Luciaoptog i Låstrup
Foto Jakob Thorup Kjærsgaard) Flot Luciaoptog gik gennem salen.
Torsdag aften var der traditionen tro Luciaoptog på Kulturcenter Værestedet i Låstrup. Her havde bestyrelsen pyntet op i gymnastiksalen og stillet boder op. I boderne kunne gæsterne købe æblejuice, trædrejeprodukter, nisser og engle, snaps mv. Desuden var der tombola og mulighed for at købe æbleskiver, gløgg og kaffe.
Jane Thorup Kjærsgaard og Birthe Theilgaard Reitz spillede julesange og melodier på fløjte og elklaver. Det gav en hyggelig stemning for de op mod 100 gæster, der i løbet af aftenen besøgte arrangementet.
Anne Marie Dalgaard og eleverne fra 5. klasse i Skals Skole bød på Sankta Lucia optog og et par gode julesange, mens eleverne bevægede sig rundt blandt gæsterne.
Efter det flotte optog var der en enkelt fællessang akkompagneret af Jane og Birthe.
Endelig fortalte Anne Marie, at deltagerne i Luciaoptoget, alle havde fået syet nye dragter. I den forbindelse blev Hanne Vinther, Lone Mogensen, Aase Skov og Lisbeth Bruun kaldt på gulvet for at få overrakt en vingave som tak for det store abejde. Anne Marie fortalte, at Sara Ambrosius har designet det nye dragter, der er syet af de 4 frivillige damer. De frivillige blev mødt med applaus fra publikum.
Se flere fotos fra aftenen på dette link.
Anne Marie Dalgaard overrakte vingaver til Lone Mogensen, Aase Skov og Hanne Vinther.