Referat serie 5 Borup IF - KVIK/Aalestrup IF
Fortjent pointhøst til serie 5 herrer.
Tirsdag den 9. maj tog Borup Idrætsforening serie 5 mod KVIK/Aalestrup på hjemmebanen i Låstrup. Fint fodboldvejr med stille regn. Inden kampen havde Borup 6 point, mens KVIK/Aalestrup lå i bunden af puljen med 3 point. Minimal forskel efter 4 kampe, så egentlig var de 2 hold ret lige.
Allerede efter 5 minutter viste KVIK/Aalestrup, at de var kommet for at få point med hjem. Kaare i Borup målet lavede en super redning, og bolden gik ud til hjørnespark. Ved det efterfølgende hjørnespark hev Kaare en redning frem på et flot hovedstød fra udeholdet.
Efter 12 minutters spil, var det i modsatte ende af banen, at det gik løs. Rasmus Abildskov Nielsen fik en friløber og var alene med målmanden. Desværre gik Rasmus’ afslutning lige ved siden af målet. Midt i halvlgen var Rasmus igen tæt på over 2 gange, men heller ikke her var heldet med Borups angriber, så fortsat uafklaret 0-0 på måltavlen.
Den stilling skulle dog ikke holde halvlegen ud, for i kampens 28. minut scorede Jørgen Nielsen fortjent efter hjørnespark. Stillingen 1-0 holdt halvlegen ud, og hjemmeholdet kunne dermed fortjent gå til pause med udsigt til point på kontoen.
Borup kom i anden halvleg ud af hullerne og havde initiativet. Henrik Bitsch havde allerede i halvlegens første minut en god chance for at øge føringen, men det blev ved chancen.
Initiativet og heldet var i denne kamp på Borups side. I halvlegens 8. minut opsøgte Rasmus igen heldet. En forkert tilbagelægning i KVIK/Aalestrups forsvar blev opsnappet og effektivt omsat til føring på 2-0.
Kaare Elkjær stod en flot kamp, og gjorde sit til, at Borup fortjent vandt kampen 2-0. Han blev efter kampen udnævnt til kampens spiller. Tillykke og tak til Kaare for en fin kamp.
Serie 5 spiller næste kamp allerede fredag den 12. maj kl. 1900. Igen er det hjemmekamp i Borup. Denne gang mod naboerne fra Møldrup/Tostrup IF.
Fotogene Kaare Elkjær poserede velvilligt efter kampen. Tillykke med titlen som kampens spiller.
Annoncesponsor for dette opslag er: