regnskab gav et overskud på 27.000 kroner, hvilket skyldes et stille år på renoveringsfronten. Indtægterne er fladet lidt, men det samme er udgifterne. Forsamlingshuset vurderes fortsat at have en sund økonomi.
Viborg Kommune har støttet forsamlingshuset med dels de 17000 i ordinært tilskud, og Borup Idrætsforenings lotterispiludvalg har doneret 5.000,- kroner til renovering af depotrummet, hvor de opbevarer bankoplader mv.
På valg til bestyrelsen var Lone Mogensen, Jonna Jensen og Anna Grethe Frederiksen. Lone modtog genvalg og bestyrelsen foreslog Britta Vad og Inger Nielsen, der begge gerne ville stille sin frivillige arbejdskraft til rådighed. De blev valgt uden modkandidater. Charlotte Kuhr blev genvalgt som suppleant til bestyrelsen. Morten Nielsen og Jan Rigtrup lod sig genvælge som foreningens revisorer. Ole Pedersen takkede Anna Grethe Frederiksen og Jonna Jensen for lang og tro tjeneste i forsamlingshusets bestyrelse.
Dirigent Gunnar Vinther takkede for god ro og orden i forbindelse med generalforsamlingen.
Derefter var der kaffe og æblekage.
Borgermøde i Låstrup.
Låstrup Lokalråds talsmand Rene Storgaard Madsen tog ordet og bød velkommen til borgermødet. Han gav straks ordet videre til Eva Nielsen og Hans Kurt Tougaard fra Fjordklyngerådet.
Fjordklyngen v. Eva Nielsen og Hans Kurt Tougaard:
Der blev gjort rede for Fjordklyngens fokuspunkter og arrangementer i 2017. Herunder Muslingefestival i Sundstrup, som gentages den 26. maj i 2018. Alle opfordres til at støtte op om festen, der er et godt vindue udadtil for hele Fjordklyngens område. Der vil igen i år blive spurgt om frivillig hjælp til arrangementer som i de 2 foregående år.
Fjordklyngen har indviet Kærby Bakke med fuglekikketårn, mountainbikespor og rockgarden. Indvielsen blev holdt i maj måned med god opbakning fra lokale borgere og gæster udefra.
Det nye stisystem på Borup Hede, som Bjarne Nielsen har stået for blev indviet i en ordentlig gang regnvejr, men ellers har der kun været lutter gode tilbagemeldinger på den flotte vandretur på 4,5 kilometer på Borup Hede og i Nørredal Plantage.
Der arbejdes med en landsbypedelordning, men dette projekt har ligget lidt underdrejet på grund af det stor projekt med at lave områdefornyelse.
Områdets cykelhold er gået sammen om at etablere en egentlig cykelklub med vedtægter, bestyrelse, økonomi, og hvad dertil hører. Der var stiftende generalforsamling for 14 dage siden. det har indtil nu været en god succes med rigtig mange tilkendegivelser fra beboere, der ønsker at være medlem af foreningen. Et husstandsmedlemsskab koster 250,- kroner.
Fjordklyngen har stået i spidsen for at huse Midtjysk Detektortræf i 2017. Udgangspunktet var Kulturcenter Værestedet, hvor Fjordklyngens frivillige stod for madlavning, udbringning af madpakker og meget mere. Detektorerne var yderst tilfredse med arrangementet, og der blev samlet over 300 gode fund foruden alt det gamle jern, der blev fjernet fra områdets marker. Detektorforeningen har udtrykt ønske om igen at få lov til at besøge Kulturcenter Værestedet og Fjordklyngens marker.
Fjordklyngerådet har desuden arbejdet med formidling. Herunder en landsbyapp og en hjemmeside. Desuden er der lavet et logo for Fjordklyngen for at synliggøre Fjordklyngens arbejde. Logoet findes blandt andet på områdets vejviserpæle langs Fjordklyngens MTH Spor.
Endelig har Fjordklyngen som det altoverskyggende projekt med områdefornyelse af Fjordklyngen. Fjordklyngen søgte sidste år 9 millioner hjem, og der har derfor været afholdt borgermøder og diverse planlægningsmøder for at finde ud af, hvordan vi bedst bruger pengene i de kommende 5 år.
Centralt var der stillet krav om, at pengene skulle bruges på projekter, der var synlige, som medbragte merværdi og som skabte sammenhæng i Fjordklyngen. Desuden var der lokalt stillet krav om, at pengene skulle give noget til alle, og alle skulle have noget for pengene.
Det sammenhængende projekt fik navnet Fjordtilgængelighed og dækker over 5 delprojekter, der alle går ud på, at områdets beboere får adgang til Hjarbæk Fjord og Lovns Bredning. Et projekt ved Ulbjerg Camping har fået 600.000 kroner, Sundstrup Havn har fået 2.400.000 kroner, Lynderup 1.000.000 kroner, Rinds Bæk 200.000 kroner og Tanghuset på Nederhede har fået 600.000 kroner.
Desuden har områdefornyelsen bragt 2 tværgående projekter, som dels er Den Gamle Kirkesti mellem Låstrup og Skringstrup. Til den er der afsat 300.000 kroner og så har Kulturcenter Værestedet fået 500.000 kroner til en helhedsplan og begyndelse på et ansigtsløft.
Endelig er der givet penge til 4 lokale projekter. En bypark i Skals til 900.000 kroner, naturlegeplads i landsbyparken i Skringstrup til 300.000 kroner, opførelse af en tilbygning og forbedring af køkkenfaciliteterne i Nr.Rind Forsamlingshus til 700.000 kroner. Endelig er der afsat 300.000 til en ny legeplads på Ulbjerg Stadion.
Der er desuden afsat 200.000 kroner til en ny formidlingsstrategi, der skal sætte Fjordklyngen på landkortet. og endelig er der 1.000.000 til konsulentarbejde mv. I alt 9.000.000 kroner til forbedring af leveforholdene her i vores smukke Fjordklynge.
Kulturcenter Værestedet ved Ole Kruse
Ole Kruse deltog i borgermødet fra Kulturcenter Værestedet.
Han fortalte om Kulturcenter Værestedets mange gode tilbud til byens borgere og til besøgende udefra. Der er dagligt åbent i kulturcenterets mange værksteder, og mange mødes på stedet for at hygge sig og have fælles aktiviteter.
På tavlen i forhallen kan besøgende se, hvor mange aktiviteter, der hver uge tager sit udgangspunkt fra Kulturcenter Værestedet. Det er aktiviteter som billard, yoga, samtalecafé, vævning, IT-hold, nørdleklub, børneklub, flere madklubber, hvolrissmedene, kunstnergruppen Nordlys, trædrejning, klargøring af Værestedets sjægt Jonna som nogle af de aktiviteter, der er i god gænge.
Der er nyligt indkøbt en ny romaskine, som sammen med løbebånd og spinningcykel og nye træningsfaciliteter til gymnastiksalen giver mulighed for at få trænet kroppens muskler, når man alligevel er på Kulturcenter Værestedet. F.eks. cyklisterne, der i forvejen er ude for at træne.
Kulturcenteret holder jævnligt fællesspisninger, luciaoptog, fastelavn og flere andre fester. Desuden er Kulturcenter Værestedet hjemsted lejrskoler, træningslejre, familiesammenkomster og private fester.
Kulturcenter Værestedet holder generalforsamling den 21. marts 2018, kl. 1900. Alle opfordres til at dukke op og give sine idéer og forslag til kende.
Ole oplyste, at der med cykelklub og andre nye brugergrupper er kommet en bedre spredning i brugernes alderssammensætning. Cykelklubben er kommet godt i gang, og der er kommet styr på placering og brug af cykelklubbens klubhus.
Ole fremhævede også, at Kulturcenter Værestedet er befolkningen i hele Viborg Kommunes hus. Alle kan benytte og leje stedet.
Kulturcenter Værestedet har fået ny hjemmeside, og den ligger fortsat under det gamle domæne, så den er ikke svær at finde. Det er Leif Nielsen, der har brugt frivillige kræfter på at gøre hjemmesiden tidsvarende.
Ole opfordrede byens borgere til at huske at forny det årlige støttemedlemsskab, som koster 200 kroner.
Naturskolen i Viborg Kommune har været på besøg og har udtrykt ønske om at få mulighed for at benytte Kulturcenter Værestedets omgivelser og udenomsareal. Det betyder også, at Kulturcenter Værestedet arbejder på at lave en tipi i tilknytning til den shelter, der i forvejen står neden for Værestedet.
Den 3. marts holder AOF gratis førstehjælpskursus ipå Kulturcenter Værestedet.
Den 6. februar starter en ny serie streaminger af foredrag fra Aarhus Universitet, så der er gode muligheder for at få aktiviteter i gang på Kulturcenter Værestedet.
Menighedsrådet v. Kirsten Trier Pedersen
Kirsten oplyste, at menighedsrådet siden sidste år har ansat Hannah Kortnum Mogensen som ny præst i Ulbjerg, Lynderup og Låstrup Sogne. Præsten har 80 % af sin tid i eget sogn og yder de sidste 20% i Tostrup, Roum og Hvam sogne.
Med en ny præst følger også nye traditioner. Blandt andet holdt Hannah nytårsgodstjeneste. Der arrangeres snart stillegudstjenester, musikgudstjenester og julekoncert. De 2 sidstnævnte er ikke nye tiltag, men de populære koncerter videreføres.
Hannah har desuden indført, at barnet ved barnedåb får tørrekluden med hjem. Kluden laves af nørdleklubben på Kulturcenter Værestedet og man vælger selv sin klud, inden barnedåben. Kirsten oplyste, at der i øjeblikket er overskud af klude, så flere nye børn efterlyses.
- pinsedag arrangeres friluftsgudstjeneste på Borup Hede. Se mere om det i kirkebladet, som i øvrigt kan hentes i våbenhuset i sognets kirker, hvis kirkebladet skulle udeblive.
Borup Idrætsforening v. Poul Johannesen
Poul Johannesen kunne berette om et godt år i Borup Idrætsforening på det sportslige plan. Klubben har 3 herrehold, der i foråret 2018 spiller i henholdsvis serie 6, serie 4 og serie 3. Førsteholdet har holdt skansen i serie 3, mens klubbens serie 5 hold rykkede op i serie 4 ved sæsonafslutning.
På trænersiden står Niels Klausen for 5. år i spidsen på herresiden. Flemming Lund står for andenholdet og Kenni Elkjær står for serie 6. For damerne i SUB09 har klubben skrevet kontrakt med Kristian Kjær, der kommer fra et trænerjob i Ørslevkloster. Damerne spiller fortsat i jyllandsserie.
Vores ungdomssamarbejde med Skals og Ulbjerg under navnet SUB88 går fint. Borup Idrætsforening skal igen i 2018 afholde fodboldskole, og det er en god udfordring for vores unge trænere og spillere.
Borup Idrætsforening har indkøbet nyt byfesttelt og dertil et nyt gulv. Det har været en større udskrivning, men mange har været rundhåndede om indkøb af et nyt telt. Låstrup Lokalråd har doneret 35.000 kroner og ved opløsning af Børne- og Ungdomsfonden for Nr.Rind og Låstrup har doneret 87.000 kroner til aktiviteter i Borup IF. Risgården Maskinstation har doneret 15.000 kroner til teltet.
Ud over de store indkøb færdiggjorde Borup IF renovering af de 2 ældste omklædningsrum. Ombygningen har kostet 230.000 kroner, hvoraf Viborg Kommune har refunderet 73% af energioptimeringen, mens Fonden for Sparekassen i Skals har givet 20.000 kroner, mens Nordeafonden har givet 10.000 kroner.
DGI fodboldstævne på oppustelige fodboldbaner blev desværre aflyst i år på grund af for få tilmeldte hold.
Rigtig mange frivillige går ugentligt en kæmpe indsats for Borup IF. Der er lotterispil hver fredag i Låstrup Forsamlingshus. Der er præmiewhist i klubhuset om onsdage. Ved alle VFFs hjemmekampe drager 15 frivillige fra Borup IF ind og sælger pølser til tilskuere og gæster.
Borup Idrætsforening har planer om at opgradere legeplads og multibane. Begge dele trænger til en ordentlig omgang. Desuden arbejdes på at få lov til at plante et læhegn langs med lysbanen.
Her i vinterferien er der planlagt 2 LAN partys Sidste års arrangement blev en stor succes og der blev oprettet venteliste. I år er arrangementet så delt over 2 dage.
Borup IF holdt første lørdag i januar medhjælperfest, hvor 55 frivillige hjælpere mødte op to lod sig fejre. 2 personer kunne glæde sig ekstra, for Børge og Svend Mogensen blev begge udnævnt til æresmedlemmer i Borup IF.
Mandag den 5. februar kl. 1800 er der generalforsamling i Borup Idrætsforening med gratis spisning. Alle er velkomne til at komme og få indflydelse på foreningen.
Låstrup Lokalråd v. Rene Storgaard Madsen
016 bød for lokalrådet på følgende arrangementer:
Affaldsindsamling den 2. april, hvor 16 borgere mødte frem for at hjælpe med at holde vores lokalområde indbydende og fri for affald. Vi opfordrer alle til at møde op til affaldsindsamlingen i 2018. Tid og sted bekendtgøres på hjemmeside og via nyhedsbrev. Det er hyggeligt at gå en tur på 1½ - 2 timer, eller hvad man selv synes, at der er kræfter til.
I samarbejde med byfestudvalget har Låstrup Lokalråd afviklet årets Sct. Hans bål. Årets båltaler var Inge Karlskov, der fortalte lokale historier med relation til Sct. Hans og hekseafbrænding. 150 var mødt frem til en hyggelig aften på Borup Stadion, hvor heksen traditionen tro blev futtet af og sendt til Bloksbjerg.
Den 3. oktober blev der holdt borgermøde i Låstrup Forsamlingshus, hvor frivillige lavede mad sponseret af lokalrådet. Der var rigtig god opbakning til mødet, hvor forsamlingshuset summede af gode idéer, der kunne indgå i projekt områdefornyelse. Ved mødet blev alle idéer samlet op, og der er udarbejdet et katalog over disse forslag. Låstrup Lokalråd vil tage listen op til prioritering og evt. iværksætte tiltag ud fra listen. Listen er lang og det skorter ikke på idéer til udvikling i Låstrup.
Første søndag i advent var der juletræstænding i forbindelse med gudstjenesten i Låstrup Kirke. Lokalrådet v. Ole Kruse og Morten Nielsen stod for gløgg og æbleskiver i våbenhuset og juletræstænding i Enghaven. 50 personer deltog i arrangementet.
Viborg Kommune har endelig sat en gadelygte op ved busstoppestedet. Rene har skrevet til kommunen for flere år siden, men nu er lygten endelig kommet på plads.
Ved Fjordklyngens generalforsamling sidste år, blev det foreslået, at der skulle laves en Låstrupside på Facebook, hvor arrangementer kunne omtales, og de lokale borgere kunne slå op, hvis de havde hestemøg til afhentning, børnesenge til salg eller æg i overskud. Der er derfor dannet en Låstrupside, hvor også Børge Nielsens gode nyhedsbreve lægges ud.
Lokalrådet har som oplyst givet 35.000 kroner i tilskud til byfesttelt og gulv. Disse penge er taget fra den gevinst vi vandt, da vi blev årets lokalområde i 2014. Desuden har lokalrådet givet 3800 kroner til Engparken. Det var penge, der blev sendt retur fra Møldrupegnens Landsbyråd, da det blev nedlagt.
Lokalrådet har desuden deltaget i en række møder, der skulle sikre, at Kulturcenter Værestedet blev tilgodeset i forbindelse med fordeling af midler fra områdefornyelse i Fjordklyngen. Møderne er holdt sammen med Kulturcenter Værestedets bestyrelsen og repræsentanter fra Fjordklyngen. Som bekendt ser det i øjeblikket ud til, at der tilflyder Kulturcenter Værestedet 500.000 kroner, så helt forgæves har det ikke været.
Lokalrådet har desuden deltaget i møder mellem repræsentanter fra cykelklubben og bestyrelsen fra Kulturcenter Værestedet, da der opstod en mindre uoverensstemmelse om placering af cykelklubbens klubhus i gården uden for kulturcenteret. Der blev fundet en mindelig løsning og cykelklubben har bevaret tilknytningen til Kulturcenter Værestedet.
Engparken v. Holger Nielsen:
Holger oplyste, at Engparken modtog penge fra Lokalrådet. Disse penge er brugt på at udbygge terrassen uden for Informationscenteret. Pengene slog ikke helt til, så Informationscenterets kasse har selv bidraget til arrangementet.
Jonna Jensen og Jens Højgaard har lovet at tage sig af vedligeholdelse af beplantning i Engparken, hvilket brugerne er meget tilfredse med.
Høstfestkomiteen v. Preben Amitsbøl
Preben Ammitsbøl præsenterede sig som ny beboer på Nørremarkvej (Raimondis), hvor han og Dorthe flyttede ind for et halvt år siden. Han takkede for en meget fin velkomst til området, og fortalte, at han og Dorthe er benovede over det høje aktivitetsniveau, der er i området. De syntes selv, at der var stor aktivitet i Haderup, hvor de boede tidligere, men ikke i forhold til aktiviteterne her i området.
Preben oplyste, at han og Dorthe var til høstfest, som noget af det første, da de flyttede til området. Det gav en god indgangsvinkel til at kende andre beboere i området. Selv om det holdt hårdt, så lykkedes det at tilkæmpe sig en plads i arrangementskomiteen sammen med andre naboer. Komiteen har besluttet, at de vil prøve at invitere alle områdets bestyrelser til høstfesten. Mange bestyrelser arbejder hårdt i deres respektive foreninger og tager sig ikke altid tid til selv at nyde samvær med de andre bestyrelsesmedlemmer. Derfor håber komiteen, at de forskellige bestyrelser vil afse tid, til at feste sammen til dette årlige arrangement, så vi kan fastholde en efterårsfest i forsamlingshuset. Ikke kun for forsamlingshusets skyld, men også fordi det er vigtigt at tage sig tid til at hygge sig sammen i enhver bestyrelse.
Cykelarrangement i Låstrup
Morten Nielsen fortalte, at Fjordklyngens Cykelklub godt nok er nyetableret, men alligevel har arrangeret et mountainbike orienteringsløb, som allerede løber af stablen lørdag den 3. februar. Her er inviteret mountainbikere fra Skive, Viborg, Løgstrup og fra Nordjylland. Klubben forventer, at mellem 60 og 80 cyklister kører ud fra Kulturcenter Værestedet lørdag fra kl. 1300. Cyklisterne skal ud og finde 15 poster fordelt rundt omkring i Fjordklyngens smukke natur.
Skulle der være lokale borgere, der har lyst til at prøve kræfter med orienteringsløb på mountinbike eller en anden robust cykel, så koster det kun 70 kroner at deltage, og så er der en omgang kartoffelsuppe med i prisen bagefter. Alle kan være med, også dem, der ikke tidligere har prøvet at cykle MTBO, som det kaldes.
Se hele referatet på dette link.
Referent
Morten Nielsen
Tlf. 41783523