Fodboldhygge for de mindste
Hver fredag eftermiddag kl. 1615 mødes de mindste fodboldspillere i U6 og U7-rækkerne fra Borup IF og Skals FF på Borup Stadion i Låstrup. Hertil kommer legeholdet "Børn i Fokus" fra Borup IF. På det hold er der deltagere helt ned til børn på 2 år.
Klubberne stiller trænere og hjælpetrænere til rådighed, og forældre er velkomne til at overvære træningen. For "Børn i Fokus" deltager forældrene i øvelser og lege, så børnene trygge kan lære det sjove ved at gå til fodbold. Ikke alle kan koncentrere sig om at være med i den fælles træning under hele træningen, men så er der heldigvis legeplads og hoppepude, hvor man kan lege lidt for sig selv og få lidt adspredelse.
Under og efter træningen er der kaffe til forældrene uden for klubhuset. Frivillige forældre bager kage, medbringer frugt og der serveres saftevand efter kampen. Tredje halvleg er jo netop lige så vigtig for børn, som for voksne. Lidt sødt efter kampen hjælper altid på humøret, så børnene glade kan tage hjem fra træning.
I Borup IF og Skals FF mener vi, at alle børn har store fordele af at prøve at deltage i en holdsport, hvor man lærer at modtage en kollektiv besked og at lukrer på den synergi der opstår, når børnene lærer at spille og lege sammen. Dertil kommer, at det er fantastisk for børns motorik at lege og spille med bold. God boldteknik øver ikke bare evnen til at spille fodbold. Det hjælper også på koordinering og vurderingsevne i andre situationer.
Sidste men ikke mindst er det altid sjovt at lave noget aktivt sammen med sine kammerater.
For fodboldspillere, der ikke har fodboldstøvler, så er det ikke et krav i den størrelse, at spillerne har fodboldstøvler. I Borup klubhus er der desuden en reol med byttefodboldstøvler, hvor man kan prøve at spille i et par fodboldstøvler, hvis man gerne vil prøve det. Støvlerne er gratis og har man selv et par gode støvler i overskud, så kunne det tænkes, at en yngre spiller gerne vil prøve dem.
Selv om der er god opbakning til børnefodbolden i Borup og i Skals, så er der plads til flere. Har du eller dit barn lyst til at prøve fodbold, så mød op på Borup Stadion i Låstrup om fredagen kl. 1615. Dog ikke fredag efter Kristi Himelfart, hvor børnene har en velfortjent ferie. Legepladsen og hoppepuden er dog altid åben og gratis at bruge.