Referat serie 5 Borup IF - Tjele Vest Sport
Fredag aften tog Borup IF serie 5 herrer hjemme mod naboerne fra Tjele Vest Sport. Træner Martin Gundersen havde sat det på dagen stærkeste hold, og det skulle vise sig, ikke at være helt skævt, for holdet vandt kampen 3-0 og burde have vundet endnu større.
I starten af kampen kom Tjele Vest Sport bedst ud af starthullerne. De havde teten og det bedste spil i det første kvarter. Borupspillerne skulle lige finde hinanden og falde på plads i spillet. I kampens 13. minut var det imidlertid Borup, der med flot spil, førte bolden frem af banen, hvor Johan Nielsen flot nikkede bolden i nettet på et godt indlæg i feltet.
Efter målet, tippede spillet over i Borups favør. Borup viste nu gode takter og spillede godt sammen, løb godt for hinanden og fik det til at fungere. Det blev til adskillige gode chancer for Borup, men bolden ville ikke i nettet. Resultatet 1-0 ved pausen, burde have været bedre for Borup, hvis holdet havde haft bedre effektivitet.
I anden halvleg fortsatte Borups flotte spil. Allerede 3 minutter henne i halvlegen, fik Johan Nielsen en friløber, som han effektivt afsluttede med et velplaceret skud helt ude ved målstolpen. Bolden trillede i mål, uden for målmandens rækkevidde. Igen godt spillet og løbet af Borupspillerne og fortjent 2-0 på måltavlen.
10 minutter inde i halvlegen var Borup igen fremme i skoene, spillet gled perfekt. Jakob Kynde fik nu en stor chance, men brændte desværre muligheden for at lukke kampen med et tredje mål til Borup. Borup sad nu på hele spillet, så alt andet lige, var det et spørgsmål om tid, inden Borup kunne afgøre kampen definitivt.
En halv time inde i anden halvleg, skulle der dog rykkes lidt ved fordelingen. Rasmus Abildskov Nielsen fik gult kort, og det kunne have rykket lidt ved spillet, hvis ikke Tjele Vest Sport 3 minutter senere fik et lignende gult kort, og dermed udlignede den fordel, som en 10 minutters udvisning kan give.
Stillingen 2-0 holdt frem til kampens sidste minutter, hvor Borup holdt et højt pres efter et hjørnespark. Carsten Gundersen fik bolden, men havde en forkølet afslutning, som blev opsnappet af Kim Hermansen, der endelig cementerede Borups sejr til 3-0, på en fin afslutning.
Kort efter blev det til Borups andet gule kort, da Per Sørensen tacklede Tjele Vest Sports målmand. Dommeren bedømte korrekt denne forseelse til et gult kort for den ureglementerede og unødvendige tackling.
Borup kom i mål med sejr i efterårets første kamp. Flot spillet og en virkelig seværdig kamp på hjemmebane. Selv kampens dommer udtalte efter kampen, at han var imponeret over Borups spil. Efter hans udsagn, spillede Borup kampen på et taktisk højt niveau. Spillerne ramte bolden godt, og spillere uden bold, løb effektivt i de rigtige løbebaner. På dagen ville holdet med det spil, kunne have spillet op mod et serie 2 hold jokede dommeren.
Kampens spiller blev Johan Nielsen med 12 ud af 14 stemmer. Flot debut på holdet for Johan, der desværre ikke kan følge holdet til alle kampe, da han er på efterskole i Ulstrup.
Kampens spiller Johan Nielsen (Arkivfoto)
Annoncesponsor for dette opslag er: