SUB09 vandt Jyske Mesterskaber i indendørs fodbold
SUB09 holdet i weekendens kamp om JM: Line Østergaars Larsen, Maria Svenningsen, Kathrine Bach Møller, Sara Just Poulsen og Ida Velling Gundersen.
SUB 09 Damer vandt det jyske Mesterskab i indendørs fodbold i den bedste række, da de her i weekenden var i Hornslet ved Århus. Det var første gang, at de dygtige spillere fra SUB 09 deltog i Jyske Mesterskaber i seniorrækken. SUB 09 kvallificerede sig til at spille om JM, da de tidligere i januar måned vandt regionsmesterskabet foran Vildbjerg på andenpladsen.
Træner Flemming Lund oplyser, at det var nogle spændte damer, der drog med på den jomfruelige tur til JM. Det var ikke til at vide, hvor holdet stod i forhold til de øvrige klubber til mesterskabet, da det var første gang, at evnerne havde rakt så langt.
8 klubber deltog i JM, der var tilrettelagt samme sted over 2 dage. Holdene skulle spille alle mod alle, hvorefter de 4 bedste hold gik videre til semifinale.
Første kamp stod mod netop Vildbjerg, som holdet kendte fra kredsen og fra regionsmesterskabet. Det var med høj spænding, for Vildbjerg har tidligere vist tænder over for SUB 09. Det viste sig dog på dagen at være en ubegrundet frygt, for SUB 09 trak sig ud af kampen med en sejr på 4-1. De første nerver var taget af, og der var nu begrundet tro på at tro på sig selv.
I den næste kamp kom SUB 09 så ned på jorden igen, da holdet tabte til Neest. Dagens sidste kampe bragte holdet yderligere 4 points, så holdet var ikke helt sat af. Holdet lå på en fjerdeplads, før de kunne tage hul på søndagens kampe.
Søndag lagde SUB 09 ud med at vinde over førsteholdet fra AAB med hele 6-3, en nøglekamp hvor holdet for alvor fik troen på, at de kunne nå langt. Derefter spillede holdet uafgjort mod Romalt og derefter en sejr i sidste kamp.
Holdet blev en flot nummer 2 i en uhyre tæt pulje, og dermed havde holdet sikret sig en semifinale mod Romalt. Semifinalen blev en uhyre tæt kamp, men SUB 09 trak sig sejrrigt ud af kampen med resultatet 3-2 og dermed sikrede SUB 09 sig en finaleplads mod netop Vildbjerg.
SUB 09 startede som lyn og torden og kom foran med 5-2, og selvom Vildbjerg fik reduceret til 5-4, sikrede man trods alt en fortjent og sikker JM titel. Den første i klubbens historie.
Velfortjent var det nogle super glade spillere og træner, der fik overrakt den pokal, medaljer og vindertrøjer, hvorefter sejren kunne fejres på behørig vis.
De dygtige piger på holdet var Line Østergaars Larsen, Maria Svenningsen, Kathrine Bach Møller, Sara Just Poulsen og Ida Velling Gundersen.
Tillykke til de dygtige piger.
Annoncesponsor for dette opslag er: