Ny assistenttræner i Borup Idrætsforening
Fodboldudvalget under Borup Idrætsforening offentliggjorde torsdag den 14. december navnet på den person, der efter nytår skal være assistenttræner og dermed cheftræner Niels Klausens højre hånd.
Den nye assistenttræner er på ingen måde nogen overraskelse, for det er Flemming Lund, der indtræder i trænerrollen, og dermed afløser Martin Gundersen, der på grund af travlhed i hjemmet ikke har ønsket at forlænge kontrakten.
Assistenttræneren indgår fra nytår i trænerteam med Niels Klausen. Sammen står de for afvikling af 2 ugentlige træninger, træningslejre udvælgelse af spillere til kampe og vejledning og udvikling af spillerne. Flemming Lund kommer desuden til at stå i spidsen for klubbens andethold, der her i efteråret har sikret sig oprykning til serie 4.
Flemming Lund er 51 år gammel og bor selv i Låstrup, hvorfra Borup Idrætsforening har sit udgangspunkt. Flemming har spillet i klubben, siden han som miniput startede sin fodboldkarriere. Flemming er far til Peter og Mie, der begge spiller i klubben. Begge på klubbens førstehold i henholdsvis herresenior- og dameseniorafdelingen.
Flemming har gennem årene haft et bredt udvalg af trænerposter i såvel ungdoms- som seniorafdelingen. Senest har Flemming Lund trænet klubbens kvinder i SUB09 i jyllandsserien, hvor han midlertidigt trådte til, da den forrige træner ønskede at blive løst fra sin kontrakt. Derefter var Flemming træner for holdet ikke bare i resten af forårssæsonen, men også i hele efterårssæsonen.
Alle i og omkring Borup kender Flemming Lund. Det er kun ganske få fodboldkampe, som Flemming Lund ikke selv har deltaget i eller overværet i de seneste mange år. Flemming har desuden været træner i klubbens ungdomsafdeling SUB88, hvor han har været træner for mange af de spillere, der i dag spiller i klubbens seniorafdeling. Klubben kunne ikke have fundet en assistenttræner med større indsigt i spillermaterialet, end klubben har fundet i Flemming.
Flemming oplyser selv, at han glæder sig til at træde ind i trænerteamet i den klub, hvorfra hans fodboldverden åbner sig. Han vil gøre sit til, at spillerne på andetholdet udvikles og får mulighed for at dygtiggøre sig til at spille på førsteholdet i serie 3. Det er klart Flemmings mål, at hjælpe spillerne til at skærpe seriøsiteten og stabiliteten, så der også på andetholdet udvikles holdånd, og han ser frem til at styre tropperne i den kommende sæson. Spillerne i andet lag i Borup Idrætsforening har bestemt niveauet til at spille i serie 4, men klubben er endt i en meget stærk pulje, så holdet forventes at få kam til sit hår.
Første opgave for Flemming Lund er sammen med cheftræneren at planlægge træningsopstart, der sker lørdag den 27. januar kl. 1400 fra Klubhuset i Låstrup, og desuden klubbens årlige træningslejr i starten af marts måned.
Borup Idrætsforening ønsker Flemming Lund tillykke med assistenttrænerstillingen, og vi glæder os til at følge udviklingen på andetholdet, der forventes at skulle lægge sig i selen efter oprykningen her i efteråret.
Borup Idrætsforenings nye assistenttræner Flemming Lund
Annoncesponsor for dette opslag er: